Grækenland - økonomi

Grækenlands økonomi har historisk været karakteriseret ved store ubalancer. Der har kronisk været underskud på handelsbalancen, og de offentlige udgifter har været større end indtægterne. Efter at PASOK var kommet til magten i 1981, som det første ikke-borgerlige parti, gennemførtes omfattende nationaliseringer, og den offentlige sektors andel af BNP steg fra ca. 55% til 70% i slutningen af 1980'erne. En stor forøgelse af de offentlige udgifter i løbet af 1980'erne førte til en dramatisk forværring af de offentlige finanser og til stigende inflation.

I april 1990 overtog Nea Demokratia regeringsmagten og iværksatte omgående initiativer til forbedring af de offentlige finanser i form af et privatiseringsprogram og et stabiliseringsprogram, som blev økonomisk støttet og overvåget af EF-Kommissionen. Intern splid i regeringspartiet om reformpolitikkens omfang førte imidlertid til nye budgetproblemer og en heraf afledt krise i forholdet til EU, som i 1991 fastfrøs støtten til stabiliseringsprogrammet.

Hovedprioriteten for finanspolitikken, at nedbringe budgetunderskuddet, blev imidlertid fastholdt, og i 1992 fremlagde regeringen et konvergensprogram, som gennem omfattende besparelser i den offentlige sektor og stigende skatteindtægter skulle sætte Grækenland i stand til at opfylde kravene for deltagelse i EUs økonomiske og monetære union, ØMUen. Som et led i programmet måtte den græske nationalbank ikke finansiere det offentlige budgetunderskud, hvilket resulterede i en betydelig pengepolitisk stramning.

Valget i oktober 1993 førte atter PASOK til regeringsmagten. Partiet udbyggede stabiliseringspolitikken ved bl.a. at indføre trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet for ar opnå en lavere løn- og prisstigningstakt og nedbringe arbejdsløsheden. Inflationsraten var i 1995 faldet til lidt over 9% fra ca. 15% i 1993, men arbejdsløsheden og budgetunderskuddet var forblevet høje, begge omkring 10%, og den offentlige sektors bruttogæld oversteg det årlige BNP.

Den økonomiske vækst, som i første halvdel af 1990'erne i gennemsnit var på blot 1% om året, søgtes fremmet gennem store investeringer i infrastrukturen, delvis finansieret med EU-midler. De mest synlige projekter rettede sig mod OL-afholdelsen i Athen 2004 og omfattede bl.a. opførelsen af en ny lufthavn i Athen og betydelige udbygninger af byens metronet og af motorvejsnettet.

I slutningen af 1990'erne fortsatte bestræbelserne på at tilpasse økonomien til EU-landenes overordnede målsætning om økonomisk stabilitet såsom orden i de offentlige finanser og lav inflation; bl.a. iværksattes offentlige nedskæringer og privatiseringer af statslig industri. I 2001 kunne Grækenland indtræde i ØMUen, og i 2002 blev drakmer udskiftet med euro. Adgangsdokumentationen blev i 2004 afsløret som "kreativ bogføring", idet PASOK-regeringen havde underdrevet udgifterne til bl.a. det kostbare militære apparat. I virkeligheden havde budgetunderskuddet længe været større end de aftalte 3% af BNP; i 2005 var det 4,4%.

ØMU-medlemskabet resulterede imidlertid i et markant rentefald, som på sin side understøttede en høj vækst på ca. 4% i perioden 2001-05; tallet ligger på niveau med de årlige tilskud fra EU, som har tilført det græske samfund en stor dynamik. Siden midten af 1990'erne har væksten været betydelig højere end gennemsnittet for EU-landene. Den høje vækst og en relativt høj inflation har dog resulteret i et stort underskud på betalingsbalancen. Et andet problem udgør arbejdsløsheden, som fortsat ligger omkring 10% eller nogenlunde det samme som i 1996 til trods for et tiårs høj vækst og en erhvervsfrekvens, der bl.a. pga. tidlig pensionering og lav kvindelig erhvervsaktivitet lå under 60% i 2004 (Danmark 76%). Aktuelt forsøger regeringen at reducere bureaukrati og korruption og samtidig, under folkelig modstand, at gennemføre reformer af arbejdsmarkedet og på pensionsområdet.

Grækenland har længe haft et voldsomt handelsunderskud, som dog afbødes af indtægter fra skibsfart, turisme og fra grækere i udlandet; disse sektorer er ligesom landbruget større end i andre EU-lande. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har Grækenland stilet mod at udbygge sin strategiske position som forbindelsesled mellem Europa på den ene side og Asien, Mellemøsten og Nordafrika på den anden. Landets vigtigste samhandelspartnere er imidlertid Tyskland og Italien, som i 2005 tilsammen tegnede sig for omkring en fjerdedel af den samlede græske udenrigshandel. Danmarks eksport til Grækenland var i 2005 på 3815 mio. kr., mens importen derfra udgjorde 1041 mio. kr.

Læs mere om Grækenland.