Jordan - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

I 732 f.Kr. blev Jordan erobret af Assyrien, og efter jernalderkongedømmernes kollaps vandt nomadiske, arabiske kulturelementer, repræsenteret ved især nabatæerne, indpas. Efter assyrernes nederlag til babylonierne i 612 f.Kr. kom Jordan til sammen med Palæstina og Syrien at indgå i Perserrigets 6. satrapi, der var delt i mindre enheder under hver sin guvernør. Det persiske herredømme sluttede med Alexander den Stores erobring af Levanten omkring 330 f.Kr. Efter hans død i 323 f.Kr. blev Jordan først behersket af ptolemæerne i Egypten. Nabatæerne havde imidlertid den reelle kontrol i det sydlige Jordan, og de begyndte at brede sig mod nord. I 198 f.Kr. tilfaldt Jordan Syrien under den seleukidiske hersker Antiochos 3. Han og hans efterfølgere grundlagde en række hellenistiske, frie byer.

Statsoverhoveder
emir
1921-46 Abdallah ibn Husayn 
konger
1946-51 Abdallah 
1951-52 Talal
1952-99 Hussein 1. 
1999 Abdallah 2. 

Seleukiderigets nedgang fra midten af 100-t. f.Kr. medførte, at dels nabatæerne, dels den nyskabte hasmonæiske stat i Palæstina fik bedre fodfæste i landet. De hasmonæiske konger erobrede og ødelagde flere byer, og nabatæerne blev bofaste adskillige steder i hele Jordan og kunne kontrollere karavanerne fra Sydarabien til Gaza og Damaskus.

Romersk og byzantinsk tid

I 63 f.Kr. erobrede den romerske hærfører Pompejus Syrien, Palæstina og Jordan. Han lod landene styre af klientkonger, og i det nordlige Jordan genoprettede han en række frie byer, som senere blev organiseret som Dekapolis. De frie byer blev udbygget med romerske søjlegader, templer, bade og teatre etc. Det nabatæiske kongerige med hovedstad i Petra havde sin storhedstid i denne periode, men i 106 e.Kr. blev riget annekteret af kejser Trajan og indlagt i den nye provins Arabia. Efter en række invasioner fra øst etablerede kejser Diokletian omkring år 300 en række militære støttepunkter vendt mod de arabiske stammer, hvilket sikrede fred helt frem til den islamiske erobring i 600-t.

Jordan blev kristent i løbet af 300-t., og der opførtes adskillige kirker og klostre, hvis rester kan ses overalt i Jordan.

Muslimsk påvirkning

Efter Muhammeds død i 632 blev Jordan underlagt kaliffen i Medina. Da umayyaderne i 661 gjorde Damaskus til kalifatets nye hovedstad, bosatte et voksende antal muslimske arabere sig i Jordan, hvor de bl.a. anlagde flere imponerende slotte, der samtidig var tænkt som ramme for landbrugsproduktion. Med korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099 kom dele af Jordan under deres styre indtil Slaget ved Hattin i 1187, hvor den kristne hær blev slået af sultan Saladin. Derefter overgik styret af Jordan til Egypten. I 1517 blev Jordan indlemmet i Osmannerriget, som det forblev en del af indtil afslutningen på 1. Verdenskrig.

Mandat og uafhængighed (1916-46)

I 1916 indledte Husayn ibn Ali en arabisk revolte mod osmannerne i al-Hijaz, efter at han i oktober 1915 af Storbritannien havde fået løfte om arabisk uafhængighed for de dele af den arabiske verden, der var under tyrkisk kontrol. Løftet blev imidlertid ikke indfriet, og en konference, der blev afholdt i Cairo i 1921, vedtog, at Transjordanien, dvs. den del af Jordan, der ligger øst for Jordanfloden, skulle etableres som et selvstændigt mandat under britisk kontrol med Husayns søn Abdallah ibn Husayn som emir. Beslutningen blev i 1922 konfirmeret af Folkenes Forbund, og i 1928 fik Transjordanien øget selvstændighed. I 1946 blev landet fuldt uafhængigt, hvorefter Abdallah antog titel af konge.

Jordan — en svag stat (1946-67)

Ved dannelsen af staten Israel i maj 1948 deltog også Transjordanien blandt andre arabiske stater i Den Første Arabisk-israelske Krig (Uafhængighedskrigen 1948-49) mod den nye jødiske stat. Da en våbenhvile blev indgået i 1949, havde den transjordanske hær sikret sig kontrollen over Vestbredden og den østlige del af Jerusalem. I 1950 annekterede Abdallah de områder, der var blevet erobret 1948-49, og omdøbte sit rige til Det Hashimitiske Kongerige Jordan.

Den palæstinensiske befolkning på Vestbredden var modstandere af den jordanske anneksion, og i juli 1951 blev Abdallah myrdet i Jerusalem, fordi det var kendt, at han havde indledt hemmelige forhandlinger med Israel. Han blev efterfulgt af sin søn Talal (1909-72), der året efter abdicerede. Ny konge blev Talals søn Hussein, der har regeret Jordan siden 1952.

Jordan har siden sin uafhængighed haft tætte økonomiske og sikkerhedspolitiske relationer til Vesten, først til Storbritannien og siden til USA. Landets geopolitiske placering tæt ved Israel har siden 1948 ført til tre store flygtningestrømme til landet. I 1948-49 flygtede ca. 280.000 palæstinensere til Vestbredden, der i 1950 blev en del af Jordan. I 1967 flygtede ca. 300.000 palæstinensere dertil, og i foråret 1991 kom 350.000-400.000 palæstinensere, der var blevet udvist af Kuwait, til Jordan.

Ved overgangen til selvstændighed i 1946 fik Jordan en grundlov, der slog fast, at landet var et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. Monarkiets tætte relationer til Vesten førte imidlertid til, at kong Hussein og ledende jordanske politikere blev gjort til genstand for voldsom kritik fra panarabiske nationalistiske grupperinger. I 1957 blev politiske partier forbudt, og i 1958 hidkaldte regeringen for en tid britiske tropper som sikkerhed mod den voksende utilfredshed.

Jordan siden 1967

I Seksdageskrigen 1967 (Den Tredje Arabisk-israelske Krig) mistede Jordan Vestbredden og Østjerusalem, der blev erobret af Israel. I de følgende 20 år støttede skiftende jordanske regeringer uden held forskellige forsøg på at skabe fred mellem Israel og de arabiske lande. Efter krigen i 1967 placerede Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (se PLO) sit politiske og militære centrum i Jordan. En meget stor del af den jordanske befolkning var palæstinensere, hvoraf mange var stærkt kritiske over for den jordanske regering. I 1970 indledte den jordanske hær et militært opgør med de forskellige PLO-grupper og sikrede sig til sidst den fulde politiske kontrol over landet.

Jordan fastholdt frem til sommeren 1988, at Vestbredden var en del af Det Hashimitiske Kongerige. Den palæstinensiske intifada i 1987 fik imidlertid den jordanske regering til at overveje situationen, og i en tale i 1988 gav kong Hussein til kende, at Jordan ikke længere gjorde krav på retten til Vestbredden. Dermed var vejen banet for en tilnærmelse mellem PLO og Jordan, og begge parter har siden indgået aftaler med Israel.

Gennem 1980'erne indledte Jordan et stadig tættere politisk samarbejde med Irak, der pga. krigen mod Iran (se Iransk-irakiske Krig) importerede mange af sine varer via den jordanske havneby Aqaba ved Det Røde Hav. Den jordanske konge spillede derfor en fremtrædende rolle i forsøgene på at løse den politiske konflikt, der blev udløst ved Iraks besættelse af Kuwait i august 1990 (se Golfkrigen).

Jordan blev efter det arabiske nederlag i krigen i 1967 tilgodeset med store økonomiske hjælpeprogrammer fra de olieproducerende arabiske stater. Men uanset dette blev den økonomiske udvikling i landet i løbet af 1980'erne drastisk forværret. Det førte i 1988 til betydelig social uro i flere jordanske byer.

I 1989 blev det muligt for personer med tilknytning til Det Muslimske Broderskab at deltage i valg som uafhængige kandidater. Gennem 1990'erne blev det politiske system delvis liberaliseret, og forud for nye valg i 1993 blev ændringer i valgloven vedtaget, så det for første gang siden 1956 blev muligt for partier at opstille til parlamentsvalgene. Ved valget blev den første kvinde valgt ind i parlamentet. I forbindelse med sociale uroligheder i 1996 kom det til politiske stramninger. Der blev i 1997 også indført stramninger i forhold til landets medier, og Det Muslimske Broderskab og dets politiske organ, Den Islamiske Aktionsfront, IAF, boykottede sammen flere andre mindre partier valget dette år. Efter kong Husseins død i februar 1999 blev hans søn Abdallah, som måneden forinden overraskende var blevet udpeget til ny kronprins i stedet for Husseins bror prins Hassan, indsat som landets nye konge. Ved lokalvalgene i juli 1999 deltog IAF igen og sikrede sig indflydelse i alle landets større byer. Jordanske sikkerhedsstyrker foretog i både 1999 og 2000 arrestationer af islamister, og i 2001 blev et planlagt valg udskudt.

Jordan havde gennem 1990'erne betalt en høj økonomisk pris for sit samarbejde med Irak. Det lykkedes kong Hussein at få fornyet støtte fra USA, da Jordan og Israel i 1994 indgik en fredsaftale. Jordan bakkede op bag USA og Vesten i den krig mod international terrorisme, der blev sat i gang efter terrorangrebene på Washington og New York den 11. september 2001, og ændringer i forfatningen banede vejen for, at jordanske enheder kunne deltage i genopbygningen af Afghanistan. Det var også lykkedes kongen at få etableret økonomisk favorable relationer til arabiske oliestater som Saudi-Arabien og Kuwait. I forløbet op til den internationale invasion af Irak i 2003 afviste Jordan at tillade angreb på Irak fra sit territorium. Den jordanske regering var presset af den fornyede israelske besættelse af dele af Vestbredden i marts-april 2002, der førte til store demonstrationer i hele landet. Demonstrationerne, som også var følge af en generelt forværret økonomisk situation for den fattigere del af befolkningen, førte i 2002 til flere voldsomme sammenstød i byen Maan i den sydlige del af landet. Nye valg til det jordanske parlament blev afviklet i juni 2003. Valget blev vundet af uafhængige og partier, der støtter kongen. Oppositionspartierne fik indvalgt 24 kandidater af i alt 110. Ved valget i november 2007 fik uafhængige og kongetro kandidater yderligere fremgang, og det eneste reelle oppositionsparti IAF gik tilbage fra 17 til seks mandater. Internationale observatører stillede dog spørgsmålstegn ved, om den anvendte valgmetode reelt afspejlede befolkningens politiske holdninger.

Siden kong Abdallahs tronbestigelse er der blevet søsat en række politiske reformprogrammer, hvoraf det mest vidtgående er Den Nationale Agenda fra 2005, som der stadig refereres til i jordansk politik. Det al-Qaeda-ledede bombeattentat mod tre hoteller i Amman (SAS Radisson, Hyatt og Days Inn) den 9.11.2005 - der omtales som Jordans 11. september - satte imidlertid sikkerhed og bekæmpelse af terror øverst på den politiske dagsorden, og den politiske reformproces blev sat i baggrunden.

Den økonomiske reforproces er imidlertid forsat med afvikling af subsidier og en gennemgribende privatisering, hvilket har bevirket, at Jordan gennem de seneste år igen haft held til at tiltrække stærkt nødvendige udenlandske investeringer. Det tætte sikkerhedspolitiske samarbejde, landet har med USA samt fredsaftalen med Israel gør det imidlertid vanskeligt for landet at balancere, så både internationale og nationale hensyn kan tilgodeses.

Læs mere om Jordan.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/06/2011
Ekspert
Ledstrup
Oprindelige forfattere
JBS
31/01/2009
JStr
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki