finanspolitik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

finanspolitik, samlebetegnelse for ændringer i offentlige udgifter og indtægter. De offentlige udgifters hovedkomponenter er offentligt forbrug, sociale overførsler, investeringer samt finansielle poster (rentebetalinger), mens indtægtssiden hovedsageligt består af skatteprovenuet fra beskatning af personlig indkomst, selskabsskatter, forbrugsbeskatning (moms og punktafgifter) samt arbejdsmarkedsbidrag. Den offentlige sektors størrelse og sammensætning er en væsentlig del af velfærdssamfundets indretning.

Ved finanspolitiske initiativer forstås ændringer i specifikke udgiftsposter (beløb eller regler for tildeling) og ændringer i specifikke skattesatser eller beløbsgrænser i skattesystemet. Sådanne ændringer kan være motiveret af politiske ønsker om ændringer i velfærdspolitikken, strukturelle hensyn eller hensyn til konjunkturerne.

Traditionelt har finanspolitik været associeret med konjunkturpolitik, dvs. mulighederne for via ændringer i offentlige udgifter eller indtægter at påvirke den økonomiske udvikling i landet. En ekspansiv finanspolitik enten forøger de offentlige udgifter eller reducerer skatterne for at øge den samlede efterspørgsel og dermed aktivitet i økonomien. En kontraktiv finanspolitik tilstræber derimod at begrænse den økonomiske aktivitet. Målet er, at finanspolitikken skal være mod-cyklisk, dvs. via en ekspansiv politik øge aktiviteten under en lavkonjunktur med lav vækst og høj arbejdsløshed, og med en kontraktiv politik bremse aktiviteten under en højkonjunktur med risiko for overophedning. En sådan politik vil medvirke til at mindske udsving i den samlede økonomiske aktivitet og betegnes derfor også som stabiliseringspolitik. Aktiv konjunktur- eller stabiliseringspolitik via finanspolitikken forbindes med den keynesianske tankegang. Denne står i modsætning til monetarismen, der lægger vægt på pengepolitikken som det væsentligste konjunkturinstrument. Effekterne og behovet for en aktiv stabiliseringspolitik er et kontroversielt spørgsmål, og Finanskrisen har genoplivet diskussionen.

I en økonomi som den danske med en fast valutakurs til euro-området er pengepolitikken låst, og derfor er der en større byrde på finanspolitikken som konjunkturinstrument. Det gælder både i forhold til at understøtte fastkurspolitikkens troværdighed men også i forhold til stabilisering af den økonomiske aktivitet.

Der sondres mellem diskretionære og automatiske ændringer i finanspolitikken. En diskretionær ændring refererer til en politisk beslutning om at ændre bestemte udgiftsposter, skattesatser m.m. Sådanne ændringer aftales typisk i forbindelse med Finansloven eller reformpakker. De automatiske reaktioner fremkommer via den måde velfærdsordningerne og skattesystemet er indrettet på. Når fx arbejdsløsheden stiger, vil udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse automatisk stige. Tilsvarende vil stigende indkomster automatisk medføre en stigning i skatteprovenuet. Disse mekanismer kan sammenfattes i den automatiske budgeteffekt, dvs. den samlede effekt på de offentlige finanser af en ændring i den samlede aktivitet i økonomien. Øget aktivitet i økonomien betyder færre udgifter og stigende indtægter for det offentlige, og dermed en forbedring i den offentlige sektors budgetsaldo, dvs. forskellen mellem samlede indtægter og udgifter. Denne automatiske budgeteffekt virker mod-cyklisk, dvs. der trækkes flere midler ud af økonomien under en højkonjunktur og omvendt under en lavkonjunktur. Dette har den fordel, at det ikke kræver en politisk beslutning, men er en automatisk reaktion givet systemets indretning. Derfor betegnes effekten også som de automatiske stabilisatorer. Danmark har et veludbygget velfærdssamfund, og derfor er de automatiske stabilisatorer blandt de største i OECD-området.

En diskretionær stabiliseringspolitik er udfordret af, at der først skal være klarhed omkring behovet for et politisk indgreb. Dernæst skal der træffes beslutning om et indgreb, som derefter skal implementeres, før det senere får en effekt. Den samledes tidsforskydning kan derfor være stor, med risiko for at den diskretionære politik ikke er præcist afstemt efter den økonomiske situation. Dette er i modsætning til de automatiske reaktioner, der netop virker direkte og automatisk på ændringer i den økonomiske situation. Tidligere var der stor optimisme knyttet til mulighederne for en ”fin-styring” af økonomien med den diskretionære finanspolitik, men i lyset af erfaringerne med denne type politik er der nu konsensus om, at dette er vanskeligt, og at den diskretionære finanspolitik kun skal bringes i anvendelse ved store udsving i den økonomiske situation.

Storhedstiden for den diskretionære finanspolitik i Danmark var i 1970'erne og starten af 1980'erne, hvor der i kølvandet på den såkaldte oliekrise blev gennemført en række finanspolitiske indgreb vekslende mellem ekspansive indgreb for at mindske arbejdsløshed og kontraktive indgreb for at mindske underskuddet på de offentlige finanser. Væsentlige kontraktive finanspolitiske indgreb er Kartoffelkuren fra 1986, der indeholdt opstramninger for at reducere privatforbruget, samt Pinsepakken fra 1998, som havde til hensigt i tide at reducere en tendens til stigende lønninger og forringet konkurrenceevne. En ekspansiv finanspolitik blev ført blandt andet i 1993-94 med indfasningen af en skattereform og forsøg på at ”kick-starte” økonomien samt vækstpakker som reaktion på finanskrisen.

Den økonomiske politik har gennem en årrække fået større fokus på strukturelle aspekter, herunder arbejdsmarkedspolitikken og indretningen af velfærdssamfundets ydelser. Et væsentligt omdrejningspunkt har været mulighederne for at øge arbejdsudbud og beskæftigelse. En række reformer har haft finanspolitiske implikationer.

Finanspolitikken kan også i sig selv være en årsag til udsving i den økonomiske aktivitet. Det kan skyldes tiltag gennemført med andre formål end konjunkturhensyn eller en såkaldt politisk konjunkturcykel, hvor politikerne kort før et valg fører en ekspansiv politik for at øge genvalgssandsynligheden og efter valget er nødt til at stramme politikken op. Dette medfører, at politikken får en selvstændig rolle i at skabe udsving i økonomien frem for at stabilisere udsving. Tilsvarende kan der være en tendens til underskud og stigende gæld, hvor populære udgiftskrævende tiltag gennemføres, mens mindre populære finansieringsforslag skubbes frem i tid. Dette kan skabe en systematisk tendens til underskud og gældsopbyggelse. Det faktum, at der ikke skete en gældsreduktion i mange OECD-lande i de gode år inden Finanskrisen, kan tolkes som et tegn på en sådan systematisk tendens.

I de senere år er der kommet fokus på regler eller rammer for den samlede finanspolitik. De såkaldte budgetregler inden for EU er et eksempel herpå. Ifølge Stabilitets- og Vækstpagten må det offentlige budgetunderskud i et givet år ikke overstige 3 % af BNP, og gælden må ikke overstige 60 % af BNP. Med Finanspagten er der bl.a. tilføjet et krav om, at den strukturelle budgetsaldo ikke må have et underskud, der overstiger 0,5 % af BNP. Med den strukturelle budgetsaldo forstås en vurdering af de offentlige finanser i en normal konjunktursituation. I 2013 gennemførtes i Danmark en budgetlov, som sigter mod en mere tæt styring og langsigtet planlægning af de offentlige udgifter.

Demografiske forskydninger i retning af en aldrende befolkning har skabt fokus omkring finanspolitisk holdbarhed. Med finanspolitisk holdbarhed forstås, om indretningen af velfærdssamfundet er finansielt holdbart, således at skattesystemet skaber tilstrækkelige indtægter til at finansiere de udgifter, der følger af systemets indretning, når der tages hensyn til befolkningens ændrende sammensætning eller andre væsentlige forhold af betydning for de offentlige finanser. Holdbarhedsanalysen knytter sig ikke til et enkelt år, men til om man samlet over en årrække har en finansiel holdbar indretning af de offentlige velfærdsordninger og tilbud og deres finansiering. En holdbarhedsanalyse er således en mulighedsanalyse og ikke en stillingtagen til om indretningen er hensigtsmæssig eller ønskværdig.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
TMA
22/10/2014
Redaktionen
22/10/2014
Ekspert
JeJe
Oprindelig forfatter
TMA
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki