Falklandsøerne (Verificeret)

Indholdsfortegnelse

Falklandsøerne. Tilfangetagne argentinske soldater venter på at blive fragtet ud af området. Foto fra 2.6.1982.

Falklandsøerne, Islas Malvinas, Malvinerne, øgruppe og britisk kronkoloni i det sydlige Atlanterhav ca. 600 km øst for Argentinas sydspids; 12.000 km2, 2400 indb. (2001, ekskl. udstationerede britiske soldater). Argentina gør fortsat krav på øerne. Hovedby Stanley (1990 indb.). Hovedøerne er West Falkland og East Falkland, som adskilles af Falkland Sound; udenom ligger et par hundrede småøer. Klimaet er et mildt, fugtigt og blæsende polarklima med temperaturer, der oftest ligger mellem 0 °C og 10 °C. Det er gunstigt for græs- og hedevegetation, mens der er meget få og kun indførte træer. Den naturlige vegetation er en høj græsart, tussock, som dog er fortrængt fra hovedøerne af fåregræsning.

Af befolkningen er 2/3 født på øerne, mens 1/4 kommer fra Storbritannien. Traditionelt har fåreavl været det dominerende erhverv; får er i overtal på Falklandsøerne, og ulden sælges i Storbritannien. I 1986 udvidedes øernes territorialgrænse til 150 sømil; siden har fiskeriet udkonkurreret fåreavl som det vigtigste erhverv. Økonomien er i stærk vækst; meget er knyttet til den militære tilstedeværelse på Mount Pleasant-basen (etableret 1984 og beliggende 50 km sydvest for Stanley). Hovedstaden Stanley besøges af mange krydstogtskibe; i 2001 kom 39.000 turister til byen.

De mange ubeboede småøer rummer et rigt, uforstyrret dyreliv med bl.a. sydamerikansk pelssæl, sydlig søløve (mankesæl), sydlig søelefant, fem arter pingviner, sortbrynet albatros, storkjove, skedenæb og en endemisk art, flugtløs dampskibsand. Den ligeledes endemiske falklandsræv blev udryddet i slutn. af 1800-t.

Historie

Falklandsøerne blev opdaget i 1592 af John Davis, men først i 1764 blev den første bosættelse oprettet af Frankrig på East Falkland, og året efter fulgte Storbritannien på West Falkland. Spanierne hævdede imidlertid deres ret til området, og efter at have købt East Falkland erobrede de i 1774 West Falkland. I 1811 forlod de øerne, men Argentina, som i 1816 erklærede sig uafhængig af Spanien, gjorde nu krav på dem og oprettede en bosættelse i 1826. Klager over argentinsk indblanding fra britiske og nordamerikanske hvalfangere, der brugte øerne som base, førte til britisk besættelse i 1833, og i 1892 fik Falklandsøerne status af britisk koloni.

Argentina, som gentagne gange havde protesteret over den britiske tilstedeværelse, fremførte i 1964 klagen over for FN; i 1966 indledtes som følge deraf forhandlinger om at overdrage øerne til Argentina. Forhandlingerne var stadig i gang, da Argentinas besættelse af øerne i 1982 udløste Falklandskrigen, hvori briterne sejrede. Ved en folkeafstemning i 1986 stemte knap 95% af øboerne for fortsat at høre under Storbritannien. Argentina har dog ikke opgivet kravet på Islas Malvinas - dog på en mere fredelig vis. Se også Falklandskrigen.

Rejselinks: Falklandsøerne 
Rejser Falklandsøerne 

 


Folkemængder hylder i 1982 Argentinas præsident Leopoldo Galtieri foran præsidentpaladset i Buenos Aires. Efterfølgende taler han til nationen om at Argentina har genvundet Falklandsøerne. Fra TV-Aktuelt 13.04.1982.

© Polfoto/PA EMPICS

Falklandsøerne. Tilfangetagne argentinske soldater venter på at blive fragtet ud af området. Foto fra 2.6.1982.

Viser 1 af 1 billeder

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/06/2009
Oprindelige forfattere
Alfi
30/01/2009
Askg
30/01/2009
Folke
30/01/2009
Sebro
30/01/2009

Seneste 6 forfattere

Nyhedsbrev

© Gyldendal 2009-2010 - Powered by MindTouch Deki