Rusland - historie indtil 1682

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Rusland. Mindesmærke for Kuzma Minin og Dmitrij Pozjarskij, der stod hhv. bag og i spidsen for en folkemilits, der befriede Moskva for interventer i 1612. Mindesmærket blev rejst på Den Røde Plads i Moskva i 1818 og er udført af Ivan Martos.

Riget Rus, den tidligste begyndelse til Rusland, opstod i 800-t. Senest 839 var skandinaver, betegnet Rhos, aktive langs de russiske floder. Den proces, der ledte til opkomsten af Rusland, kan dog først følges fra rurikidernes rigssamling i slutningen af 800-t. De havde deres oprindelige magtbase i det senere Novgorodområde, men ca. 900 flyttedes residensen til Kijev, hvorefter Rusfyrsten kunne kontrollere hele forløbet af flodveje, der forbandt Østersøen med byzantinsk område. Kontrollen med denne vigtige handelsvej synes at have motiveret rigsdannelsen. En forudsætning for, at det kunne lykkes, må have været et sammenfald af interesser mellem skandinaver og lokale østslaviske, baltiske og finsk-ugriske folkeslag langs ruten. Skønt dynastiet og stormandskredsen omkring det var skandinavisk, er der da også antydninger af, at Rusriget i sin oprindelse var resultat af multietnisk samarbejde.

Kijevriget

Med flytningen af residensen til Kijev kom dynastiet til at leve i et østslavisk miljø, kulturelt påvirket af de steppefolk, der fra tid til anden skar forbindelsen til Det Byzantinske Rige over. I løbet af et par generationer slavificeredes dynastiet, og betegnelsen rus overførtes på den hovedsagelig østslaviske befolkning.

Rusland. To situationer fra et 1400-t.s krønikehåndskrift. Øverst har den netop døbte Vladimir 1. den Hellige ladet en kirke opføre i Kijev, hvori han indsætter den Anastasios, der ved forræderi hjalp ham til at erobre Korsun og dermed banede vejen for Vladimirs dåb og ægteskab med en byzantinsk kejserdatter. Den nye kirke, der blev bygget af græske håndværkere, udstyredes med kirkeligt plyndringsgods fra Korsun. Nederst lader Vladimir byen Belgorod bygge og befolke.

Samtidig indebar nærheden til Det Byzantinske Rige en påvirkning, der stærkest kom til udtryk, da Kijevfyrsten Vladimir 1. den Hellige ca. 988 valgte at lade sig og sit folk kristne. Kijevriget var nu Europas geografisk største rige, men det viste sig vanskeligt at holde det sammen. Det sås efter Vladimirs død i 1015, da en blodig strid om arvefølgen brød ud blandt hans mange sønner. Først fra 1036 var riget atter samlet under en hersker, Jaroslav den Vise, hvis styre fremstår som Kijevrigets blomstringsperiode. Der knyttedes alliancer, der omfattede såvel Skandinavien og Ungarn som Vesteuropa, og riget var da en velintegreret del af Europa. For at undgå en ny opsplitning efter sin død indførte Jaroslav en rotationsordning for arvefølgen, der indebar, at hans sønner efter alder ved en broders død flyttede fra et fyrstesæde af lavere dignitet op mod Kijev, et princip, der også blev anvendt senere. På den måde lykkedes det at holde riget nogenlunde sammen til 1132, selvom der var grene af dynastiet, der knyttede sig så tæt til deres territorier, at de tenderede mod at blive arvelige og dermed også i realiteten uafhængige af Kijev. At Kijevriget herefter hurtigt faldt fra hinanden, skyldtes også, at nye steppefolk havde umuliggjort regelmæssig handel med Det Byzantinske Rige, således at der ikke var noget udtalt behov for at holde handelsvejen mellem nord og syd under central kontrol. Samtidig foregik der en russisk emigration fra Kijevområdet mod NØ, hvor nye centre og fyrsteresidenser, fx Suzdal, Rostov og Vladimir, opstod.

Historisk oversigt
800-t. Rusriget
900-t. Kijevriget
988 Kijevriget kristnes under Vladimir 1. den Hellige 
1100-t. Kijevriget opløses, og nyt centrum dannes i nordøst
1237-40 Mongolstormen
ca. 1326 Metropolitten flytter sin residens til Moskva
1441 Den russiske kirke gør sig uafhængig af den græske
1462-1505 Ivan 3. den Store; Moskva bliver det samlede Ruslands centrum
1550’erne Ivan 4. den Grusomme erobrer Kazan og Astrakhan
1580’erne Jermak Timofejevitj indleder erobringen af Sibirien
1598 Rurikidedynastiet uddør
1654 Ukraine annekteres
1689 Den første russisk-kinesiske traktat indgås i Nertjinsk 
1682-1725 Peter 1. den Store; Rusland åbner over for Vesten
1703 Sankt Petersborg grundlægges; hovedstad fra 1712
1721 Freden i Nystad efter Store Nordiske Krig; Peter den Store tager titlen kejser (imperator)
1768-92 Krige mod Osmannerriget; Rusland når Sortehavet
1772-95 Rusland sikrer sig store områder i vest ved Polens delinger
1808-09 Rusland erobrer Finland fra Sverige
1801-64 Kaukasus erobres
1812 Napoleon indtager Moskva, men tvinges til at trække sig tilbage
1814-15 Wienerkongressen bekræfter Ruslands overherredømme over Kongeriget Polen
1825 Dekabristopstanden 
1853-56 Krimkrigen mod Osmannerriget, Storbritannien og Frankrig
1861 Ophævelse af livegenskabet
1864 Erobringen af Centralasien indledes
1891 Pagt med Frankrig; med Storbritanniens tilslutning 1907 dannes Ententen
1898 Grundlæggelsen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti
1904-05 Den Russisk-japanske Krig 
1905 Den første russiske revolution
1906 Den første Duma sammenkaldes; Rusland får indskrænket konstitutionelt styre
1914-18 1. Verdenskrig 
1917 Februarrevolutionen; Nikolaj 2. abdicerer, og Rusland får en provisorisk regering. Oktoberrevolutionen; bolsjevikkerne tager magten ved et kup
1918 Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, RSFSR, oprettes
1918-21 Den Russiske Borgerkrig; krigskommunismen
1921-28 Den nye økonomiske politik, NEP 
1922 Stalin bliver generalsekretær i Kommunistpartiet; Sovjetunionen oprettes ved sammenlægning af RSFSR og andre sovjetrepublikker
1924 Lenin dør
1928-32 Første femårsplan: tvangskollektivisering af landbruget og tvangsindustrialisering
1932-33 Hungersnød i Ukraine og Sydrusland
1936-38 Moskvaprocesserne og begyndende repression
1939 Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt
1939-40 Sovjetunionen annekterer Østpolen, dele af Finland, Baltikum, Bessarabien og Nordbukovina
1941-45 2. Verdenskrig 
1945-48 Sovjetunionen omgår Teheran- og Jaltaaftalerne og indsætter kommunistiske regeringer i de besatte øst- og centraleuropæiske lande
1948-49 Berlinblokaden 
1949 Sovjetunionen bliver atommagt; COMECON dannes
1953 Stalin dør; Khrusjtjov vinder den efterfølgende magtkamp
1955 Warszawapagten oprettes
1956 Khrusjtjovs hemmelige tale på den 20. partikongres; politisk og kulturelt tøbrud
1956 Sovjetiske tropper nedkæmper en folkelig opstand i Ungarn
1957 Sovjetunionen sender den første satellit i bane rundt om Jorden
1962 Cubakrisen 
1964 Khrusjtjov bliver styrtet, og Leonid Brezjnev bliver partileder
1968 Warszawapagtstyrker invaderer Tjekkoslovakiet
1971-75 Våbenkapløbet bremses gennem Berlinaftalen 1971, SALT I-aftalen i 1972 og Helsinkislutakten i 1975
1979 Sovjetisk invasion i Afghanistan; afspændingsprocessen går i stå
1985 Gorbatjov bliver partichef og åbner for en fri debat, glasnost, og iværksætter reformprogrammet perestrojka 
1988 Sovjetunionen påbegynder tilbagetrækningen fra Afghanistan
1989-90 De kommunistiske regimer mister magten i Østeuropa
1990 Kommunistpartiets magtmonopol ophører formelt
1991 Juni: Jeltsin bliver folkevalgt præsident i Rusland; august: konservativt kup mod Gorbatjov mislykkes; december: præsidenterne for Rusland, Hviderusland og Ukraine nedlægger Sovjetunionen; SNG dannes
1992-93 Konflikt mellem Jeltsin og det russiske parlament
1993 September: Jeltsin opløser det russiske parlament; oktober: oprørske medlemmer tvinges ud af parlamentet med militær magt
1994-96 Krig mellem Rusland og Tjetjenien, der ender med de facto-anerkendelse af Tjetjeniens uafhængighed
1999 Rusland sætter militært ind i Dagestan og Tjetjenien; Jeltsin træder tilbage; Putin bliver ny præsident
2004 Tjetjenske terrorister tager gidsler på en skole i Beslan i Nordossetien. Mere end 330, heraf mange børn, omkommer
2008 Vladimir Putin træder tilbage som præsident og afløses af Dmitrij Medvedev. Putin bliver premierminister. I august invaderer russiske tropper dele af Georgien efter et fejlslagent georgisk forsøg på at indtage Sydossetien.

Mongolstormen

Balanceforskydningen fra Kijev- mod Vladimirområdet havde som en vigtig følge, at Rusland, med undtagelse af byrepublikken Novgorod, fjernede sig fra den fælleseuropæiske udvikling. Processen forstærkedes, da mongolerne eller tatarerne, som de kaldtes af russerne, i 1237-40 rettede deres ødelæggende angreb mod Rusland og underlagde sig dets nu centrale dele i NØ. Vestlige fyrstendømmer, bl.a. Galitj-Volynien, formåede en tid at holde sig udenfor, men kunne i længden ikke opretholde deres selvstændighed. De blev gradvis indlemmet først i Litauen og siden i Polen, og disse områder fik derfor deres egen historiske udvikling, jf. Hviderusland og Ukraine. Mongolerne valgte at styre Rusland indirekte ved at gøre brug af storfyrsten af Vladimir som skatteindkræver. Det indebar, at det nu var mongolerne, der udpegede storfyrsten, ligesom i øvrigt alle fyrster skulle have mongolernes godkendelse. Storfyrsten valgtes blandt de fyrster, som havde et magtpotentiale, der gjorde, at de kunne gennemføre skatteindkrævningen. Dette begunstigede visse nye fyrstendømmer som Tver og Moskva, der havde haft fordel af mongolstormen, ved at mange var flygtet dertil fra de mest udsatte områder i øst. I det lange løb skulle denne politik dog vise sig ugunstig for mongolerne, idet den indebar, at disse fyrstendømmer blev styrket, i takt med at Mongolerriget opløstes.

Moskvariget

Både i opløsningstiden og især under mongolåget var den russiske kirke den eneste institution, der samlede det splittede Rusland og gav russerne en følelse af fællesskab. Kirkens overhoved, metropolitten, residerede endnu frem til ca. 1295 i Kijev, men flyttede da til Nordøstrusland og slog sig ca. 1326 ned i Moskva, der nu blev den russiske kirkes centrum. Sammen med en samtidig opstand i Tver mod mongolerne, som Moskvafyrsten Ivan 1. Kalita slog ned med mongolske styrker, sikrede dette Moskva en afgørende fordel i bestræbelserne for at blive det fyrstendømme, hvorom det splittede Rusland atter kunne samles, om end det blev en proces, der først var afgjort med underkuelsen af Novgorod i 1478 og Tver i 1485. Nu fremstod Moskvafyrsten Ivan 3. som det samlede Ruslands ubestridte hersker, og han kunne også endeligt frigøre landet fra mongolerne.

Det russiske zardømme

Under Ivan 3. trådte Rusland atter ind på den europæiske scene, nu med imperiale ambitioner. Den russiske kirke gjorde sig i 1441 uafhængig af den græske kirke, og efter Det Byzantinske Riges endegyldige fald i 1453 så kirken Moskvafyrsten som den byzantinske kejsers arvtager, og Ivan 3. begyndte at titulere sig zar 'kejser', en titel, der havde været forbeholdt de byzantinske kejsere og mongolkhanerne. Ivan 3. gjorde desuden krav på at blive sidestillet med den tysk-romerske kejser, hvilket også forestillingen om Moskva som Det Tredje Rom var udtryk for. Den nye russiske selvforståelse førte sammen med den dynamik, rigssamlingen havde skabt, naturligt landet over i en ekspansionsfase. Mod vest rettede den sig først mod de områder, der tidligere havde været en del af Kijevriget, men nu hørte under Litauen. Her lykkedes det at lokke lokale russiske fyrster til at opgive tilhørsforholdet til Litauen, således at flere og flere områder langs Litauens østgrænse blev indlemmet i Moskva. Mod øst og syd overgik befrielseskrigen mod tatarerne i en krig, der sigtede mod at lægge områder, der ikke tidligere havde været russiske, under Moskva. Her var det til dels Sibiriens rigdomme på pelsværk, der lokkede. Et andet motiv var at pacificere tatarerne, der til stadighed truede med plyndringstogter ind i Rusland. Et foreløbigt højdepunkt nåede denne ekspansionspolitik under Ivan 4. den Grusomme, der ved stort anlagte felttog i 1550'erne erobrede tatarkhanaterne Kazan og Astrakhan. Umiddelbart efter startede Ivan 4. Den Livlandske Krig (1558-83) i et forsøg på at udfylde det magtvakuum, Reformationen havde skabt på de gamle ridderordeners område i Baltikum. En tid så det ud til, at det skulle lykkes Ivan at lægge hele Livland under sig, men truslen herom kaldte nabostaterne til kamp, og krigen sluttede med et russisk nederlag.

Forvirringens tid

I forbindelse med krigen indførte Ivan 4. med opritjninaen et terrorregime. Den dobbelte krigsførelse, både udadtil og indadtil, udmarvede landet, og store dele lagdes øde, dels fordi mange var omkommet, dels fordi bønderne var flygtet ud i periferien fra det stadig stigende skattetryk, krigene nødvendiggjorde. I et længere perspektiv fremmede dette Ruslands ekspansion mod syd og øst, men som stat truedes Rusland nu på ny af opløsning. Situationen blev ikke bedre af, at Rurikidedynastiet uddøde i 1598 med Ivan 4.s svagelige søn, Fjodor 1. Hans efterfølger og svoger, Boris Godunov, havde som reel magthaver 1584-98 med stærk hånd styret landet og havde i 1589 haft held til at ophøje den russiske kirke til et patriarkat, men som zar fik han legitimitetsproblemer. Da landet tillige ramtes af hungersnød, kunne hans slægt ikke holde sig ved magten, da han døde i 1605 midt under et polskstøttet oprør. Falske tronprætendenter, der udgav sig for at være Ivan 4.s søn Dmitrij, trådte frem og krævede magten. Såvel Polen som Sverige intervenerede til støtte for egne tronkandidater og holdt hver sin del af landet besat, men ingen enkelt magtgruppering formåede at få kontrol med hele Rusland.

Romanovdynastiet: på vej mod Det Russiske Imperium

Til sidst lykkedes det dog i 1613 en rigsforsamling (se zemskij sobor) at enes om en tronkandidat, den unge, personligt svage Mikhail Romanov, søn af den politisk stærke metropolit, fra 1619 patriark Filaret. Dette gav det nye dynasti kirkens velsignelse og støtte. I en europæisk sammenhæng var det tidlige Romanovrusland trods sin størrelse en svag stat, der kun formåede at være en brik i andre magters spil. Ikke desto mindre kunne Rusland fortsætte den kosakstøttede ekspansion ind i Sibirien. I løbet af 1600-t. nåede den russiske ekspansion såvel Stillehavet som den kinesiske interessesfære længere mod syd, hvilket i 1689 førte til den første russisk-kinesiske traktat i Nertjinsk. Samtidig tillod den begyndende svækkelse af Polen Rusland at udnytte en kosakopstand til i 1654 at indlemme store dele af Ukraine inkl. Kijev.

Denne relative fremgang kunne dog ikke skjule, at Rusland var et land i konstant krise. I realiteten styredes det nu kæmpemæssige land på samme måde som det lille fremvoksende fyrstendømme Moskva af en i princippet autokratisk hersker, der dog i takt med rigets vækst blev helt afhængig af sit administrationsapparat. Dette havde imidlertid udvidet sig nærmest ved knopskydning. Kancellier, prikaz, ofte med overlappende ressort, oprettedes, når specifikke behov opstod, fx til administration af nyindlemmede territorier. Et forsøg på at koordinere administrationen blev gjort ved at samle lederne af kancellierne i Bojardumaen, zarens gamle rådgivningsorgan, der dermed også voksede og bureaukratiseredes. Ved siden af zaren stod den russiske kirke som en økonomisk, åndelig og yderst konservativ magtfaktor. Imidlertid skabte vestlig teologisk indflydelse, som nåede Rusland efter Kijevs indlemmelse, et ønske i kirkehierarkiet om reformer, hvad angik kirkens tekster og ritualer. Samtidig fik reformens fortaler, patriarken Nikon, anledning til at hævde kirkens forrang over den verdslige magt. Tilsammen gav det anledning til voldsom turbulens inden for både kirke og samfund. Mens Nikon selv led nederlag i sit krav om kirkens overhøjhed, støttede zaren hans øvrige reformer. Det førte til et skisma mellem den officielle kirke og et bredt spektrum af gammeltroende, et skisma, der har overlevet til i dag.

En vigtig bestanddel af det russiske samfund var adelen. Den havde som stand ikke nogen direkte politisk indflydelse, og dens funktion havde først og fremmest været at udgøre rygraden i landets militær. Den havde sit udkomme i jordbesiddelser, som statsmagten havde vekslet mellem at betragte som arvelige eller afhængige af militærtjeneste. For at sikre adelen dens økonomiske udbytte af jorden og dermed dens loyalitet havde staten i løbet af 1500-1600-t. sikret dens arbejdskraft ved i stigende grad at stavnsbinde bønderne, der efterhånden overgik til at være livegne, helt prisgivet adelens og de kirkelige jordbesidderes forgodtbefindende. Det skabte i løbet af 1600-t. en latent fare for bondeopstande og en stadig strøm af bortløbne bønder. Mens bondeopstande ikke umiddelbart kunne bringe zarstyret til fald, var opstande i byerne, ikke mindst Moskva, desto farligere. De russiske byer havde ikke som Vestens byer de særprivilegier, der gennem storhandel og internationale forbindelser kunne have gjort dem til katalysatorer i samfundsudviklingen. Da statsmagtens finansielle behov tilgodeså eksporten af korn, og bysamfundene samtidig pålagdes en saltskat, fremkaldte forsyningssituationen i byerne i midten af 1600-t. en række næsten samtidige opstande, bl.a. i Moskva. De rystede styret og fik til følge, at en ny rigsforsamling sammenkaldtes for at diskutere reformer. Resultatet blev en ny lovkodificering (se Sobornoe Ulozjenije), der imidlertid ikke for alvor reformerede samfundet. I slutningen af 1660'erne fulgte Stepan Razins bondeoprør, og i 1682 udbrød der blandt strelets-tropperne i Moskva en opstand, hvori mange elementer fra 1600-t.s kriser fandt sammen, byproletariatet, gammeltroende og intrigerende kredse i administrationsapparatet. Tilsammen afslørede opstandene et land med et skrigende behov for reformer.

Læs om Ruslands historie 1682-1917.

Læs mere om Rusland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Rusland. Denne ikon er en af tre bevarede Novgorodikoner fra ca. 1470. Den illustrerer i tre scener, hvorledes en Gudsmoderikon bragte Novgorod sejr, da byen i 1170 belejredes af Suzdalfyrsten. I 1470'erne symboliserede denne Moskvafyrsten, og ikonerne skulle nu vække håb i Novgorod om, at himmelske kræfter atter ville redde bystatens selvstændighed.

© Dette billede må du ...

Rusland. To situationer fra et 1400-t.s krønikehåndskrift. Øverst har den netop døbte Vladimir 1. den Hellige ladet en kirke opføre i Kijev, hvori han indsætter den Anastasios, der ved forræderi hjalp ham til at erobre Korsun og dermed banede vejen for Vladimirs dåb og ægteskab med en byzantinsk kejserdatter. Den nye kirke, der blev bygget af græske håndværkere, udstyredes med kirkeligt plyndringsgods fra Korsun. Nederst lader Vladimir byen Belgorod bygge og befolke.

© Dette billede må du ...

Rusland. Russisk ekspansion 1300-t - 1917, legende.

© Dette billede må du ...

Rusland. Kijevriget ca. 1000 og det mongolske magtområde efter 1240.

© Dette billede må du ...

Rusland. Mindesmærke for Kuzma Minin og Dmitrij Pozjarskij, der stod hhv. bag og i spidsen for en folkemilits, der befriede Moskva for interventer i 1612. Mindesmærket blev rejst på Den Røde Plads i Moskva i 1818 og er udført af Ivan Martos.

Viser 6 af 6 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+467776.601.svg (406.5 kB)

Rusland. Kijevriget ca. 1000 og det mongolske magtområde efter 1240.

Admin

05/02/2009

[+467777.601.svg (621.31 kB)

Rusland.. Russisk ekspansion 1300-t - 1917.

Admin

05/02/2009

[+467778.601.svg (7.35 kB)

Rusland. Russisk ekspansion 1300-t - 1917, legende.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Marie-Louise Hammer
25/02/2014
Redaktionen
13/09/2012
Lars Peder Poulsen-Hansen
22/06/2009
Oprindelig forfatter
Lind
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki