EU-Kommissionen

EU-Kommissionen, Europakommissionen, forsamling bestående (2009) af 27 uafhængige kommissærer, én fra hvert af EU's medlemslande. Kommissærerne er politikere, ikke embedsmænd, og har som regel en politisk baggrund i deres hjemland. Kommissærerne vælges af medlemsstaternes regeringer, men de må ikke efter udnævnelsen tage mod instruktioner fra deres respektive hjemlande, og de skal handle i hele Fællesskabets interesse.

Kommissionen fordeler de forskellige ansvarsomrÃ¥der mellem de enkelte kommissærer. Kommissionen har et næsten fuldstændigt initiativmonopol foruden væsentlige kontrolforpligtelser over for medlemsstaterne. 

Enhver stat, der tiltræder EU, har ret til at få et medlem af Kommissionen. Ved Amsterdamtraktaten fik Europa-Parlamentet tildelt en vigtig rolle, idet Parlamentet skal godkende Ministerrådets indstilling om udpegning af kommissionsformanden og den øvrige kommission.

Ved Nicetraktaten er kommissionsformandens rolle blevet styrket, idet et kommissionsmedlem skal træde tilbage, hvis formanden efter kollegiets godkendelse anmoder herom.

Ved Lissabontraktaten knyttes resultatet af valget til Europa-Parlamentet direkte sammen med valget af Kommissionens formand. Samtidig oprettes en stilling som næstformand for Kommissionen med ansvar for eksterne forbindelser. Denne skal med titlen EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samtidig være Det Europæiske Råds bemyndigede i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Kommissionen var ramt af en skandale i 1999, da en uafhængig ekspertkomite offentliggjorde en rapport om svig og forsømmelser. Siden da har Prodi-Kommissionen i 2000 vedtaget et adfærdskodeks og igangsat et reformprogram, der omfatter centrale områder af Kommissionens administration, og som er videreført af Barroso-Kommissionen efter 2005. Se også EU.