kulturrelativisme

kulturrelativisme, kulturopfattelse, der betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående iagttager har. Som en af de første satte den amerikanske antropolog M.J. Herskovits (1895-1963) i 1950'erne indholdet og følgerne af en kulturrelativistisk opfattelse til diskussion. Til følgerne hører bl.a., at alle kulturmønstre anses for ligeværdige, og at der ikke kan opstilles fælles værdier for alle kulturer. Dette sidste punkt blev brugt til en kritik af menneskerettighedsdoktrinen for netop at indeholde et sæt værdier, der tillagdes universel gyldighed, men som af mange blev anset som vestligt inspirerede.

Den kulturrelativistiske synsmåde fandt især grobund inden for antropologien og blev det metodiske udgangspunkt for studiet af fremmede kulturer. Kulturrelativismen vandt dog også mere almen udbredelse, ikke mindst fordi den var et opgør med fremherskende etnocentriske holdninger, hvor ens egen kultur opfattedes som bedre og rigtigere end andres.

Kritikken af kulturrelativismen har især drejet sig om dens implicitte accept af alle slags sociale og kulturelle fænomener, uanset om disse fænomener er til skade for nogle medlemmer af den kultur, hvori de forekommer. Desuden kan en kulturrelativistisk synsmåde bruges til at afvise udefra kommende initiativer med henvisning til, at de bygger på manglende indsigt og derfor blot er udtryk for kulturimperialistisk indblanding. En anden væsentlig kritik angår kulturrelativismens forudsætning, at medlemmerne af en kultur stort set alle deler dens værdigrundlag. Ikke mindst denne synsmåde samt kulturrelativismens vanskelighed ved at forholde sig til den kendsgerning, at kulturer ikke er statiske, men ændrer sig over tid, udgør svagheden i det grundlag, kulturrelativismen bygger på.