Danmark - økonomi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Danmark. Skønt oprindelig udviklet til hjemmemarkedet er danske vindmøller blevet en stor eksportartikel. Her ses en del af en vindmøllepark i staten Tamil Nadu i Indien på i alt 10 møller fra Vestas Wind Systems A/S; hver mølle kan levere 500 kW. Med støtte fra Udenrigsministeriet (Danida) er en lokal vindmølleindustri etableret i Indien.

Danmark har en lille åben økonomi med stor afhængighed af samhandel med udlandet og uden mulighed for at kunne påvirke de internationale konjunkturer eller centrale økonomiske størrelser, fx renten.

Værdien af såvel vareeksporten som vareimporten udgør ca. 1/3 af BNP. Ca. 70% af udenrigshandlen finder sted med andre EU-lande. Den klart største bilaterale handelspartner er Tyskland, men Sverige, Storbritannien, Holland og Norge er også betydningsfulde. Uden for Europa er det især USA og Kina, som Danmark handler med.

Pga. udenrigshandelens store betydning for den hjemlige økonomi har Danmark en betydelig interesse i, at varer og tjenesteydelser kan handles frit mellem landene. Danmark har derfor tilknyttet sig økonomiske samarbejdsorganisationer som EU, OECD og WTO) og har inden for rammerne af disse arbejdet aktivt for at fjerne hindringerne for den frie handel.

Siden 2. Verdenskrig har eksportens sammensætning undergået store forandringer. Industrieksporten er større end landbrugseksporten og indgår i den danske vareeksport med stadig større vægt. Eksporten af landbrugsvarer var tidligere dominerende.

Således udgjorde industrieksporten i 2005 74% af den samlede eksportværdi, mens landbrugsproduktionens andel (inkl. kød- og mælkekonserves) lå på 10% og måtte se sig overhalet af olie, gas og el tilsammen. Lidt over 1/3 af industrieksporten udgjordes af maskiner og instrumenter; også kemiske produkter og tekstilvarer gjorde sig gældende. Tjenesteeksporten havde en betydelig vækst i 1970'erne og 1980'erne og var i 2005 over halvt så stor som vareeksporten.

Af den samlede import tegnede erhvervenes import af råvarer og halvfabrikata, inkl. energi, samt maskiner og øvrigt produktionsudstyr sig for ca. to tredjedele (2005). I 1980'erne steg den danske olieproduktion kraftigt, hvilket har medført en stærkt faldende energiimport. Den resterende tredjedel af importen omfattede i 2005 stort set forbrugsvarer, herunder personbiler. Danmarks import af udenlandske tjenesteydelser var samme år omtrent halvt så stor som vareimporten.

Økonomisk politik

I Danmark søges den økonomiske aktivitet og inflationsudviklingen fortrinsvis reguleret gennem finanspolitikken. Pengepolitikken er i stigende grad blevet indrettet på at understøtte valutakurspolitikken, hvis formål er at sikre en stabil kursudvikling for danske kroner.

Danmark har siden 2. Verdenskrig deltaget i en række internationale valutasamarbejder: i Bretton Woods-systemet fra dets begyndelse i 1948 til dets sammenbrud i 1971; siden da i de rent europæiske valutasamarbejder 1972-79: 'slangesamarbejdet' og siden det Europæiske Monetære System (EMS), der i løbet af 1990'erne blev udbygget til den Økonomisk og Monetær Union (ØMU). En folkeafstemning i 2000 resulterede i, at Danmark står uden for eurozonen, der trådte i kraft 1999 (fysisk i 2002 med euroens indførelse i 12 medlemslande).

Det danske renteniveau er tæt knyttet til udviklingen i det internationale renteniveau. Fra begyndelsen af 1960'erne til ca. 1990 krævedes et højere dansk renteniveau for at sikre en tilstrækkelig kapitalimport til finansiering af underskuddet på betalingsbalancens løbende poster. Liberaliseringen af kapital i 1980'erne har imidlertid betydet, at renteniveauet i Danmark i stigende grad afspejler kronekursens troværdighed.

Hovedtræk i den økonomiske udvikling siden 1960

Gennem 1960'erne og frem til den første oliekrise i 1973 oplevede Danmark som det øvrige Vesteuropa en højvækstperiode, hvor den gennemsnitlige vækst i BNP var mere end 4,5%. Den høje vækstrate betød en øget efterspørgsel efter arbejdskraft, som bl.a. blev imødekommet ved en væsentlig stigning i kvindernes erhvervsfrekvens.

I denne periode var der næsten tale om fuld beskæftigelse. Det smittede af på lønudviklingen, som var præget af store stigninger i 1960'erne. I 1970'erne, hvor der internationalt set konstateredes kraftige prisstigninger, steg lønningstakten yderligere.

Oliekrisen i 1973 medførte en betydelig international recession, som også påvirkede den danske produktion og beskæftigelse negativt, hvilket blev modvirket gennem finanspolitiske lempelser af både Venstre-regeringen i 1974 og den nytiltrådte socialdemokratiske regering i 1975.

Således blev bl.a. momsen sænket midlertidigt fra 15 til 9,25% i en periode i 1975-76, men en bedring i de internationale konjunkturer udeblev, og resultatet blev en yderligere forværring af betalingsbalancen, som havde været i underskud siden 1963.

Dette førte til et nyt skifte i den økonomiske politik. Finanspolitikken blev strammet svagt, mens efterspørgslen blev gjort 'importlet', bl.a. i form af energibesparelser i boligsektoren og øget offentlig service, hvilket medførte en kraftig stigning i beskæftigelsen, men en tilsvarende forværring i de offentlige budgetter.

I 1979 indtraf den anden oliekrise med nye prisstigninger på energi efterfulgt af nye stigninger i andre priser og i rentesatserne. Betalingsbalanceunderskuddet steg yderligere og beskæftigelsen faldt, hvilket førte til en omlægning i valutakurspolitikken.

Således blev kronen nedskrevet to gange i efteråret 1979 inden for rammerne af EMS-samarbejdet, men alligevel faldt den økonomiske aktivitet i både 1980 og 1981. Tiåret fra 1973 til 1982, de såkaldte stagflationsår, blev således karakteriseret ved en lav økonomisk vækst på under 2% om året i gennemsnit og en relativt høj løninflation på over 13% om året i gennemsnit.

Da renten i begyndelsen af 1980'erne steg til over 20%, voksede statsgælden drastisk. I lyset af den svage økonomiske udvikling trådte den socialdemokratiske regering tilbage i september 1982 og lod sig afløse af en konservativt ledet koalitionsregering, Firkløverregeringen.

Firkløverregeringen iværksatte en stram indkomstpolitik, som bl.a. indebar suspension af den automatiske kompensation til lønmodtagerne for prisstigninger, dyrtidsreguleringen. Ved lov bortfaldt dyrtidsreguleringen i 1986. Endvidere blev den offentlige udgiftspolitik strammet, og en fast valutakurspolitik introduceret, hvorved kronen blev bundet til D-mark og siden ECU.

De økonomisk-politiske tiltag førte sammen med en liberalisering af kapitalbevægelserne mellem Danmark og udlandet til et kraftigt fald i det danske renteniveau, som derfor i midten af 1980'erne nærmede sig det tyske. Det lavere renteniveau medførte stigende ejendomspriser, større privatforbrug og ikke mindst større investeringer frem til 1986.

1983-86 var den økonomiske vækst i gennemsnit over 3,5% hvert år, og arbejdsløsheden nåede i 1987 under 8%, den næstlaveste i EF. Den gunstige samfundsøkonomiske udvikling betød endvidere, at statens budgetunderskud for første gang siden 1975 blev vendt til et overskud i 1986 og 1987.

Opsvinget gav ikke anledning til en ny inflationær udvikling. Tværtimod faldt stigningstakten i forbrugerpriserne fra over 12% i begyndelsen af 1980'erne til knap 3% i 1990. Denne udvikling kan tilskrives dels periodens højere grad af løndisciplin, dels en faldende stigningstakt for priserne i de lande, som Danmark handler med.

Den roligere prisudvikling skyldtes også faldende eller stabile priser på internationalt handlede råvarer ligesom valutakursudviklingen efter 1985 bidrog hertil. I en så åben økonomi som den danske kan omkring 1/3 af den samlede prisinflation således forklares ved prisudviklingen på importvarer.

Den kraftige aktivitetsstigning og konkurrenceevneforværringen førte imidlertid til en stærk forringelse af betalingsbalancen og forøgelse af udlandsgælden, som i 1986 steg til omkring 260 mia. kroner, knap 40% af BNP.

Regeringen fik på denne baggrund vedtaget en økonomisk kur, "kartoffel-kuren", og en skattereform, hvis hovedformål var at fremme den private opsparing. Samtidig blev det gennem afgiftspolitikken forsøgt at fremme konkurrenceevnen.

Indsatsen virkede. Væksten i privatforbruget og investeringerne aftog og faldt endog i et par år, hvilket førte til et væsentligt fald i importen. Da eksporten samtidig voksede, blev resultatet en så kraftig forbedring af handelsbalancen, at betalingsbalancen i 1990 første gang i knap 30 år kom i overskud. Dermed kunne Danmark begynde at nedbringe gælden til udlandet, som på dette tidspunkt var nået op over 320 mia. kr.

Kartoffelkuren og skattereformen løste dog ikke de indenlandske balanceproblemer. Ejendomspriserne faldt, og arbejdsløsheden steg betydeligt. Recessionen blev forstærket af den internationale afmatning i begyndelsen af 1990'erne, som forringede betingelserne for eksporten bl.a. som følge af faldende vækstrater på nogle af Danmarks hovedmarkeder, Storbritannien og Sverige.

Dette blev imidlertid delvis kompenseret i 1990-91 af et eksport-boom til det genforenede Tyskland, men også det tyske marked blev ramt af afmatning i 1993-94. Den økonomiske vækst lå i perioden fra 1987-93 i gennemsnit på under 1% om året.

Den borgerlige regering trådte på baggrund af Tamilrapportens konklusioner (se Tamilsagen) tilbage i januar 1993. Den blev afløst af en socialdemokratisk ledet koalitionsregering, som søgte at stimulere produktion og beskæftigelse ved at lempe finanspolitikken bl.a. gennem en skattereform og ophævelsen af en række af kartoffelkurens forbrugsbegrænsende foranstaltninger, den såkaldte "kickstart".

Regeringen fik også vedtaget en række arbejdsmarkedspolitiske tiltag, herunder en udvidet adgang til orlov til uddannelse, børnepasning eller sabbat. Som et led i skattereformen omlagde regeringen endvidere en større del af indtægtsgrundlaget fra indkomstskatter til forbrugsafgifter, bl.a. de såkaldte grønne afgifter, der også havde til formål at reducere forbruget af knappe resurser og miljøforurenende stoffer.

Et betydeligt rentefald i sidste halvdel af 1993 afstedkom en bølge af omlægninger af højt forrentede realkreditlån og resulterede sammen med stigende aktivitet i udlandet og den lempeligere finanspolitik i et forbrugsledet økonomisk opsving, der gav en økonomisk vækst på over 4% i 1994; i resten af 1990'erne var den årlige vækst på knap 3%.

Den stigende efterspørgsel førte sammen med en udbredt anvendelse af orlovsordningerne til et kraftigt fald i ledigheden, som ved midten af 1995 var faldet til godt 10% mod knap 14% i vinteren 1993-94. Faldet fortsatte i resten af årtiet, og fra 2000 stabiliserede ledigheden sig omkring 6%, det laveste niveau siden 1970'erne. Med efterlønsreformen i 1998, indførelsen af fleksjob og førtidspensionsreformen var det målet at øge arbejdsstyrken; se afsnittene om arbejdsmarked og beskæftigelse samt social sikring.

Inflationen har været relativt lav, hvilket skal ses i sammenhæng med fastkurspolitikken, der siden 1.1.1999 har knyttet kronen til euroen (tidl. D-marken). Målet om en årlig inflationstakt på højst 2% er blevet opfyldt. Opsvinget i 1993 og frem førte til en stærk stigning i erhvervsinvesteringerne indtil 2001-02, da der indtrådte en stagnation.

Siden Danmarks nej til deltagelse i euro-samarbejdet ved folkeafstemningen i 2000 har landets rente- og valutakursudvikling pga. den positive økonomiske udvikling været stabil, og periodevis har der været en tendens til styrkelse af kronen. Pengemarkeds- og obligationsrenterne har ligeledes udvist stabilitet og fulgt udviklingen i det internationale renteniveau.

Betalingsbalancen har vist overskud siden 1990, bortset fra i 1998, da den kraftige vækst i økonomien medførte et underskud på ca. 10 mia. kr. En finanspolitisk stramning indført samme år, Pinsepakken, medførte igen overskud i 1999 og 2000 på ca. 20 mia. kr. begge år; i 2001-05 var det årlige overskud ca. 40 mia. kr., hvilket førte til, at Danmarks nettogæld til udlandet i løbet af 2005 var afviklet.

Også under den borgerlige koalition, der overtog regeringsmagten i 2001, har de fleste økonomiske parametre været gunstige. Ganske vist var væksten i BNP i årene 2001-03 kun ca. 1/2% om året, men den øgedes til 2% i 2004 og 3% i 2005.

Set over et tiår (1993-2004) har væksten været klart stærkest i Hovedstadsregionen, hvis BNP-bidrag pr. indbygger i 2004 lå 18% over landsgennemsnittet, en udvikling, der er støttet fra politisk hold med anlægget af den faste forbindelse over Øresund (åbnet i 2000) og udbygningen af Vestamager (Ørestad) netop i den hensigt at styrke Øresundsregionen i den europæiske konkurrence.

Sideløbende hermed er ejendomspriserne fra 1995 til 2004 mere end fordoblet i dette område; en del af denne stigning er dog et generelt fænomen og kan forklares med rentefald, adgang til afdragsfrie lån samt regeringens skattestop, der har lagt et loft over ejendomsværdiskatten svarende til provenuet i 2002 og i øvrigt foreskriver, at ingen skat eller afgift må stige i procent.

I overensstemmelse med sit ideologiske grundsyn har regeringen tilstræbt at reducere den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien. Skattestoppet er fulgt op af nedskæringer, bl.a. på udviklingsbistand og på miljøområdet, og generelt af en stram styring af de offentlige, herunder de kommunale, udgifter.

Endvidere fortsætter den i 1990'erne indledte privatiseringsproces i den offentlige og halvoffentlige sektor, og som resultat af disse bestræbelser voksede det offentlige forbrug noget langsommere end det private i perioden 2001-05, nemlig hhv. 5% og 11%.

Netop spørgsmålet om kommunernes økonomiske råderum lå bag omfattende protestaktioner i efteråret 2006, der rettede sig mod begrænsninger i offentlige institutioners budgetter og fandt næring i eksistensen af et betydeligt kasseoverskud; dette androg ca. 4% af BNP på baggrund af en samlet offentlig gæld på 37% af BNP (2005).

Det danske samfund kan dog fortsat i international sammenhæng karakteriseres som et offentligt finansieret velfærdssystem med et højt serviceniveau og en stor kollektiv omfordeling; således er noget over halvdelen af alle voksne ansat i det offentlige eller forsørget af overførselsindkomster.

Arbejdsmarkedet, som stort set er selvregulerende og baseret på en høj organisationsprocent, anses, i hvert fald for etniske danskeres vedkommende, for velfungerende; begrebet flexicurity henviser til, at smidighed i ansættelsen er baseret på et vist niveau af social tryghed. Hvad angår beskæftigelsesfrekvens indtager Danmark med 76% af de 15-64-årige i arbejde (2004) en topplacering i EU.

Den aktuelle økonomiske debat beskæftiger sig på kort sigt med skattepolitikken, idet de senere års forbrugsudvidelser sammen med en begyndende mangel på arbejdskraft (ledigheden på 4,2% i 2006) har ført til en ophedning af økonomien.

Der er et bredt politisk ønske om at øge udbuddet af arbejdskraft gennem lettelser i indkomstskatten, men en forøgelse af ejendomsbeskatningen eller forbrugsafgifterne er i modstrid med skattestoppet, og en ufinansieret forbrugsstigning kan udløse en overophedning med tab af konkurrenceevne.

På længere sigt er opmærksomheden rettet mod den demografiske forskydning i retning af en større andel af ældre borgere, som er resultatet af faldende fertilitet og øget middellevetid, og som sammen med befolkningens generelle krav om højere kvalitet i den offentlige service udgør en finansiel samfundsudfordring.

Velfærdskommissionen fremlagde i 2005 et prospekt for samfundsudviklingen frem til 2040 og påpeger heri det stigende fremtidige behov for arbejdskraft, som foreslås imødekommet med økonomiske incitamenter til at arbejde, udfasning af efterlønsordningen, hævet pensionsalder, hurtigere gennemførelse af uddannelserne og bedre integration af indvandrerne på arbejdsmarkedet.

Disse tanker blev i nogen grad imødekommet juni 2006 gennem et bredt forlig om velfærdspolitikken, der bl.a. gradvis øger efterlønsalderen og folkepensionsalderen til hhv. 62 år og 67 år og mere, hvis middellevetiden øges.

Læs mere om Danmark.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Danmark. Skønt oprindelig udviklet til hjemmemarkedet er danske vindmøller blevet en stor eksportartikel. Her ses en del af en vindmøllepark i staten Tamil Nadu i Indien på i alt 10 møller fra Vestas Wind Systems A/S; hver mølle kan levere 500 kW. Med støtte fra Udenrigsministeriet (Danida) er en lokal vindmølleindustri etableret i Indien.

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 27122196.swf (19.27 kB)

Danmark.

Admin

06/03/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/09/2012
Ekspert
Consumerdemand
Oprindelige forfattere
EiCh
29/01/2009
KHju
29/01/2009
HelPe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki