amoritter

amoritter, oldtidsfolk i Nærorienten. Amoritter er bl.a. kendt fra babyloniske kilder; de nævnes første gang ca. 2050 f.Kr. som nomader, der truede sikkerheden i det nordvestlige Babylonien.

At dømme efter skriftlige kilder var de opdelt i et utal af mindre stammer og stammeforbund. Amoritter kom fra den syriske ørken, og i tiden mellem 2000 og 1800 f.Kr. — i det opståede tomrum efter Ur III dynastiets fald (se Mesopotamien (historie)) — bosatte flokke af amoritter sig i store dele af Eufratdalen og i området øst for Tigris. De erobrede desuden mange af de babyloniske byer. De fastboende "gav dem ploven i hånd", dvs. lærte dem agerbrug og indlemmede dem derved i de fastboendes samfund.

Amoritterne grundlagde dynastier i de erobrede babyloniske bystater, bl.a. i Babylon; og den berømte kong Hammurapi i Babylon og Shamshi-Adad 1. i Assyrien var begge efterkommere af sådanne amoritiske småfyrster.

Denne opfattelse af amoritter er imidlertid blevet imødegået på grundlag af en anden vurdering af såvel det skriftlige som det arkæologiske kildemateriale. Amoritterne bliver snarere betragtet som en del af den gamle syriske befolkning, der allerede i 2000-t. levede i områdets periferi, men efter den tidlige bronzealderkulturs undergang hen imod år 2000 f.Kr. var bestemt til politisk at overtage kontrollen med det meste af Forasien. Det vil på baggrund af denne opfattelse være forkert at tale om et folk i etnisk henseende; snarere drejede det sig om en gruppe, der sociologisk adskilte sig fra den tidlige bronzealders bybefolkning.

I Det Gamle Testamente optræder amoritter som et folk, der bor i Kanaan og Østjordan før den israelitiske indvandring. De amoritiske konger Sihon og Og beskrives som israelitternes fjender.