hedonisk pris, (af gr. hedone 'fornøjelse, lyst'), beregnet pris på egenskaber ved en vare. Ofte findes en vare i en lang række forskellige udgaver, som er karakteriseret ved forskellige egenskaber. Biler findes fx med forskellig størrelse, vægt, benzinøkonomi, accelerationsevne osv. Ofte kan disse egenskaber ikke købes isoleret, men prisen på en enhed af den pågældende egenskab kan beregnes. Hedoniske priser har fået stigende anvendelse. De blev første gang anvendt i 1960'erne, da amerikaneren Zvi Griliches (1930-99) søgte at afgøre, om den målte inflation kunne henføres til, at varerne kom i stadig bedre udgaver, fx i form af større og bedre udrustede biler.
I Danmark anvendes hedonisk pris bl.a. ved de statslige ejendomsvurderinger til korrektion for forskelle i ejendommenes størrelse, udstyr og beliggenhed. Inden for miljøøkonomi anvendes hedonisk pris til at påvise, hvilke omkostninger miljøgener giver anledning til.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki