En EU-kommissær er et medlem af EU-Kommissionen. Siden 2005 har kommissionen bestået af én kommissær fra hvert medlemsland, formanden medregnet. Siden Storbritanniens udtrædelse af EU har der været 27 kommissærer

Før 2005 havde de fem største medlemslande hver to kommissærer, men Amsterdamtraktaten udløste, at de hver især afgav den ene.

Kommissærrollen

En EU-kommissær skal kun varetage EU's fælles interesser. De må på ingen måde modtage instrukser fra sine respektive nationale regeringer, hvilket i praksis kan være svært fuldstændig at overholde. Før 2005, da de store lande hver havde to kommissærer, var disse som regel karrierepolitikere fra de største politiske partier.

Kommissionsformanden

Formanden for EU-kommissærerne har fået en særlig status i de senere år. Oprindelig var formanden blot én kommissær blandt flere, men ret hurtigt blev det sådan (senere også rent formelt), at kommissionsformanden fik en stor rolle at spille.

I dag skal kommissionsformanden udpege kommissærerne til de forskellige ressortområder efter konsultation med medlemsstaterne. Tidligere lå denne opgave hos medlemsstaternes repræsentanter, der på det, man kaldte de lange knives nat, fordelte de kommissærposterne.

Udpegelserne sker i samarbejde mellem kommissionsformanden og medlemsstaterne, men i sidste ende og i tilfælde af uenighed er det kommissionsformanden, som tager sig af dette.

Jacques Delors og Walther Hallstein

Man taler normalt om to store kommissionsformænd, og her tænker man på Jacques Delors og Walther Hallstein. Sidstnævnte sad på posten fra 1958 til 1967, og han skabte afgørende stiafhængigheder for Kommissionens senere arbejde. Det var ham, som fik slået Kommissionens rolle fast som den magtfulde institution, vi kender i dag. Han mødte en masse modstand, og når den franske præsident, Charles de Gaulle med slet skjult foragt talte om fædrelandsløse eurokrater, tænkte han især på Hallstein.

Jacques Delors var den anden store formand og sad i ti år. Han spillede en stor rolle i at få gang i integrationsprocessen, der særligt efter oliekrisen i 1973 var gået i stå. Han kom til i 1985 og satte gang i Indre Markedsprocessen og Maastrichttraktaten. Han så helt klart potentialet i spill-over effekten og opfattede sig selv som den nye Jean Monnet. Han var retorisk tydeligt neofunktionalist.

Danmarks EU-kommissærer

Danmarks første EU-kommissær i 1973 var Finn Gundelach, der som diplomat i Udenrigsministeriet havde været med til at forhandle det danske medlemskab af det daværende EF på plads. Siden har de danske EU-kommissærposter været besat af danske politikere med ministererfaring.

Danmarks anden EU-kommissær var således socialdemokraten Poul Dalsager, der i 1981 fik posten som landbrugskommissær med baggrund i en dansk ministerpost for samme område.

I 1985-1995 var tidligere finansminister og formand for Venstre, Henning Christophersen (Venstre) EU-kommissær med det finansielle område og EU-budgettet som ansvarsområde.

Ritt Bjerregaard (Socialdemokratiet) blev derefter miljøkommissær 1995-1999 efter at have haft flere forskellige ministerposter i diverse regeringer.

Hun afløstes af udviklingsminister Poul Nielson (Socialdemokratiet), som blev EU-kommissær for EU’s udviklingspolitik frem til 2004, hvorefter tidligere landbrugsminister Mariann Fisher Boel (Venstre) varetog posten som EU-landbrugskommissær indtil 2009.

I 2009 blev klimaminister Connie Hedegaard (Konservative Folkeparti) udpeget til EU-klimakommissær.

Connie Hedegaard blev erstattet af Margrethe Vestager (Radikale Venstre) i 2014, som gik fra at være økonomiminister til at være EU-kommissær med ansvar for konkurrencepolitikken.

Traditionen i Danmark er, at der er en betydelig sammenhæng mellem det område, man har ministererfaring med og det område, man bliver kommissær for.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig