Athen - nyere arkitektur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Athen. Universitetet (1839-89) i midten er tegnet af Christian Hansen. Tv. herfor ligger nationalbiblioteket (1885-92) og th. akademiet, begge tegnet af broderen Theophilus Hansen. På fotografiet fra midten af 1990'erne er det tyske, franske og græske konsortium Olympic Metro i gang med gravearbejdet til den ny undergrundsstation Akademia på af de tre linjer i byens undergrundsbane. Gravearbejdet i er mange steder besværliggjort og forsinket pga. antikke fund.

I perioden 1830-1930 var den græske arkitektur præget af en romantisk nyklassicisme. Slottet, der nu huser parlamentet, blev opført 1836-42 af den tyske arkitekt Friedrich von Gärtner.

Danskeren Christian Hansen var et par årtier (1833-50) Athens førende arkitekt med universitetet (1839-60) og domkirken Mitropolis (s.m. den tyske arkitekt Eduard Schaubert, 1842-62) samt privathuse, skoler, kirker, hospitaler m.m., der blev forbilleder for tidens arkitektur. Theophilus Hansens tidlige arbejder er inspireret af broderen Chr. Hansens, fx Observatoriet (1842-46) og Dimitrios' hus, det nuværende Hotel Grande Bretagne (1842-43, senere ombygget).

I 1840'erne opførtes flere bygninger med byzantinsk inspiration, fx Christian Hansens øjenklinik og en del kirker. Theophilus Hansens modne græske stil udtrykkes pompøst i akademiet (1859-87), udstillingsbygningen Zappio (1874-88) og nationalbiblioteket (1885-92).

Hans elev, den tyske arkitekt Ernst Ziller, opførte i perioden 1870-1923 talrige offentlige og private bygninger i Athen og provinsen; han stod for en græsk "renæssance" i europæisk tradition med fx Heinrich Schliemanns hus "Ilion" (1878). Ziller begyndte i 1869 udgravningen af Det Panathenske Stadion (330/29 f.Kr.), der blev genopført efter hans planer af Anastasios Metaxas og indviedes ved de første OL i 1896.

Befolkningstilvæksten i 1920'erne ændrede byens form og arkitektur radikalt. Mange historiske bygninger blev revet ned for at gøre plads til funktionalistiske boligblokke og kontorbygninger af beton. Efter 2. Verdenskrig voksede Athen uden balance mellem by og omgivende landskab.

Blandt byens nyere bemærkelsesværdige bygninger er USAs ambassade, tegnet af Walter Gropius og H. Morse Payne jr. (1957-61), konservatoriet af I. Despotopoulos (1969), Højesteret af J. Rizos og D. Katarropoulos (1973) og Athens musikhus, Megaron (1991), af Tsonos.

Museer

I 1835 blev Hefaistostemplet indrettet til museum af Christian Hansen og E. Schaubert; samlingen blev i 1874 flyttet til Det Arkæologiske Nationalmuseum, der er det betydeligste museum i verden for antikkens græske kunst med store samlinger af skulpturer, vaser og fund fra Attika, Mykene og Kykladerne.

Et beskedent museum på Akropolis blev i 1865 afløst af Akropolismuseet (se Akropolis i Athen). De betydelige fund fra Agora har siden 1956 været udstillet i Attalos 2.s rekonstruerede stoa, mens Oeberlaendermuseet (1938) huser fund fra den antikke gravplads på Kerameikos.

Det Byzantinske Museum blev i 1928 nyindrettet i den tidligere privatvilla "Ilissia", opført 1842-46 af Christian Hansen.

Der er samlinger om nygræsk historie og folklore i Det Nationalhistoriske Museum, etableret i 1960 i den gamle parlamentsbygning (1858-74), og i Benakimuseet. Bymuseet blev indviet i 1980; Nationalpinakoteket (Sutsosmuseet) fra 1966 rummer moderne græsk kunst.

Læs også om Athen generelt, om oldtidsbyen Athen, eller om Athens historie i oldtiden eller middelalderen og frem.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
18/09/2011
Lone Selfort
09/02/2010
Redaktionen
04/02/2009
Ekspert
michaelash
Oprindelig forfatter
IHaug
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki