Guadeloupe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Guadeloupe, øgruppe og fransk oversøisk departement i De Små Antiller i Caribien; 1703 km2, 405.700 indb. (2013). De to største øer, Basse-Terre og Grande-Terre, er adskilt af et smalt sund, Rivière Salée; endvidere ligger her de mindre øer Marie-Galante (opkaldt af Columbus efter hans skib Santa Maria La Galante), Désirade og Les Saintes. 250 km mod NV ligger Saint-Barthélémy og den franske del af Saint-Martin, som også indgår i departementet. Hovedbyen i departementet er Basse-Terre på øen af samme navn, men Pointe-à-Pitre på Grande-Terre er langt større (17.500 indb. (2006)) og den vigtigste handelsby.

95% af befolkningen er sorte og mulatter, og befolkningsvæksten er stor. Det officielle sprog er fransk, men det lokale creole patois er vidt udbredt. Den romersk-katolske kirke dominerer det religiøse liv.

Øernes traditionelle hovederhverv, landbrug med dyrkning af især sukkerrør, men også tropiske frugter og blomster til eksport, fungerer fortsat, men turisme og tilskud fra Frankrig er af langt større betydning for økonomien.

Kun 18% af jorden er opdyrket, mens 40% er skov. Klimaet er tropisk og fugtigt, og Guadeloupe rammes med mellemrum af tropiske orkaner, bl.a. "Hugo" i 1989, som afstedkom voldsomme ødelæggelser. Højeste punkt er vulkanen Soufrière (1484 m) på den bjergrige Basse-Terre; omkring vulkanen er 300 km2 regnskov udlagt som nationalpark. 

Ved spaniernes ankomst i 1493 var øerne beboet af cariberindianere, og de første bosættelsesforsøg lykkedes ikke. I 1635 grundlagde Frankrig en koloni på øerne, som i 1674 blev en del af det franske imperium, og siden 1946 har Guadeloupe været et fransk departement. En stærk selvstændighedsbevægelse voksede frem i 1960'erne, og især 1980'erne var præget af voldelige antifranske demonstrationer, mens 1990'erne har været mere fredelige. Uroen er senere blusset op igen, senest i begyndelsen af 2009.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
31/03/2014
Henrik Sebro
15/04/2009
Redaktionen
30/01/2009
Oprindelige forfattere
MSkjo
30/01/2009
Pasc
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki