Saxo

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Trekantfronton med relief af Saxo Grammaticus, udført af stukkatøren og billedhuggeren Hans Lamberg Petersen (1866-1927), taget ned fra Det Kongelige Bibliotek i 1966, da man startede byggeriet af kontorfløjen. Foto: Hans Christophersen

Saxo, Saxo Grammaticus, ca. 1160 - efter 1208, dansk historieskriver, forfatter til Gesta Danorum (lat. 'Danernes bedrifter'), det berømteste litteraturværk fra dansk middelalder.

Saxos Danmarkshistorie indeholder en rigdom af sagn, digte, gode historier og egentlig historieberetning, hvorimod Saxo er meget tilbageholdende med oplysninger om sig selv. De øvrige kilder til hans biografi er tilsvarende sparsomme. Hans far og farfar havde tjent i kongens hird og tilhørte dermed krigeradelen, men selv fik han en grundig boglig uddannelse, som antagelig også har omfattet et studieophold ved en af de internationalt kendte nordfranske skoler.

Før ca. 1190 ansatte ærkebiskop Absalon ham som sekretær ved ærkebispehoffet i Lund (se Lund (Historie)) med den opgave at skrive Danmarks historie, og han skaffede ham formodentlig også indtægterne fra et kannikedømme (præsteembede) ved Lunds Domkirke. Saxo var altså nok gejstlig, men ikke munk, og han bevarede livet igennem interessen for krig og politik. Lund var dengang Danmarks kirkelige centrum, så Saxo kunne her møde gejstlige fra ind- og udland og de talrige civile og militære medlemmer af kongens omrejsende hof. Alle disse mennesker var potentielle informanter mht. fortællestof. Saxos skriftlige kilder var tilgængelige i domkirkens velforsynede bibliotek.

Saxo nåede ikke at afslutte sin Danmarkshistorie inden Absalons død i 1201, men dedicerede det færdige værk til hans efterfølger, Anders Sunesen, og til Valdemar 2. Sejr; at dømme efter hentydninger til kongens militære kampagner i udlandet skete det engang efter 1208.

Saxo skrev på sin tids internationale sprog, latin, og denne omstændighed har haft en langt større indflydelse på det færdige værk, end man umiddelbart skulle tro. Saxo ville vise samtidens civiliserede nationer og ikke mindst Det Tysk-romerske Rige, at Danmark var jævnbyrdigt med dem, et ældgammelt, selvstændigt kongerige med en glorværdig historie og betydelig litterær dannelse.

Saxos målestok og modbillede var romerfolket, der fra en beskeden begyndelse havde skabt et imperium og en overlegen civilisation. Samtidens tysk-romerske kejsere hævdede at være de gamle romeres direkte arvtagere, og franskmændene mente, at de i det mindste havde arvet og fornyet den romerske kultur.

Nu valgte Saxo at skrive sit historieværk på et meget klassisk latin, som i vid udstrækning er renset for kristendommens og middelalderens sproglige nyskabelser. Han førte Danmarks første konger tilbage til de ældste romerske kongers tidsalder, og han indflettede digte, oversat til klassiske romerske vers, som bevis på litteraturens høje stade i oldtidens Danmark, fx Bjarkemålet og Ingjaldskvadet.

Første halvdel af Gesta Danorum er fyldt med, hvad Saxo kunne samle om det hedenske Nordens guder og helte. Saxo tolker guderne som mennesker med visse overnaturlige evner og fletter dem ind i den kronologisk fremadskridende fortælling; alt, hvad der kan gøres dansk, bliver dansk. Blandt Saxos kendteste figurer er den jyske kongesøn Amled, udødeliggjort af Shakespeare i tragedien Hamlet, Uffe hin Spage, det tragiske elskerpar Hagbard og Signe og kong Frode Fredegod, som Saxo gør til et nordisk modstykke til kejser Augustus på Jesu tid.

I anden halvdel af værket når senantikkens romerske statsreligion, kristendommen, til Danmark, og Saxo skildrer, hvordan danskerne lidt efter lidt og nærmest af egen drift bliver omvendt. Parallelt med den nationale selvstændighed i verdslige anliggender arbejdes der på at skabe en national kirke, og højdepunktet kommer for Saxo, da der i 1103 oprettes et selvstændigt nordisk ærkebispedømme i Lund, og Danmark dermed løsrives fra tysk kirkelig overhøjhed. Blandt Saxos helte i denne del af værket er Knud 2. den Store med sit vidtstrakte vikingekongedømme og Valdemar 1. den Store, der klogt rådgivet af sin ven Absalon og hans bror Esbern Snare gjorde en ende på borgerkrigene i Danmark og nedkæmpede de vendiske sørøvere.

I middelalderen fik Saxos værk ikke den gennemslagskraft i udlandet, som han vel havde håbet på, men det prægede dansk historieskrivning og blev forkortet og bearbejdet i Saxokompendiet fra ca. 1345. Der er kun bevaret brudstykker af middelalderlige Saxohåndskrifter, bl.a. fire blade af Saxos egen kladde, det såkaldte Angersfragment. Med Christiern Pedersens trykte udgave fra Paris 1514 opnåede Saxo europæisk berømmelse, og humanisten Erasmus af Rotterdam roste hans sprog og stil.

Saxo havde tolket sin egen og Absalons loyalitet over for konge og folkestamme ved at hente inspiration i den romerske patriotismes veltalende udtryk, og denne del af Saxos budskab går så godt igennem i de danske oversættelser, at man fristes til uhistorisk at tillægge Saxo moderne tanker om nationalstat og national identitet.

Siden Anders Sørensen Vedels oversættelse fra 1575 har det været følt som en national opgave at gøre Saxo tilgængelig på dansk, og blandt de i alt seks trykte oversættelser til dansk er fx Grundtvigs (1818-22) blevet til som en reaktion på tabet af Norge i 1814. Størst folkelig popularitet har Fr. Winkel Horns oversættelse (1898) med illustrationer af Louis Moe opnået. I 2000 udkom en nyoversættelse af Peter Zeeberg (f. 1957), den første i næsten 100 år. En ny tekstkritisk udgave af Saxos originaltekst etableret af Karsten Friis-Jensen udkom 2005.

Første halvdel af Gesta Danorum, en vigtig kilde til germansk sagnhistorie, foreligger i oversættelser til engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og japansk.

Læs også om Saxo i Nordisk Mytologi og i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Trekantfronton med relief af Saxo Grammaticus, udført af stukkatøren og billedhuggeren Hans Lamberg Petersen (1866-1927), taget ned fra Det Kongelige Bibliotek i 1966, da man startede byggeriet af kontorfløjen. Foto: Hans Christophersen

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
06/10/2013
Uffe Rasmussen
03/10/2013
Redaktionen
08/04/2013
Ekspert
NL
Oprindelig forfatter
KF-J
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki