pengepolitik

pengepolitik, en centralbanks handlinger med henblik på at påvirke rente og likviditet på de finansielle markeder. Da statsgældens sammensætning af lån med forskellige løbetider og pålydende rentesatser kan påvirke de generelle rente- og kursforhold, foretages afgrænsningen til tider således, at pengepolitik omfatter alle offentlige foranstaltninger, som kan ændre den private sektors formuesammensætning. I modsætning hertil defineres finanspolitik som offentlige foranstaltninger, der gennem skatter og offentlige udgifter kan ændre størrelsen af den private sektors indkomst og formue.

Uanset forskellen mellem formuestørrelse og -sammensætning er der en nær forbindelse mellem penge- og finanspolitik. Således vil finanspolitikken almindeligvis påvirke renteforholdene. Omvendt vil pengepolitikken og dermed rentens højde have betydning for forrentningen af statsgælden og dermed for statsfinanserne. Pengepolitikken er et led i den almindelige økonomiske politik; på langt sigt antages den normalt kun at have indflydelse på prisniveauets højde (og i åbne økonomier derfor på den nominelle, men ikke den reale valutakurs). På kort og mellemlangt sigt kan en veltilrettelagt pengepolitik i tillæg til begrænsede ændringer i prisniveauet medvirke til at udjævne konjunktursvingninger, herunder udsving i produktion og beskæftigelse. En ustabil pengepolitik vil foruden at skabe inflation eller deflation kunne destabilisere produktion og beskæftigelse (og i åbne økonomier tillige den nominelle og som regel også den reale valutakurs).

Disse forhold har medført, at pengepolitikken i dag i mange lande (herunder Eurozonen, dvs. de lande, som deltager i den fælles pengepolitik i EUs Økonomiske og Monetære Union, ØMUen) har til opgave at sikre prisstabilitet, og først når dette hensyn er tilgodeset, at bidrage til en stabil udvikling i produktion og beskæftigelse. Ofte har centralbanken endvidere til opgave at sikre stabiliteten i den finansielle sektor ved fx i krisesituationer at foretage udlån og herved sikre likviditeten hos solvente banker. Gennem årene har opgavefordelingen varieret mellem hensynet til prisstabilitet, som bedst tilgodeses ved en regelbaseret pengepolitik, og ønsket om konjunkturudjævning, som pga. stød og forsinkelser i virkningerne kræver en mere skønsmæssig (diskretionær) pengepolitik.

Under det internationale guldfodssystem før 1. Verdenskrig var vægten entydigt lagt på et regelbaseret hensyn til prisstabilitet, idet centralbankens pligt til at købe og sælge guld til den fastsatte pris ikke gav den mange muligheder for regelafvigelser og initiativer med andre formål. I den politisk urolige mellemkrigsperiode skiftede vægtfordelingen flere gange. Efter 2. Verdenskrig lagde mange lande af hensyn til statsfinanserne og som følge af den store statsgæld i første omgang vægt på at fastholde et lavt renteniveau. Siden blev beskæftigelse og konjunkturregulering fremtrædende målsætninger. Efter sammenbruddet i Bretton Woods-systemets internationale samarbejde om faste valutakurser og den verdensomspændende inflation i forbindelse med OPEC-landenes olieprisforhøjelse i 1970'erne er vægten igen blevet flyttet til prisstabilitet, der dog ofte defineres som en inflation på 1-2% om året. For at fastholde denne prisstabilitet som målsætning er centralbanken i mange lande samtidig blevet gjort operationelt uafhængig af kortsigtede politiske interesser.

Den teoretiske diskussion om pengepolitikkens tilrettelæggelse har altid været stærkt påvirket af de aktuelle problemstillinger. På det teoretiske plan har man derfor på tilsvarende måde bevæget sig fra de klassiske økonomers og monetaristernes ønske om en stabil udvikling af pengemængden til sikring af prisstabilitet over keynesianernes skepsis med hensyn til pengepolitikkens effektivitet og siden ønske om en mere skønsmæssig (diskretionær) konjunkturregulering til nyklassikernes interesse for en politisk-økonomisk begrundet inflationsbias med tilhørende behov for en regelbaseret pengepolitik.