landbrugsøkonomi

landbrugsøkonomi, disciplin, som omfatter landbrugets driftsøkonomi og landbrugets sektorøkonomi, der også betegnes landbrugspolitik. Denne artikel beskæftiger sig primært med økonomiske teorier om den markedsintegrerede landbrugsproduktion, det vil først og fremmest sige landbruget i de vestlige markedsøkonomier siden industrialiseringen. Landbrugsøkonomien har udviklet sig til en særskilt disciplin pga. landbrugsproduktionens særlige karakteristika. Jorden er den centrale produktionsfaktor, og landbrugsproduktionen er derfor geografisk spredt; produktionsprocesserne er biologiske og klimaafhængige og derfor tidskrævende og usikre; endvidere leveres arbejdsindsatsen overvejende af brugerfamiliens medlemmer. Hverken landbrugsjorden eller familiearbejdskraften har relevante alternative anvendelser på kortere sigt. Udbuddet af landbrugsprodukter har derfor lav priselasticitet ved faldende prisniveau, hvilket betyder, at landmændene vil forsøge at opretholde produktionen, selvom priser og indtjening falder kraftigt. På afsætningssiden er landbrugets økonomi præget af, at produktionen hovedsagelig består af basale forbrugsgoder (fødevarer). Efterspørgslen efter disse varer er prisuelastisk, dvs. at selv kraftige prisændringer ikke får det samlede forbrug af fødevarer til at ændre sig ret meget. Sammen med de biologisk- og klimabestemte svingninger i produktionen bevirker de lave priselasticiteter, at landbruget historisk set har været udsat for større pris- og indkomstsvingninger end de fleste andre erhverv.

Landbruget har yderligere det problem, at fødevareefterspørgslens indkomstelasticitet er lav. Det betyder, at stigende velstand kun i beskedent omfang fører til et øget fødevareforbrug. Derfor falder fødevarernes andel af de samlede forbrugsudgifter i de rige lande (se fødevareefterspørgsel). Når produktiviteten i landbruget samtidig stiger stærkt, vil der være en tendens til, at udbuddet af landbrugsvarer vokser hurtigere end efterspørgslen. Det vil på længere sigt give faldende priser på landbrugsprodukter (i forhold til det generelle prisniveau) og en tendens til lavere aflønning af arbejdskraft og lavere kapitalafkast end i resten af økonomien. Forløbet er blevet kaldt landbrugets trædemølle: Ny teknologi øger produktiviteten i landbruget, dette får priserne til at falde til et lavere niveau end i udgangssituationen, indtjeningen i landbruget forringes, forringet rentabilitet øger bestræbelserne på at skabe nye produktivitetsforøgelser, og trædemøllen kører endnu en omgang. Den enkelte producent kan ikke bremse processen, men er tvunget til at effektivisere som konkurrenterne for at klare sig økonomisk. For samfundet som helhed har effektiviseringen af landbruget ydet et væsentligt bidrag til den økonomiske vækst og stigningen i levestandarden.