penge

© Colourbox

 

penge, standardiseret betalingsmiddel og dermed generelt byttemiddel. Penge fungerer ud over som byttemiddel også som tælleenhed ved angivelse af priser og som værdiopbevaringsmiddel.

I krisetider, fx med højinflation, kan en eller flere af disse funktioner være overtaget af andre midler, fx letomsættelige varer som cigaretter, således at pengeøkonomi helt eller delvist erstattes af bytteøkonomi.

Regulering af lånekontrakter med prisindeks er på tilsvarende vis ensbetydende med, at penge ikke benyttes som tælleenhed ved værdiopbevaring. En sådan regulering er derfor også et skridt væk fra pengeøkonomi.

Penge optræder i form af mønter og pengesedler. Foruden disse primære penge kan pengebegrebet omfatte sekundære penge, fx bankindskud, hvilket kan gøre det vanskeligt på økonomisk entydig måde at opgøre et konkret udtryk for den samlede pengemængde (se likviditet).

Producenter, arbejdstagere og forbrugere efterspørger generelle byttemidler og dermed penge som følge af fordele ved deres anvendelse i bytteprocessen. Ønsket om billige byttemidler har medført, at først letomsættelige varer og siden sølv- og guldmønter er blevet erstattet med billigere mønter og sedler.

Anvendelsen af penge i form af sedler og mønter, der i sig selv er næsten værdiløse, er et socialt fænomen. Modtagelse af bestemte byttemidler kræver en forventning om andres accept af disse midler senere i bytteprocessen.

Økonomisk set er der stor interesse for at udstede og sætte sådanne billige penge i omløb til (en højere) pålydende værdi. Pga. denne seddel- eller møntningsgevinst samt usikkerhed om andres villighed til senere at honorere krav om indløsning har seddel- og møntudstedelse i nyere tid som regel i alle samfund været reguleret ved lov og samtidig forbeholdt centralbanken eller staten.