• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

punk

Oprindelige forfattere CRLa og Otto Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23642/=ud_a_230523.mp3?revision=1

punk, livsstil, opstået i Storbritannien, fra midten af 1970'erne udbredt blandt mange europæiske unge, der igennem en ny og provokerende musikstil og i påklædning og udseende udtrykte deres oprør og foragt for pænheden og det etablerede borgerskab. Punken, der i sit udgangspunkt var anti-autoritær og anti-social, var i begyndelsen især et arbejderklassefænomen, men senere fik bevægelsen også udbredelse hos middelklassens unge.

Ordet punk er et amerikansk/engelsk slangord med flere betydninger, bl.a. 'uduelig person, ung bølle, nybegynder, trækkerdreng'; ordet er af uvis oprindelse.

Med slagord som "No future" gav punkerne udtryk for ligegyldighed for både sig selv og deres omverden, men fra omkring 1980 politiseredes punkbevægelsen i anarkistisk retning; i Danmark gik et antal ind i BZ-bevægelsen. Kulturelt gjorde punken sig især bemærket inden for musikken, men også andre kunstarter blev påvirket; således regnes Michael Strunges tidlige produktion for punk-lyrik. På trods af sin fjendtlige holdning til modeindustrien blev punken selv tidligt gjort til mode, hvorved dens provokerende udtryk blev tømt for sin oprindelige mening.

Punkmusikken

Punkmusik opstod parallelt hermed i England, hvor den i sin mest rendyrkede form allerede ebbede ud omkring 1978. Stilen var energisk, rå og kraftig guitarrock uden soli, korte numre, parallelførte akkorder, vrængende sang, socialrealistiske tekster og provokerende (scene)optræden. Mest kendt blev bandet Sex Pistols, hvis image var udtænkt af den situationistinspirerede iscenesætter Malcolm McLaren (f. 1946). Andre bands var The Clash, The Damned, The Stranglers, Generation X, X-Ray Spex og The Slits. Stilistisk byggede musikken på 1960'ernes hyperrealistiske rock, som den blev fremført af bl.a. MC 5, The Stooges, The New York Dolls og The Velvet Underground.

Punkmusikerne fremhævede mangel på musikalsk kompetence som garanti for ægthed i udtrykket. På punkscenen var publikum deltagere på lige fod med musikerne. Denne demokratisering af musikmiljøet kom også til udtryk via de mange hjemmeproducerede musikmagasiner, lavet af og til fans, fanzines, og de nye uafhængige pladeselskaber, indies. Punkmusikken blev i England afsæt for den montageprægede indiemusik.

Den amerikanske punkrock var mere sofistikeret, avantgardistisk og intellektuel end den engelske. Her var tale om en musikscene, der udfoldede sig omkring klubberne CBGB og Max og som talte kunstnere som Patti Smith, Talking Heads, Television og The Heartbreakers, der alle eksperimenterede med at rendyrke og minimere rockens udtryk. Også i Danmark slog punkmusikken an. Grupperne No Knox, Lost Kids og Sods (se Sort Sol) var blandt de første danske punkbands, hvoraf flere kan høres på lp'en Pære Punk (1979).