EU - EU-Domstolen

består i 2012 af 27 dommere, én fra hvert medlemsland, og er ligesom EU-Kommissionen en uafhængig fællesskabsinstitution. Dommerne udpeges af medlemslandenes regeringer for seks år med mulighed for forlængelse. Domstolen er inddelt i kamre og bistås af otte generaladvokater, der har til opgave at fremsætte begrundede forslag til afgørelse i de sager, der forelægges Domstolen.

Til dommere og generaladvokater vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som i deres hjemland enten opfylder betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder, eller som har juridiske kvalifikationer, der er almindeligt anerkendte. Dommernes rådslagninger og afstemninger er hemmelige, og der afgives ikke dissens.

Domstolen har som dømmende myndighed den endelige kompetence til at værne om dels lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EF-Traktaten, dvs. Unionstraktatens 1. søjle, dels ny lovgivning, der vedtages inden for rammerne af dette samarbejde. Domstolen skal påse, hvis den bliver inddraget, at de øvrige institutioner og medlemslandene overholder EF-Traktaten og afledet ret.

I tilknytning til Domstolen er oprettet Retten i Første Instans, som træffer afgørelse i første instans i sager, der er anlagt af borgere eller virksomheder, dvs. navnlig konkurrencesager og personalesager. EU-Domstolen og Retten i Første Instans har sæde i Luxembourg. Domstolen fik med Amsterdamtraktaten også en vis kompetence på områder under Søjle 3, dvs. politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager. Domstolen har her fået mulighed for at afgøre konflikter mellem medlemslandene eller mellem medlemslandene og Kommissionen om fortolkning og anvendelse af vedtagne forholdsregler under søjle 3.

Med Nicetraktaten fik Domstolen desuden udvidet sit kompetenceområde til at omfatte tvister om EU-patenter. Yderligere blev indskrevet en mulighed for, at Rådet kunne nedsætte særlige retsinstanser for at aflaste Domstolen og Retten i Første Instans. Muligheden er i 2004 blevet udnyttet til at oprette en særlig ret for EU-personalesager med ikraftræden i 2005. Afgørelser fra denne særlige ret kan påklages til Retten i Første Instans. For præjudicielle spørgsmål gælder dog, at det kun er domstole i de medlemslande, der gennem en erklæring har godkendt denne kompetence, der kan bede Domstolen om en fortolkning. Denne begrænsning var Storbritanniens betingelse for at gå med til udvidelsen af Domstolens kompetence på dette felt.

Domstolen har stadig ikke kompetence fsv. angår det samarbejde, som foregår på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område (søjle 2). I konventioner, som måtte blive udarbejdet inden for rammerne af samarbejdet i Traktatens 3. søjle, kan medlemslandene imidlertid konkret bestemme, at Domstolen skal have kompetence til at fortolke en given konventions bestemmelser og træffe afgørelser om tvister vedrørende bestemmelsernes anvendelse.

EU-domstolen blev grundlagt i 1952 som EF-domstolen, men fik sit nuværende navn pr. 1.12.2009.

Læs mere om EU-Revisionsretten og EU generelt.