Canada - historie efter 2000

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Efter voldsom intern debat i begge højrefløjspartier, sammenlagdes i 2003 Progressive Conservative Party (PCP) og Canadian Alliance (CA) under det nye navn Conservative Party of Canada (CPC), og i 2004 valgtes Stephen Harper som leder af partiet. I mellemtiden havde Paul Martin overtaget ledelsen af Liberal Party (LP) samt posten som premierminister (2003).

På trods af Canadas økonomiske fremgang måtte LP – som både i partiet selv og af politiske kommentatorer er blevet betegnet som Canadas "naturligt regerende parti" – i begyndelsen af 2000-t. se magten glide partiet af hænde. Dette skyldtes især den såkaldte sponsorat-skandale i Québec, som indbefattede millioner af sporløst forsvundne dollars samt direkte involvering af flere højtstående medlemmer af LP.

Tidligere minister for offentlige anliggender Alfonso Gagliano (f. 1942) måtte således kaldes hjem fra sin ambassadørpost i Danmark i utide for at blive hovedperson i de høringer, som skulle ende med at fælde LP som regeringsparti.

Ved valget i 2006 faldt vælgernes dom, idet CPC vandt magten. LP's upopularitet var da så udbredt, at den tidligere næsten udelukkende vestligt baserede højrefløj fandt ny stor tilslutning i det østlige Canada, inkl. Québec.

Canada gjort sig internationalt bemærket ved deltagelse i en række fredsbevarende aktioner og i krigen mod al-Qaeda og Taleban. Alligevel og på trods af NAFTA har forholdet mellem Canada og USA været karakteriseret ved handelsstridigheder om den canadiske eksport til USA af bl.a. tømmer og laks. Desuden har den canadiske liberale regering ved flere lejligheder undsagt amerikansk udenrigspolitik, fx i forhold til krigen i Irak, samt det ballistiske missilskjold (BMD).

Der er markant øget fokus på opretholdelse af canadisk arktisk suverænitet, som ikke bare er relevant i forhold til udvindingen af naturresurser, men også i forbindelse med åbningen af Nordvestpassagen i takt med den gradvise nedsmeltning af den arktiske iskappe; efter den canadiske forsvarsminister Bill Graham (f. 1939) i 2005 symbolsk satte sin fod på Hans Ø i Kennedy-kanalen mellem Ellesmere Island og Grønland, sås en opblussen af uoverensstemmelsen mellem Danmark og Canada om suverænitet over denne ø.

Læs videre om Canadas historie før 2000, om Canadas forhistorie eller om Canada generelt.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
03/05/2011
BlochP
19/10/2009
Redaktionen
04/02/2009
Oprindelig forfatter
RCT
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki