Luxembourg (by)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Luxembourg (by), hovedstad for storhertugdømmet Luxembourg og hovedsæde for flere EU-institutioner, fx EF-Domstolen, Den Europæiske Investeringsbank, Revisionsretten og EU-Parlamentets sekretariat; 76.420 indb. (2005). Byen tiltrækker mange turister. Omfattende restauration af byens gamle kvarterer og de mange bankhovedsæder bidrager til et præg af velstand. Den gamle by og resterne af fæstningen kom på UNESCOs kulturarvliste i 1994. Luxembourg er 2007 som den første EU-by for anden gang udpeget til europæisk kulturhovedstad; første gang var i 1995. Temaet mobilitet og udveksling af idéer over grænser udfolder sig i en region med over 11 mio. indb., som strækker sig ind i Lorraine, Wallonien, det tysktalende Belgien, Saarland og Rheinland-Pfalz.

Byen ligger på flere plateauer adskilt af dybe kløfter med floderne Alzette og Petrusse. Broen Pont Adolphe forbinder centrum med nyere bydele i syd, mens den 335 m lange bro Pont Grande Duchesse Charlotte fører østover til Kirchberg-plateauet med de europæiske institutioner. I kløfterne ligger bydelene Pfaffenthal, Clausen og Grund. I klipperne er bygget kasematter, 21 km underjordiske gange, som er rester af et omfattende fæstningsanlæg, hovedsagelig fra 1600-t. I bymidten ligger domkirken Notre Dame og barokkirken Saint Michel, begge fra 1600-t. Det storhertugelige palæ i spansk renæssancestil fra 1500-t. var oprindelig rådhus. Efter udbygning i 1800-t. rummer det foruden residensen også Deputeretkammeret.

Byen har en del industri og er trafikknudepunkt med international lufthavn. Der er desuden flere kulturelle institutioner og den kommercielle radio- og tv-station RTL, som har international rækkevidde. De europæiske institutioner og byens funktion som internationalt bank- og finanscentrum har medført, at fremmede udgør mere end halvdelen af befolkningen.

Luxembourg nævnes første gang i 963 som borgen Lucilinburhuc, beliggende på en klippe over Alzette. Denne borg var kernen i grevskabet, senere hertugdømmet Luxembourg. Fra midten af 1400-t. var fæstningen Luxembourg et vigtigt led i forsvaret af De Sydlige Nederlande mod Frankrig. I årene 1684-97 holdt franskmændene Luxembourg efter at have erobret byen, og fæstningen blev udbygget af Ludvig 14.s ingeniør Vauban. 1815-67 sad en preussisk garnison i Luxembourgs fæstning, hvorefter den blev sløjfet.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
06/12/2009
Oprindelige forfattere
Feilb
31/01/2009
OBii
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki