relativisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

relativisme, generel opfattelse af, at normer, synspunkter, værdier o.l. kun har gyldighed for eller kun kan vurderes i forhold til noget lokalt, det være sig en bestemt persons, gruppe af personers eller en kulturs meninger, holdninger, livsform, begrebssystem o.l.

Relativistiske synspunkter kendes fra den græske oldtid. Berømt er homo mensura-sætningen, som Platon tillagde sofisten Protagoras: Mennesket er alle tings målestok: For de værende ting, at de er, for de ikke-værende, at de ikke er. Relativisme har ofte været motiveret af forekomsten af uforenelige livsformer eller moralopfattelser og udmøntes da ofte i kulturrelativisme, som indebærer, at (1) det er en tilfældighed, hvis der findes universelt accepterede normer for rationalitet, godhed, sandhed, og at (2) personers handlemåder og synspunkter kan eller bør kun vurderes i forhold til de pågældende personers normer. I den form har mange knyttet relativisme sammen med en pluralistisk, tolerant indstilling. Erkendelsesteoretisk relativisme indebærer foruden accept af (1) også, at (3) viden, rationalitet og begrundelse kun er mulige i forhold til en gruppes standarder eller principper, at (4) der ingen substantiel skelnen er mellem at anse noget for at være rationelt osv., og at det er rationelt, at (5) det er umuligt at argumentere for, at en gruppes standarder er at foretrække for en anden gruppes standarder. Ontologisk relativisme kan karakteriseres som den erkendelsesteoretiske relativisme, hvis "viden, rationalitet og begrundelse" erstattes med "sandhed, virkelighed og eksistens" i (3)-(5).

Relativisme bliver jævnlig sammenblandet med doktriner som: Erkendelse er fejlbarlig, ufuldstændig og betinget; der findes ingen universelle sandhedskriterier o.l. Standardindvendingen imod relativisme har siden oldtiden været, at den er selvgendrivende, idet en hævdelse af relativismen selv vil være relativ.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Ekspert
Brahde
Oprindelig forfatter
Redaktionen
20/08/2013

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki