Barcelona (Historie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

De første spor af menneskelig beboelse er fra ca. 2000 f.Kr. Fra 500-t. f.Kr. var Barcelona en karthaginiensisk koloni. Før romaniseringen af Spanien var Barcelona beboet af iberer, ligurer og keltere. I år 218 f.Kr. gik P. Cornelius Scipio d.æ. i land med en romersk hær og erobrede byen, der i romertiden havde navnet Barcino.

Fra 263 var Barcelona udsat for stadige angreb fra goterne, og de mange kampe førte i det følgende århundrede til bygning af byens kraftige bymure. I 415 gjorde den visigotiske konge Ataulfo Barcelona til sin residensstad.

Efter den arabiske erobring i begyndelsen af 700-t. fik byen stor betydning som forsvarsværk for kalifatets nordgrænse. Fra 801 regnes Barcelona som et selvstændigt grevskab og var fra samme tid igen i de kristnes besiddelse. Araberne var dog ikke definitivt slået og ødelagde byen i 985.

Efter at Catalonien og Aragonien i 1150 var blevet forenet, begyndte Barcelonas blomstringstid som Middelhavets førende handels- og søfartsby. Byen ekspanderede kraftigt indtil slutningen af 1300-t., da en nedgang satte ind.

I de følgende århundreder var byen flere gange under fransk herredømme, bl.a. i 1640-52 og i 1697-98. Under Uafhængighedskrigen mod Napoleon 1808-13 var Barcelona i hele perioden i fransk besiddelse.

I 1800- og 1900-t. har byen som det øvrige Spanien lidt meget under borgerkrige og politisk og socialt ustabile forhold. Den kraftige industrialisering af byen, som fandt sted i sidste halvdel af 1800-t., skabte en stor arbejderbefolkning, og pga. de ringe levevilkår opstod stærke socialistiske og anarkistiske bevægelser. En anarkistopstand i juli 1909 med afbrænding og ødelæggelse af 42 kirker og klostre er blevet kendt som La semana trágica, 'Den tragiske uge'. De nævnte bevægelser kom også til at spille en væsentlig rolle under den 2. republik (1931-36) og Den Spanske Borgerkrig (1936-39), da Barcelona var centrum for republikansk politik og for kampen mod nationalisterne.

Siden begyndelsen af 1900-t. har byen været hjemsted for den catalanske separatistbevægelse.

Læs om Barcelona generelt.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
09/09/2009
Oprindelig forfatter
JoeJe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki