befæstning

befæstning, fortifikation, ethvert arbejde, der udføres i terrænet med det formål at forøge egne troppers modstandsevne og beskytte dem mod fjendtlig ild. I befæstningsanlæg indgår anlæg til ildafgivelse, fysiske værn til hindring af fjendens adgang til befæstningsanlæggets område, anlæg til observation af fjendens bevægelser samt færdselsveje til befæstningsanlæggets område. Befæstningens udformning varierer og afhænger af dens formål, af økonomiske resurser, strategisk og geografisk placering og det naturlige terræn.

Der skelnes mellem feltbefæstningsanlæg og permanente befæstningsanlæg. Ved feltbefæstning forstås alle arbejder, der under krig anlægges i felten og ikke påregnes at skulle bevares efter krigens afslutning. Permanente befæstningsanlæg anlægges som regel i fredstid. De almindeligste former er bybefæstning, private befæstningsanlæg, borge og befæstninger, der er anlagt for at dominere strategisk vigtige punkter som havne, veje, broer eller grænseområder. Befæstningsanlæg kan dog også have en offensiv funktion, fx at sikre besiddelsen af landområder og være base for offensive operationer. I anlæggelsen af dem kan der indgå overvejelser om deres psykologiske virkning på såvel modstander som egne undersåtter.

En mellemting mellem den permanente befæstning og feltbefæstningen udgør den såkaldte provisoriske eller halvpermanente befæstning. Denne anlægges i krigstid, eller når krig er opstået, for at udbygge bestående permanente anlæg; et eksempel herpå er Vestenceinten i Københavns landbefæstning.