Henrik Steffens

© Frederiksborgmuseet

Henrik Steffens, der gennem sine forældre var af hollandsk og dansk afstamning, blev født i Norge og flyttede som seksårig til Danmark, hvor han boede 1779-96 og 1802-04. Derefter udfoldede han sit virke i Tyskland, hvor han boede i mere end 40 år. Maleri af C.A. Lorentzen, udført i 1804 kort før Steffens' afrejse til professoratet i Halle; Frederiksborgmuseet.

Henrik Steffens, Henrich eller Heinrich Steffens, 1773-1845, dansk-tysk filosof, naturforsker og forfatter; fætter til N.F.S. Grundtvig.

Henrik Steffens blev født i Stavanger i Norge, kom til Danmark i 1779 og boede og virkede i Tyskland fra 1804. Han uddannede sig i København til mineralog og geolog og tog i 1794 som den første en naturvidenskabelig eksamen. Samme år indførte han den antiflogistiske kemi i Danmark, inspireret af A.L. de Lavoisier.

Ved læsning af Baruch Spinoza og under inspiration fra F.W.J. Schelling blev han en lidenskabelig tilhænger af den romantiske naturfilosofi, som fandt en dynamisk enhed bag naturens mangfoldighed ("natur som synlig ånd og ånd som usynlig natur").

Ved ophold i først Kiel, siden Jena, Berlin og Freiberg knyttede han forbindelse til de tyske romantikere og studerede geologi ved bjergværksakademiet i Freiberg hos tidens berømte geolog Abraham Gottlob Werner.

Resultatet blev hovedværket, Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde (1801, Bidrag til Jordens indre naturhistorie), som vakte romantikernes begejstring, men kritiseredes af mere nøgterne naturforskere.

I 1802 vendte Henrik Steffens tilbage til København og holdt en forelæsningsrække på Elers' Kollegium i København, hvis første, introducerende del han udgav som Indledning til philosophiske Forelæsninger (1803; genudg. 1996). Hans virke vakte ikke udelt begejstring hverken hos magthaverne, som anså ham for en fantast, eller hos tilhørerne.

Først år efter erkendte fx F.C. Sibbern og Grundtvig, hvilken betydning Henrik Steffens' optræden havde haft for deres udvikling. Under sit ophold i København traf Steffens den unge digter Adam Oehlenschläger, som efter en inspirerende natlig samtale med Steffens skrev den danske romantiks hovedværk, digtet "Guldhornene".

I 1804 blev Henrik Steffens professor i filosofi, mineralogi, fysiologi og naturhistorie, først i Halle og fra 1811 i Breslau. Med professoraterne var hans tid som "lynildsmand" (Grundtvigs udtryk), dvs. som inspirator og opvækker, forbi, og hans senere filosofiske, naturvidenskabelige og religiøse værker vakte langt mindre opmærksomhed end hans naturfilosofiske hovedværk fra 1801.

Med årene ændrede hans romantiske livssyn sig til positiv kristendom. Sit livsforløb beskrev han i det store erindringsværk Was ich erlebte (1840-44, Hvad jeg oplevede, 1840-45).

1936-42 og 1967-2005 er den nordisk rettede Henrik-Steffens-Preis blevet uddelt.