Bloksbjerg (Verificeret)

Bloksbjerg, ty. Brocken, højeste punkt i Harzen; 1142 m. Bjerget består af granit omgivet af ler- og glimmerskifer. På grund af sin nordlige beliggenhed er Bloksbjerg udsat for kraftige nordvestenvinde, som sammen med den lave sommertemperatur (gennemsnitlig 10,7 °C i juli) er med til at hæmme skovvæksten. Nedbøren er stor, 1600-1700 mm om året, og området har mange højmoser. Ca. halvdelen af året er Bloksbjerg dækket af sne og is, og der er kun få solskinsdage. Ved Tysklands deling efter 2. Verdenskrig kom bjerget til at ligge i Østtyskland tæt ved grænsen til Vesttyskland. En af Sovjetunionens vigtigste radarstationer blev bygget her, og den blev først rømmet i 1994. Det tidligere så vigtige turistmål har derfor været spærret i hele denne periode, men er atter velbesøgt.

På Bloksbjerg mentes de tyske hekse ifølge folketraditionen at samles valborgsaften (Walpurgisnacht), natten før 1. maj, for at holde gæstebud med djævelen. Bortset fra måske den nærmeste omegn kendte ingen af 1400- og 1500-t.s tyskere til heksemøder på Bloksbjerg. Det overregionale samlingssted var Heuberg i Sydvesttyskland, på samme måde som Benevento ved Napoli var det for de italienske hekse. Forestillingen om Bloksbjerg som heksenes mødested slog først igennem i anden halvdel af 1600-t., specielt efter 1669, hvor den tyske universitetslærer Johannes Prætorius havde vakt opsigt med en bog om heksenes gesjæft på dette sted. Den nye stedfæstelse blev hurtigt accepteret og kom allerede i begyndelsen af 1700-t. til at påvirke dansk sagntradition. Første gang Bloksbjerg nævnes i Danmark, er i en hekseproces i 1708 ved Schelenborg birketing på Nordfyn. Ifølge ældre, dansk tradition havde heksene andre samlingssteder, som nævnes i forbindelse med forskellige hekseprocesser: De fløj enten til Troms kirke, dvs. Trondheims domkirke (nævnt 1623), Hekkenfeld, dvs. vulkanen Hekla på Island (nævnt 1696) eller hjemlige lokaliteter som højdedraget Bjerrelide ved Horsens (nævnt 1618) eller Ullemose på Sjælland (nævnt 1549). At de norske hekse samledes på bjerget Lyderhorn ved Bergen, nævnes i en dansk kilde fra 1599. De svenske hekse fløj ifølge Olaus Magnus' værk De nordiske folks historie (1555) til Blåkulla på øen Blå Jungfrun i Kalmarsund. Se også heks.