EU - 2.1. Kompetencer og lovgivningsprocessen

På Maastrichttraktatens 1. søjleområde har medlemslandene overladt lovgivende, administrative og dømmende beføjelser til Unionens institutioner. 1. søjleområdet er det samarbejdsområde, der dækkes af de tre oprindelige traktater, EF-Traktaten, EKSF-Traktaten og EURATOM. Institutionerne kan til gengæld på dette område kun handle inden for rammerne af de beføjelser, som konkret er tillagt dem.

EU-institutionernes kompetence til at lovgive er både kvantitativt og kvalitativt begrænset; de kan alene lovgive på de områder og på den måde, som kan udledes af Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, og de har ikke generel adgang til at fastsætte nye adfærdsregler på noget som helst område. Det er senest understreget ved indføjelse i Maastrichttraktaten af subsidiaritetsprincippet, nærhedsprincippet; ifølge det skal Fællesskabet på områder, hvor det ikke har enekompetence, fx landbrugsområdet, kun handle, hvis den påtænkte handling kan gennemføres bedre på fællesskabsplan end nationalt.

Et andet væsentligt særkende på 1. søjleområdet er, at EU-landene og institutionerne generelt er retligt forpligtede dels til at samarbejde loyalt med henblik på at opfylde Traktatens bestemmelser, dels til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, for at vedtagen lovgivning kan finde anvendelse i praksis, samt afholde sig fra at bringe samarbejdets målsætninger i fare. Det er navnlig med henvisning hertil, at EF-Domstolen har fastslået princippet om fællesskabsrettens forrang for national ret, princippet om visse reglers direkte virkning og AETR-princippet. Ved sidstnævnte forstås, at EU har kompetence til at forhandle og indgå aftaler med tredjelande på områder, hvorpå der er vedtaget lovgivning i fællesskabsregi, og tilsvarende, at medlemslandene er afskåret herfra.

Samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, søjle 2, og om retlige og indre anliggender, søjle 3, har efter Maastrichttraktaten en anden karakter end samarbejdet på 1. søjleområdet. Der er her tale om et mere traditionelt mellemstatsligt samarbejde EU-landene imellem, der på disse områder ikke har overladt selvstændige beføjelser til EU-institutionerne. Det indebærer bl.a., at Kommissionens og Parlamentets deltagelse i samarbejdet er væsentlig mere begrænset, end tilfældet er på 1. søjleområdet, og at EF-Domstolen som udgangspunkt ikke har kompetence på disse områder.

Læs mere om Lovgivningsprocessen på 1. søjleområdet og om EU generelt.