håndskrift

Håndskriftsamlinger

indeholder fortrinsvis håndskrifter af litterær, personalhistorisk eller bredere kulturhistorisk art, mens statslige og andre offentlige dokumenter samt håndskrevne kilder til politisk historie oftest opbevares i arkiver.

Med bogtrykkunstens opfindelse blev den trykte bog det primære medie for formidling af tekster, og den håndskrevne codex mistede sin status som brugsbog. Dermed ændredes også indholdet af håndskriftsamlingerne, der nu ikke alene kom til at rumme egentlige bøger skrevet i hånden, men også andre typer af håndskrevne kilder, fx digtermanuskripter, musikmanuskripter, dagbøger, breve og privatarkiver.

Siden oldtiden er håndskriftsamlinger blevet etableret privat og offentligt ved afskrivning af tekster, ved køb og donationer, undertiden suppleret ved tyveri. Adskillige private håndskriftsamlinger er i nyere tid blevet opkøbt eller på anden måde erhvervet af offentlige biblioteker, der også har opsuget betydelige samlinger fra klostre.

Det har som oftest givet håndskrifterne et mere stabilt hjemsted end i private samlinger, men også offentlige samlinger har skiftet ejere, fx ved at blive taget som krigsbytte; andre er gået tabt på grund af brand eller andre ulykker, således da Universitetsbiblioteket i 1728 brændte sammen med store dele af København.

Et usædvanligt ejerskifte fandt sted, da et stort antal islandske håndskrifter ved lov af 1971 af den danske stat successivt blev overdraget Island som gave.

De fleste håndskriftsamlinger udgør nu separate dele af offentlige biblioteker med forpligtelser over for forskning og kulturarv, bl.a. national- og universitetsbiblioteker.

De vigtigste samlinger i Norden befinder sig i Reykjavík (Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi), Uppsala (Universitetsbiblioteket), Stockholm (Kungliga biblioteket) og København (Det Kongelige Bibliotek).