grænsenytte

grænsenytte, begreb, som anvendes inden for økonomisk teori til at afklare forholdet mellem en vares pris og den nytte, man kan have af varen. Det stod tidligt klart, at der ikke råder nogen direkte sammenhæng mellem pris og nytte. Fx står nytten af hhv. vand og diamanter i omvendt forhold til priserne på dem. Først omkring 1870 lykkedes det briten William Stanley Jevons, østrigeren Carl Menger og franskmanden Léon Walras at kaste lys over forholdet mellem en vares pris og dens nytte. En vares nytte er dens evne til at tilfredsstille ønsker og behov, men nytten af et givet kvantum af en vare afhænger af, hvor mættet behovet for varen i forvejen er. Selvom man er sulten, vil den yderligere behovstilfredsstillelse, man kan have af den fjerde, femte, sjette osv. kartoffel, være hurtigt aftagende; det er imidlertid den yderligere behovstilfredstillelse, man kan have af en ekstra tilførsel af varen, der vil være afgørende for, hvilken pris man vil give for den. Hvad man skal interessere sig for, er derfor ikke nytten af det samlede forråd, men den mernytte, man kan opnå af en yderligere tilførsel på en enkelt enhed af varen. Denne mernytte er netop varens grænsenytte. Det kan herefter på forskellig måde vises, hvordan varepriserne er i nøje samklang, ikke med varernes nytte som sådan, men med deres grænsenytte. Formuleringen af grænsenyttebegrebet omkring 1870 repræsenterede en fundamentalt ny begrebsdannelse inden for økonomisk teori, der i de følgende årtier omkalfatrede den hidtidige pristeori og gav den en form, der i sine væsentligste træk fremdeles udgør grundstammen i moderne pristeori.