Kaj Birket-Smith, 20.1.1893-28.10.1977, dansk etnograf, søn af Sophus Birket-Smith. Som magister i geografi deltog han i 1921-23 i Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition; her lagdes grunden til hans livslange interesse for eskimofolket (inuit).
Birket-Smith erhvervede 1929 doktorgraden på en afhandling om canadiske rensdyreskimoer og fik s.å. ansættelse ved Nationalmuseet, hvor han 1940-63 var leder af Etnografisk Samling. I 1927 havde han udsendt bogen Eskimoerne, der i alment tilgængelig form beskriver eskimokulturen fra Grønland til Alaska.
Mest berømt som formidler blev Birket-Smith dog med sin verdensomspændende Kulturens Veje (1941-42; 3. forøgede udg. 1966-67). Dette værk, der er oversat til adskillige sprog, øvede i 1950'erne stor indflydelse, også internationalt, med sit sobre sammenlignende perspektiv på menneskehedens forskelligartede kulturprodukter. Snart blev dette etnologiske perspektiv imidlertid tilsidesat af nyere antropologiske teorier.
Birket-Smiths mangesidede indsats var af afgørende betydning for etnografiens og antropologiens udvikling i Danmark. I 1945 fik han oprettet faget etnografi som universitetsstudium, og som den første lektor i faget ved Københavns Universitet uddannede han 1945-63 det første danske kuld etnografer. Birket-Smith var fra 1951 medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki