Romerriget - arkitektur

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

 

Romersk arkitektur bygger, som romersk kunst generelt, på det formsprog og de teknikker, romerne lærte at kende fra den græske verden. I de tidligere faser, dvs. indtil ca. 200 f.Kr., blev de ofte formidlet via etruskerne, fra tidlig tid stærkt påvirket af græsk kultur, nord for Rom. Fra ca. 200 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. blev arkitekturen udviklet af romerske arkitekter, og perioden er en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige i arkitekturhistorien. Denne udvikling var først og fremmest betinget af fremkomsten af den romerske beton, som muliggjorde byggerier af højhuse samt hvælv- og kuppelkonstruktioner, der tidligere havde været teknisk vanskelige eller umulige at opføre. Buekonstruktioner blev dog fortsat opført i selvbærende stenblokke, der holdt hinanden i spænd.

De ældste kendte romerske templer, fx det ældste Jupitertempel på Capitol, der ifølge traditionen blev indviet 509 f.Kr., er rent etruskiske, men i hellenistisk tid begyndte romerne at blande etruskiske og græske stilarter, byggeskik og materialevalg. Et eksempel er det velbevarede såkaldte Fortuna Virilis-tempel ved Tiberen i Rom, opført mod slutningen af 100-t. f.Kr. i tufsten på et højt podium. Kort efter, i begyndelsen af 1. årh. f.Kr., optræder den romerske arkitekturs første store blomstring med opførelsen af en række monumentale og originale tempelkomplekser i Mellemitalien: helligdommene for Fortuna Primigenia i Praeneste (nuv. Palestrina), for Hercules Victor ved Tibur (nuv. Tivoli) og for Jupiter Anxur ved Terracina. De mægtige, symmetriske tempelkomplekser udnytter voldsomme fald i terrænet til at opnå dramatiske visuelle effekter under anvendelse af et bestandigt varierende og eksperimenterende formsprog.

Den romerske beton (opus caementicium) blev udviklet af traditionel kalkmørtel med tilslag af småsten o.l., men opnåede først og fremmest sin styrke ved iblanding af puzzolan, en pulveriseret vulkansk bjergart fra Pozzuoli-området i Campanien, der dels gjorde blandingen hydraulisk, dvs. bevirkede, at den kunne størkne under vand, dels gav den en hidtil ukendt soliditet og elasticitet. Hvor mørtel hidtil havde fungeret som bindemiddel mellem bygningskvadre, kunne den romerske beton således anvendes strukturelt.

I Nemausus, nuværende Nîmes i Sydfrankrig, rejstes i ca. 20 f.Kr. dette tempel, nu kaldet Maison Carrée. Det blev få år senere tilegnet kulten for kejser Augustus' dattersønner, Gajus og Lucius. Templet, der måler 25×12 m, er et typisk romersk tempel, opført på et højt podium, således at adgang kun er mulig ad trappen. Forhallens søjlerække fortsætter hele vejen rundt, men bliver til halvsøjler langs selve cellaen; udformningen repræsenterer således en sammensmeltning af græsk og italisk-etruskisk tempelarkitektur.

Med det kolossale omfang af det offentlige byggeri i løbet af den sene republik og tidlige kejsertid udvikledes den nye beton-teknik fra 100-t. f.Kr. til fuldkommenhed i 1. og 2. årh. e.Kr. Mangfoldige konstruktioner af broer og havneanlæg, akvædukter og højhusbyggerier i op til i hvert fald 7-8 etager blev fra 1. årh. e.Kr. især opført i beton og skalmuret med brændte teglsten, hvilket til denne brug også var et relativt nyt materiale, der kunne masseproduceres billigt. Hidtil havde man overvejende brugt tilhugne natursten. Indtil Roms brand under kejser Nero i 64 e.Kr. havde sådanne lejlighedskomplekser overvejende været opført i bindingsværk. Massebyggeriet af nye lejekaserner efter branden gav mulighed for at perfektionere den nye teknik, skønt spekulationsbyggeriet i dårligere materialer fortsatte i byens slumkvarterer. De bedst bevarede eksempler på lejekaserner, dog kun bevaret i 2-3 etagers højde, ses i Roms havneby Ostia og er overvejende opført i 100-t. e.Kr. Den ældre tids byggeteknik med lave enfamilieshuse kan bedst studeres i Pompeji og Herculaneum, der blev begravet ved Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. En aldeles atypisk bolig, den bevarede fløj af kejser Neros Gyldne Hus (Domus Aurea) i Rom, opført kort efter byens brand, er et tidligt eksempel på den leg med konstruktion af kuppelhvælvede og polygonale rum, der blev gjort mulig med beton som byggemateriale. Det fandt desuden anvendelse til tempelbyggeri og gav et utal af muligheder for udformning. Det berømteste eksempel er Pantheon i Rom, opført i 120'erne e.Kr., med et gigantisk kuppelhvælv, støbt i beton, på knap 44 m i diameter. Med Pantheon var betonteknikken og den romerske arkitektur udviklet til fuldkommenhed, og senere byggerier, bl.a. de store kejserlige badeanlæg som Caracallas termer i Rom, påbegyndt 212 e.Kr., viser teknikken og dens muligheder i fuldt flor, men byder stilistisk og strukturelt kun på gentagelser.

Den romerske bys arkitektur er karakteriseret ved et sæt af bygningstyper af nogenlunde fast udseende og udformning. Romerske kolonier grundlagt på bar mark anlagdes med en ortogonal grundplan baseret på en romersk legionslejrs opbygning. Anlægget var kvadratisk med fire byporte; to hovedveje, en øst-vest- (decumanus) og en nord-syd-gående (cardo), krydsede vinkelret hinanden i centrum, og i dette kryds anlagdes byens torv (forum) med dets hovedtempel, oftest for Roms hovedgud, Jupiter, anbragt på torvets symmetriakse. De kvadratiske grundstykker og de derpå opførte lejekaserner, som afgrænsedes af fire gader, betegnedes insulae ('øer'). Termeanlæg byggedes overalt i Romerriget, også i dets græske dele, og der udvikledes i løbet af kejsertiden en karakteristisk arkitektur for sådanne anlæg, mest iøjnefaldende den runde eller polygonale koldtvandsafdeling (se termer). En anden karakteristisk romersk bygningsform er søjlehallen (basilikaen), der kendes fra 100-t. f.Kr. og bl.a. anvendtes til afholdelse af retssager samt rekreative formål. Teatre findes i to hovedudformninger: det halvcirkulære teater, en oprindelig græsk form, og det ellipseformede amfiteater, opstået som to teatre af græsk type, der var bygget sammen; det optræder først i den sene republik, og det tidligste kendte eksempel findes i Pompeji (ca. 80 f.Kr.), mens Rom først fik et permanent amfiteater 50 år senere. Den romerske verdens største amfiteater var Colosseum i Rom, indviet i 80 e.Kr. Teatret anvendtes til skuespil samt til gladiator- eller dyrekampe, hvis byen ikke havde et amfiteater, der udelukkende anvendtes til sådanne kampopførelser. Teatre og amfiteatre lå normalt i udkanten af byen eller lige uden for bymuren. Et karakteristisk eksempel på offentligt nyttebyggeri er endvidere akvædukterne, der forsynede byerne med rent vand, ofte over store afstande. Til Rom førte 11 store akvædukter med en længde på mellem knap 10 og 80 km, opført fra ca. 300 f.Kr. til begyndelsen af 200-t. e.Kr. Andre eksempler er Pont du Gard til Nemausus (nuv. Nîmes) i Frankrig og akvædukten til Caesarea i Judæa (Israel). Endelig kan nævnes de romerske (med enkelte hellenistiske forløbere) triumf- eller æresbuer, der egentlig var overdimensionerede statuebaser med en eller flere gennemgange; således i Rom Titusbuen (80-85 e.Kr.), Septimius Severus-buen (ca. 200 e.Kr.) og Konstantinbuen (315 e.Kr.). Monumentale eksempler kendes også fra provinserne, fx den firedobbelte bue (quadrifrons) i Leptis Magna fra omkring 200 e.Kr. Karakteristiske romerske bygningsformer ses desuden i gravarkitekturens mausoleer. I den sene republik samt tidlig kejsertid var specielt cylinderformen populær i monumentale mausoleer; de to største romerske gravbygninger er Augustus' og Hadrians mausoleer i Rom, sidstnævnte kendt som Castel Sant'Angelo.

Hvad angår boligarkitekturen, var den allerede nævnte højhusbebyggelse kun typisk for de få storbyer i kejsertidens Italien som Rom og Ostia med en stor befolkningstæthed. I mindre og mere typiske byer vedblev det italiske enfamilieshus, atriumhuset , at være karakteristisk for den mere velstående del af befolkningen. Derudover afhang boligarkitekturens udformning af lokale traditioner. Opbygningen af den romerske bondegård (villa rustica) var overvejende funktionelt bestemt. Eksempler på monumentale villaanlæg er kejservillaerne ved Tibur (nuv. Tivoli, se Hadrians Villa) og ved Piazza Armerina på Sicilien.

Den romerske monumentalarkitektur med dens rundbuer, hvælv- og kuppelkonstruktioner levede i mindre målestok videre i Vesteuropa, hvor den fik stor betydning for karolingisk og romansk arkitektur. Et mere direkte og monumentalt efterliv fik arkitekturen derimod i Det Byzantinske Rige, hvor fx Sofiakirken i Konstantinopel (Istanbul) fremviser de imponerende kuppelkonstruktioner. I en vis udstrækning fortsatte stilen i den islamiske arkitektur, herunder den osmanniske, der på mange områder overtog arven efter Det Byzantinske Rige. Arkitekten og ingeniøren Vitruvius fik med sit værk De Architectura fra 1. årh. f.Kr. gennemgribende betydning for den europæiske arkitektur fra renæssancen og fremefter.

Læs mere om Romerriget.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

I Nemausus, nuværende Nîmes i Sydfrankrig, rejstes i ca. 20 f.Kr. dette tempel, nu kaldet Maison Carrée. Det blev få år senere tilegnet kulten for kejser Augustus' dattersønner, Gajus og Lucius. Templet, der måler 25×12 m, er et typisk romersk tempel, opført på et højt podium, således at adgang kun er mulig ad trappen. Forhallens søjlerække fortsætter hele vejen rundt, men bliver til halvsøjler langs selve cellaen; udformningen repræsenterer således en sammensmeltning af græsk og italisk-etruskisk tempelarkitektur.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+363845.801.svg (439.83 kB)

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
26/08/2009
Oprindelig forfatter
IG
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki