Moskitokysten

Moskitokysten, Costa de Miskitos, lang og bred kyststrækning langs med Nicaraguas og Honduras' caribiske kyst ved Moskitobugten. Kystlinjen brydes af flodmundinger, deltaer og store laguner, og området er præget af mangrover og tropisk skov. Ud for kysten er der småøer, koralrev og sandbanker. Puerta Cabezas og Bluefields i Nicaragua er de vigtigste byer. Området er tyndtbefolket; størstedelen er miskitoindianere, der taler deres eget sprog, og engelsktalende indbyggere af afrikansk beggrund. De har selvforsyningslandbrug og fiskeri som hovederhverv. Der er ingen vejforbindelse fra Moskitokysten til de tættere befolkede vestlige dele af Nicaragua og Honduras, og kulturelt identificerer en del af befolkningen sig med beboerne på øerne i Caribien frem for med den spansktalende del af landenes befolkning. I 1996 blev den nordlige del ved Río Plátanos udløb optaget på UNESCOs liste over truet verdensarv på baggrund af det særlige samspil mellem den oprindelige befolkning og regnskovsmiljøet, der er truet af udviklingen i området.

I 1600-t. havde miskito-befolkningen organiseret sig i en form for kongerige og stod i venskabeligt forhold til englænderne på Jamaica. I perioder var området under britisk kontrol, og afrikanere blev som slaver indført til at arbejde på plantagerne. Spaniernes krav på området blev ikke fulgt effektivt op, og ved etableringen af Mellemamerikas Forenede Provinser i 1823 stod området udenfor. I 1898 overgik hovedparten af Moskitokysten officielt til Nicaragua. En stor del af indbyggerne i den nicaraguanske del opfattede sig som overset af sandinisterne under den nicaraguanske revolution 1979-80 og gav de USA-støttede contraer mulighed for at virke i denne del af landet.