Uruguay - økonomi

Lige siden præsident José Batlle y Ordóñez i begyndelsen af 1900-t. skabte Sydamerikas første velfærdssamfund, har staten spillet en stor rolle i Uruguays økonomi. Indkomstuligheden er efter latinamerikanske forhold moderat, og der er stor offentlig skepsis over for privatiseringer og markedsstyring.

Efter 2. Verdenskrig understøttede en protektionistisk politik således landets industrialisering, hvilket resulterede i en betydelig økonomisk fremgang indtil slutningen af 1950'erne.

Derefter fulgte en lang periode med lavvækst og politisk uro, der kulminerede med militærkuppet i 1973. I 1980'erne oplevede Uruguay alvorlige økonomiske kriser med høj inflation og store underskud på de offentlige budgetter og betalingsbalancen, også efter demokratiets genindførelse i 1985, og regeringen måtte anmode Den Internationale Valutafond om finansiel støtte.

Modkravet var et økonomisk stabiliseringsprogram, der blev indført i 1990 og indebar en betydelig stramning af den økonomiske politik. Som en del af programmet er valutaen, peso, siden løbende blevet nedskrevet over for dollar.

Siden 1985 har skiftende regeringer tilstræbt gradvist at liberalisere og modernisere økonomien samt reducere den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien. I 1990'erne var den økonomiske vækst ret høj, og Uruguay havde ikke svært ved at finansiere underskud på handels- og betalingsbalancen gennem udenlandske, direkte investeringer og låntagning på de internationale kapitalmarkeder.

Under det sydamerikanske fællesmarked MERCOSUR voksede Uruguays afhængighed af landets vigtigste handelspartnere, de to store nabolande Brasilien og Argentina. Over halvdelen af eksporten gik til de to lande, og Uruguay blev derfor i perioden 1999-2002 ramt af deres økonomiske kriser, værst i 2002, da eksporten til Argentina faldt sammen, BNP skrumpede med over 10%, og arbejdsløsheden steg til over 20%.

Pesoen gjordes frit flydende og faldt stærkt i forhold til dollaren, hvilket udløste inflation, men også fulgtes af det første handelsoverskud i længere tid. Uruguay beholdt dog Den Internationale Valutafonds tillid også efter 2002, og da bankerne i august 2002 måtte lukke nogle dage, ydede USA et milliardbeløb som nødlån.

I de følgende år skabte bl.a. stigende kødpriser høj vækst i BNP, i 2004 hele 11%. Arbejdsløsheden og især inflationen er bragt noget ned, men udlandsgælden svarede i 2005 til et års BNP, og den offentlige gæld nåede 82% af BNP. Samme år vandt en venstrekoalition regeringsmagten på løfter om bekæmpelse af den fattigdom, der blev en udbredt følge af krisen i 2002.

Uruguays vigtigste handelspartnere var i 2005 Brasilien, USA og Argentina, der tilsammen stod for ca. 40% af udenrigshandelen. Eksporten er fortsat præget af kød, uld og skind, en stor del i forarbejdet form. Det statslige olieselskab ANCAP har indbudt udenlandske investorer til at deltage i efterforskningskoncessioner, men der er ikke fundet olie eller naturgas af betydning. Danmarks eksport til Uruguay var i 2005 på 55 mio. kr.; importen derfra var på 34 mio. kr.

Læs mere om Uruguay.