Romerriget - teater

Romersk teater var i høj grad en efterligning og udvikling af det græske teater, både i dramatikken og den ydre fremtræden. Dog var atellaner-farcerne af indenlandsk oprindelse; disse var burleske spil med fire faste karaktertyper: Pappus, Bucco, Maccus og Dossenus. Farcerne holdt sig i hele romertiden. Tragedie og komedie blev introduceret ca. 240 f.Kr. Senere kom genrer som pantomime og mime til. Ikke mindst mimen fik med sin spektakulære form en dominerende position.

Til at begynde med blev der spillet på interimistiske teatre, opført til lejligheden. Det gjaldt i de sidste par århundreder f.Kr., bl.a. i komediedigterne Plautus' og Terents' storhedstid. Først ca. 55 f.Kr. fik byen Rom med Pompejusteatret et fast teater med ca. 10.000 pladser. Den romerske teaterform spredtes over hele riget som en naturlig del af den civilisation, som romerne bragte med sig. Hvor det græske teater som regel var placeret i en naturlig hulning i landskabet, var det romerske ofte opført fra grunden. Tilskuerpladserne var trappevis anlagt i halvcirkelform. Foran scenen lå den halvcirkelformede orchestra, som i græsk teater var korets danseareal, men her anvendtes til hæderspladser; korets rolle var i romersk teater stærkt reduceret. Bag den hævede scene rejste sig scaenae frons, en vældig og pompøst ornamenteret facade med tre indgange.

Der var en udbredt brug af masker, som umiddelbart karakteriserede personerne. De anvendtes ikke i fx mimen, der som noget specielt omfattede kvindelige skuespillere. Skuespillerprofessionen blev generelt forbundet med ufrihed og æreløshed.

Læs videre om naturvidenskab og teknologi i romerriget eller læs om romerriget generelt.