Hviderusland (Historie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Det område, som nu udgør Hviderusland, har gennem hele sin historie været kastebold mellem stærke naboer. Omkring år 1000 var det befolket med de østslaviske stammer, som i Den Oldrussiske Krønike kaldes krivitjer, dregovitjer og radimitjer. De havde egne fyrster, der stod i et vist afhængighedsforhold til storfyrsten i Kijev. I 1200- og 1300-t. opstod fyrstendømmerne Polotsk-Vitebsk, Turov-Pinsk og Smolensk; de indgik i 1300-t. med en udstrakt autonomi i storfyrstendømmet Litauen, hvor love og andre officielle dokumenter blev skrevet på hviderussisk.

I 1386 indgik de hviderussiske områder sammen med Litauen i personalunion med Polen, og der udviklede sig gradvis et polsktalende romersk-katolsk aristokrati. Foruden af polakker bestod den politiske, økonomiske og kulturelle overklasse af russere og efterhånden også af jøder. I 1569 omdannedes personalunionen til en polskdomineret realunion, Lublinunionen, der bestod indtil Polens delinger i slutningen af 1700-t.; i denne periode brugtes betegnelsen litviny 'litauere' om den hviderussiske befolkning, hvoraf størstedelen oprindelig var græsk-ortodokse bønder. Fra 1596 tilsluttede den hviderussiske bondebefolkning sig i stort tal den unerede kirke, der accepterede paven som åndeligt overhoved, men bevarede den ortodokse liturgi og det kirkeslaviske sprog i gudstjenesten. Den polske indflydelse betød til gengæld, at det hviderussiske sprog mistede sin position som statssprog.

 

Mindesten for et slag hvor Napoleons hær blev slået under tilbagetoget fra Moskva.

Efter Polens delinger i 1772, 1793 og 1795 ophørte unionen, og de hviderussiske områder indgik i Det Russiske Imperium. Den stærke polske dominans afløstes af en endnu hårdere russificering, der primært blev rettet mod det romersk-katolske aristokrati. Det hviderussiske område inddeltes i administrative guvernementer uden hensyn til befolkningens etniske tilhørsforhold, betegnelsen Hviderusland blev forbudt i 1840, 1859-1906 var der forbud mod at udgive bøger på hviderussisk, og sproget forsvandt som undervisningssprog. I 1839 opløstes den unerede kirke, og de hviderussiske bønder sluttede sig til den russisk-ortodokse kirke.

Omkring midten af 1800-t. opstod en national bevægelse under ledelse af forfattere og andre intellektuelle og i 1902 en politisk bevægelse, der krævede autonomi og genindførelse af hviderussisk som statssprog. Sprogets udbredelse blev anvendt som kriterium for, hvordan et hviderussisk territorium skulle defineres.

Efter 1. Verdenskrig fandt en række grænseforskydninger sted i det hviderussiske område. I kølvandet på Brest-Litovsk-freden udråbte hviderussiske patrioter i marts 1918 en hviderussisk folkerepublik, som dog kun bestod, indtil bolsjevikkerne i december samme år erobrede Minsk. Den 1.1.1919 udråbtes en hviderussisk sovjetrepublik, hvis grænser stort set svarede til sproggrænserne; et par måneder senere indgik store dele heraf i en hviderussisk-litauisk sovjetrepublik med Vilnius som hovedstad. Under Den Polsk-russiske Krig 1919-20 indtog polakkerne i 1919 Vilnius og Minsk, og en tredje hviderussisk republik udråbtes, da bolsjevikkerne tilbageerobrede Minsk året efter. Ved freden i Riga i 1921 blev Vilnius- og Grodno-områderne overdraget til det selvstændige Litauen, mens de østlige dele indlemmedes i den russiske sovjetrepublik. Med et areal på 52.000 km2 og en befolkning på 1,5 mio. udgjorde den nye hviderussiske sovjetrepublik kun en brøkdel af det hviderussiske område på 397.000 km2 med en hviderussisktalende befolkning på 12 mio. Grænsereguleringer i 1924 og 1926 forøgede dog territoriet til ca. det dobbelte.

Hviderusland var i 1922 medgrundlægger af Sovjetunionen, og 1920'erne blev på mange måder en blomstringstid for hviderussisk sprog og kultur. Med udgangspunkt i de nationale bevægelser, der opstod omkring 1900, udvikledes en hviderussisk kulturelite. I det følgende årti satte Stalins brutale kampagne mod nationale kulturer imidlertid en stopper for denne udvikling, idet hviderussiske intellektuelle og kulakker, dvs. selvejerbønder, blev sendt i eksil eller arbejdslejre, henrettet eller myrdet; massegrave med mere end 100.000 af disse ofre opdagedes i 1988 i Kuropaty ved Minsk. Sovjetmagten søgte i 1933 gennem en sprogreform at russificere det hviderussiske sprog, ligesom fx Hvideruslands storhedstid i middelalderen fortiedes i historieskrivningen.

2. Verdenskrig var en katastrofe for Hviderusland. Stalins terror afløstes af tyskernes henrettelser og deportationer; stort set hele den jødiske befolkning omkom. Beregninger har vist, at tabene var større end i nogen anden sovjetrepublik. Hviderusland oplevede 1939-51 en befolkningstilbagegang på 12,7%; til sammenligning reduceredes befolkningstallet med 8% i Ukraine og i hele Sovjetunionen med 4,7%. Hviderusland fik i 1945 de østlige dele af Polen, som i vid udstrækning var befolket af etniske hviderussere. Efter krigsafslutningen fortsatte russificeringen støt. I 1970'erne forsvandt hviderussisk fuldstændig som undervisningssprog i byerne, og den samme tendens gjorde sig gældende på landet.

Efter Mikhail Gorbatjovs igangsættelse af økonomiske og fra 1988 politiske reformer opstod der en hviderussisk folkefront med krav om bl.a. suverænitet og afrussificering af sproget. Reformbevægelsen slog imidlertid aldrig rigtig igennem i Hviderusland. Den 26.8.1991, dvs. efter at det stod klart, at Augustkuppet mod Gorbatjov var slået fejl, proklamerede den kommunistisk dominerede hviderussiske Øverste Sovjet Hviderusland (Belarus) som selvstændig republik. Parlamentet valgte på trods af sin sammensætning den reformorienterede og liberale kernefysiker Stanislau Sjusjkevitj til formand og dermed til statsoverhoved. I december 1991 var han vært, da Hviderusland sammen med Ukraine og Rusland opløste Sovjetunionen og dannede SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater.

Sjusjkevitj mente, at Hviderusland skulle holde en neutral kurs. Han kom derfor i konflikt med parlamentets flertal, der ville knytte landet til det kollektive sikkerhedssystem, som Rusland ønskede at opbygge mellem SNG-landene, og 26.1.1994 afsattes han som parlamentsformand. Herefter indførtes et egentligt præsidentembede, og ved valget 10.7.1994 valgtes formanden for parlamentets antikorruptionskomité, Aleksandr Lukasjenko, til præsident; under ham har Hviderusland søgt et tæt økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Rusland, og ved en folkeafstemning i november 1996 sagde vælgerne ja til en række omdiskuterede forfatningsændringer, der gav præsidenten stærkt udvidede beføjelser. Parlamentet blev opløst og erstattet af et tokammerparlament, som ikke fik nogen reel indflydelse. Lukasjenkos præsidentperiode forlængedes samtidig fra 1999 til 2001; Lukasjenko har siden konsolideret sin magt og isoleret sig stadig mere fra Vesten. OSCE og EU anerkendte ikke forfatningen, og Europarådet suspenderede i 1997 landets observatørstatus. Også indadtil er forfatningen blevet kritiseret, men oppositionen har været splittet og er tilmed blevet hårdt bekæmpet. Lukasjenkostyret har krænket menneskerettighederne, bl.a. ved at fængsle politiske modstandere og undertrykke ytringsfriheden. Parlamentsvalget i 2000 blev ikke anerkendt som demokratisk af OSCE og EU. I 2001 blev Lukasjenko genvalgt for fem år med 76% af stemmerne; den eneste modkandidat fik 16%. OSCE anerkendte ikke valget. OSCE anerkendte heller ikke parlamentsvalget i 2004, hvor oppositionen ikke fik valgt en eneste repræsentant. Ved en samtidig folkeafstemning fik Lukasjenko støtte til at blive på præsidentposten i mere end to perioder. Han har siden undladt at gennemføre politiske og økonomiske reformer, menneskerettighederne krænkes fortsat, og landet er blevet stadig mere isoleret fra omverdenen. Det lykkedes oppositionen at samles i efteråret 2005 og enes om at opstille Aleksandr Milinkevitj (f. 1947) som fælles modkandidat til Lukasjenko ved præsidentvalget i marts 2006. Milinkevitj fik dog kun 6% af stemmerne, mens Lukasjenko vandt med 83% af stemmerne. OSCE anerkendte ikke valget. Hviderusland har et nært forhold til Rusland. Siden 1996 har de to lande været i union med hinanden, hvilket senest er bekræftet af en aftale fra 1999, ifølge hvilken de to stater skal danne en konføderation med diverse fælles organer, men forblive suveræne. Aftalen var dog ikke ført ud i livet i begyndelsen af 2006. Hvideruslands forhold til Polen og Litauen er anstrengt på grund af de to landes kritik af Lukasjenkoregimet og deres støtte til oppositionen i landet. Den hårdeste kritik af styret lyder dog fra USA, hvis udenrigsminister ved flere lejligheder har kaldt Lukasjenko "Europas sidste diktator".

Læs mere om Hviderusland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Mindesten for et slag hvor Napoleons hær blev slået under tilbagetoget fra Moskva.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
CarlWeise
24/10/2013
Redaktionen
28/10/2012
Lars Peder Poulsen-Hansen
30/06/2009
Ekspert
JJF
Oprindelig forfatter
TP
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki