Sovjetunionens Kommunistiske Parti

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP, Sovjetunionens statsbærende og eneste tilladte parti. Forløberen, Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, blev dannet i 1898, men splittedes allerede 1903 i to fløje, mensjevikker og bolsjevikker, sidstnævnte under Lenins ledelse. Fra ham stammede idéen om partiet som et elitært avantgardeparti, der i kraft af sin dybe marxistiske indsigt i historiens gang havde en legitim ret til at lede og opdrage arbejdermasserne. Efter Oktoberrevolutionen 1917 tog bolsjevikkerne hurtigt monopol på al politisk virksomhed, herunder statens styrelse, og året efter skiftede partiet navn til Det Russiske Kommunistiske Parti (bolsjevikker), i 1924 ændret til Sovjetunionens Kommunistiske Parti (bolsjevikker); parentesen forsvandt i 1952.

Partiet mistede sin magtposition i Stalintiden, men fra Khrusjtjovs magtovertagelse 1953-54 frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var det entydigt landets ledende politiske institution. Partiet havde to væsensforskellige funktioner. På den ene side var det en af Sovjetsamfundets masseorganisationer, der mobiliserede, disciplinerede og integrerede medlemmerne i systemet og legitimerede det ideologisk (i 1981 havde partiet over 17 mio. medlemmer, hvortil kom 34 mio. medlemmer af ungdomsorganisationen Komsomol). På den anden side fungerede partiets ledende organer på de forskellige regionale og administrative niveauer som landets egentlige ledelse med partiets generalsekretær i spidsen. I oblaster 'regioner' og rajoner 'distrikter' var bureauer og sekretariater de førende partiorganer; i Moskva og republikkerne var Politbureauet og Sekretariatet ledende. Partiledelsen var reelt selvsupplerende og dermed uden for demokratisk kontrol.

Efter 1991 videreførtes partiet som Ruslands Kommunistiske Parti.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
Pape
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki