Saint-Denis

Saint-Denis, klosterkirke i det nordlige Paris, i forstaden Saint-Denis. Omkring midten af 600-t. grundlagde den merovingiske dronning Balthilde et kloster over det sted, hvor man mente, at Sankt Denis' grav lå. En senere tradition fortæller, at klostret blev grundlagt af den frankiske kong Dagobert 1. i ca. 630. Ifølge legenden led Denis, Paris' første biskop, martyrdøden i 200-t., og da han senere blev betragtet som Frankrigs skytshelgen, var det med til at styrke stedets omdømme. I 829 antog klostret Benediktinerreglen.

Kongernes rolle for klostret styrkedes i 1100-t. under abbed Suger, der var rådgiver for Ludvig 6. og Ludvig 7. Oriflamme og hovedparten af regalierne opbevaredes i Saint-Denis, og klostrets hovedopgave var forbønnen for nationen og kongerne.

Nybygningen af vestpartiet og koret i Saint-Denis fandt sted 1140-44 under abbed Suger; kirken blev et forbillede for de senere franske gotiske katedraler, se gotik (arkitektur). Vestpartiet udformedes med to tårne og tre portaler, der dekoreredes med søjlefigurer. En lys og åben struktur blev udformet med klerestoriets og korets vinduespartier. I sidste halvdel af 1200-t. blev kirkens langhus ombygget af Pierre de Montereau.

Siden slutningen af 500-t. er de merovingiske og senere de franske konger med få undtagelser blevet begravet i Saint-Denis; bemærkelsesværdige er især gravmælerne for Henrik 2. og Katarina Medici, udført af Germain Pilon og Francesco Primaticcio.