EU - 7.1. Social- og arbejdsmarkedspolitik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Social- og arbejdsmarkedspolitik forstås i EU-sammenhæng bredt som politiske forsøg på at sikre arbejdskraftens fri bevægelighed og lønmodtagerne acceptable arbejdsmæssige og sociale betingelser. EU-landenes samarbejde er udsprunget af et politisk ønske om at skabe en række mindsterettigheder på arbejdsmarkedet, en "social sokkel", som kan give lønmodtagerne tryghed, og som skal ses som et vigtigt velfærdselement i en "europæisk socialmodel". Der er indtil videre fastlagt bestemmelser om arbejdsmiljø, afskedigelser, medbestemmelse og information, arbejdstid, ligebehandling, kønsmæssig ligestilling, anti-diskrimination og forholdet mellem arbejdsmarkedets parter.

Romtraktaten havde ganske vist art. 117 om socialpolitik, der omtalte gode arbejdsbetingelser, men socialpolitikken skulle oprindelig benyttes til frem for alt at sikre, at der ikke kom forstyrrelser af markederne. Det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde kom først for alvor igang fra slutningen af 1980'erne i tilknytning til planerne om etablering af det indre marked; her argumenterede kommissionsformand Jaques Delors fra starten for, at det indre marked skulle følges af "en social dimension". Gennem de seneste ti års udvikling har social- og arbejdsmarkedpolitikken fået en mere fremskudt placering i EU-systemet, ligesom etablering af den europæiske beskæftigelsesstrategi fra 1998 og Lissabonstrategien fra 2000 har sat fælles mål og sigtelinjer ind i social- og arbejdsmarkedsindsatserne.

Med etablering af fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital har den europæiske fagbevægelse frygtet, at der vil opstå "social dumping" i EU, dvs. at virksomhederne vil begynde at konkurrere på dårlige sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder for lønmodtagerne. Et forslag til servicedirektiv fra kommissionen i 2004 er derfor i 2006 blevet ændret, så det fastslås, at arbejde i EU alene skal kunne udføres på værtslandets løn- og arbejdsvilkår og ikke på et firmas hjemlige løn- og arbejdsvilkår.

Det Sociale Charter

Efter pres fra faglige organisationer og fra Jaques Delors nåede medlemslandene i 1989 til enighed om Det Sociale Charter. Heri blev det tilkendegivet, at alle lønmodtageres sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder skulle være en central del af grundlaget for medlemslandenes samarbejde. Chartret har imidlertid ingen bindende virkning, men det signalerede medlemslandenes politiske vilje til samarbejde på området. I chartret tillægges lønmodtagerne i EU-landene en række rettigheder inden for områder som organisationsret, kollektive forhandlinger, sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne, rimelig løn og ferie, informations- og høringsrettigheder mv. Desuden fastslår Det Sociale Charter, at der skal sikres ligestilling på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, at børn og unge skal beskyttes på arbejdspladserne, og at handicappede skal søges integreret i virksomhederne.

Det Sociale Charter blev ikke accepteret af alle medlemslande. Storbritannien afviste at tilslutte sig og har da også generelt været det af EUs medlemslande, der har været mest modvillig over for at intensivere det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde. Det kom igen til udtryk, da Storbritannien i 1991 ved forhandlingerne om Maastrichttraktaten benyttede sig af en mulighed for ikke at deltage i et tættere samarbejde på området. De øvrige 11 EU-lande indgik i stedet en social protokol, som skitserede principperne for det fortsatte samarbejde, og først da Storbritannien i 1997 opgav deres særstandpunkter på området, kunne Det Sociale Charter danne basis for politiske initiativer.

Med afsæt i nye regler for Ministerrådet om beslutninger med kvalificeret flertal på en række områder har det gennem 1990'erne været muligt at få vedtaget direktiver af betydning for lønmodtagerne, bl.a. om europæiske samarbejdsudvalg og rammeaftaler om forældreorlov og deltidsarbejde. Ligeledes fik Ministerrådet ved Amsterdamtraktaten ret til at tage initiativer til at bekæmpe ikke blot fattigdom, men også social eksklusion, dvs. udstødning fra arbejdsmarkedet. Fra 1995 blev det prioriteret at sætte mål for beskæftigelsen, og fra 1998 blev den europæiske beskæftigelsesstrategi sat i værk. Den indebar udarbejdelse af årlige, nationale beskæftigelsesplaner, fra 2005 som del af de nationale reformprogrammer. Hvor Amsterdamtraktaten placerede socialpolitik som et centralt politikområde i EU, kom den europæiske beskæftigelsesstrategi således reelt til at sætte dagsordenen. Og med introduktionen i 1999 af den åbne koordinationsmetode (se Lissabonstrategien) som ny styringsform, hvor der kan udfyldes sprækker mellem fælles EU-bestemmelser og nationale traditioner, fik EU lavet en institutionel ramme for øget social- og arbejdsmarkedspolitisk indsats.

Arbejdsmarkedets organisationer

Arbejdsmarkedets parter, i EU-terminologi de sociale partnere, har på europæisk plan været stærkt involveret i det social- og arbejdsmarkedspolitiske samarbejde gennem den såkaldte sociale dialog, som blev iværksat i midten af 1980'erne på foranledning af Jacques Delors. Målet har været og er at få arbejdsmarkedets parter til i fællesskab at indgå bindende aftaler eller kollektive overenskomster, hvorigennem de skal søge at regulere forholdene på det europæiske arbejdsmarked. I de enkelte medlemslande spiller de nationale fag- og arbejdsgiverorganisationer en væsentlig rolle ved fastlæggelse af løn- og arbejdsvilkår, og EU-Kommissionen har ønsket at udvikle lignende former for partsregulering på europæisk plan. Det sker nu både i form af en generel social dialog og i form af sektorinddelte branchevise dialoger i 31 komiteer.

Tre partsorganisationer deltager som centrale aktører i den generelle sociale dialog. UNICE, Union des Industries de la Communauté Européenne, (Unionen af industri- og arbejdsgiverorganisationer i EU), repræsenterer arbejdsgiver- og industriinteresser på europæisk plan sammen med CEEP, Centre Européen de l'Entreprise Publique, (Det Europæiske Center for Offentlige Institutioner), der repræsenterer offentlige arbejdsgiverinteresser. ETUC, European Trade Union Confederation, (Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS), repræsenterer generelle lønmodtagerinteresser på europæisk plan; ETUC repræsenterer mere end 60 mio. medlemmer.

Organisationerne på det europæiske arbejdsmarked fik en række bemærkelsesværdige rettigheder i forbindelse med Maastrichttraktaten, der fastslog den sociale dialogs store potentiale. De sociale partnere har fået mulighed for at indgå europæiske kollektive overenskomster, der kan erstatte EU-Kommissionens forslag til EU-lovgivning, og de har fået ret til at blive konsulteret ved nye initiativer.

Anden arbejdsmarkedsregulering i EU-regi

Siden begyndelsen af 1990'erne er der kommet EU-regulering på en række ny felter inden for social- og arbejdsmarkedsområdet. Reguleringen er fra 1995 blevet skubbet fremad af nyvedtagne flerårige sociale dagsordener; i 2005 trådte en ny femårig social dagsorden i kraft. Fx vedtog medlemsstaterne i 1994 et direktiv, der bl.a. medførte oprettelse af europæiske virksomhedsråd i transnationale selskaber; det skulle sikre, at lønmodtagere i multinationale selskaber informeres og høres på tværs af nationalstaternes grænser. Og i begyndelsen af 2000-t. indførtes medarbejderindflydelse i virksomheder, der lader sig registrere som Europæiske Selskaber. Tilsvarende foregår der en meget omfattende EU-regulering på arbejdsmiljøområdet, hvilket bl.a. skal sikre, at virksomheder i det indre marked kun i begrænset omfang kan konkurrere på dårligt arbejdsmiljø. Regulering af arbejdsmiljøet er blevet en del af programmet for udvikling af det indre marked, og med fremkomsten af nye risici og ændret arbejdspraksis er der behov for vedvarende indsatser, som fx REACH-aftalens regulering af brug af kemikalier i produktionen (se forsigtighedsprincip).

Samarbejdet i EU har betydet, at Danmark på en række arbejdsmarkedsområder har EU-relateret lovgivning; det gælder fx kollektive afskedigelser, ligestilling og ligeløn og virksomhedsoverdragelse. På arbejdsmarkedet har parterne søgt at indskrive direktivstof i de kollektive overenskomster, men fra 2003 har det været klart, at direktiver ikke kan implementeres i Danmark alene ad overenskomstvejen, men fordrer supplerende lovgivning. Den særlige danske aftalemodel kan således stadig fungere, når der dels sker indarbejdelse af øget EU-regulering i de kollektive aftaler, dels suppleres med lovgivning for de lønmodtagere, der ikke er dækket af kollektive overenskomster.

Fremtidig social- og arbejdsmarkedspolitik

Udvidelsen af EU i 2004 med ti lande, heraf otte central- og østeuropæiske, har vanskeliggjort dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken, fordi der er store forskelle i niveauet på disse områder i de nye medlemslande og resten af EU. Der vil ikke kunne skabes ensartede forhold på arbejdsmarkeds- og socialområdet i de 25 EU-lande, så der skal dels sættes minimumsstandarder, dels findes måder, hvorpå de sociale standarder kan hæves. Social dialog er også vanskelig i de nye medlemslande, da der de fleste steder ikke findes et udbygget organisations- og aftalesystem, der kan sikre gennemførelsen af forhandlede løsninger. Men regionale forskelle i EU søges mindsket, og for at sikre den økonomiske og sociale sammenhængskraft i EU som helhed søges hen ad vejen skabt sammenlignelige sociale betingelser for lønmodtagerne i alle medlemslande.

På Nice-topmødet i december 2000 blev der vedtaget en række individuelle rettigheder for alle lønmodtagere i EU, og dermed er et socialt medborgerskab blevet programsat. Det Sociale Charter fungerer ligeledes som fortolkningsredskab for EF-Domstolen, der aktivt søger at fremme rettighedstanken i en moderniseret europæisk socialmodel. Den kommer fremover til at trække stærkt på horisontale reguleringsmetoder som den åbne koordinationsmetode og social dialog, således at EU-traditionen for hård lovgivning kan søges forenet med blød regulering.

Samlet kan man sige, at området præges af en forsigtig EU-Kommission som politikdannende center, en domstolspræget regulering og stærke bånd til udviklingen af det indre marked; det gør det sandsynligt, at tiltag, der fremmer markedseffektivitet, vil få lige så megen vægt som tiltag, der fremmer sociale og arbejdsmæssige mål.

Læs videre i artiklen om associering og forhold til tredjelande eller om EU generelt.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
BlochP
11/08/2009
Redaktionen
25/03/2009
Ekspert
kimbrer
Oprindelig forfatter
HeJoe
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki