dyd

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

dyd, den traditionelle oversættelse af græsk arete i den særlige betydning af moralsk"dygtighed", som begrebet fik i græsk etik fra og med Sokrates. Han opererede med fem hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. De fire første, som senere blev kaldt "kardinaldyderne", optræder hos Platon, Aristoteles, stoikerne, Epikur mfl. for derfra at gå i arv til europæisk moraltænkning op i nyeste tid. Kristendommen overtog dem meget tidligt, men supplerede med endnu tre: tro, håb og kærlighed; således fx hos Augustin og senere Thomas Aquinas.

Den antikke tænkning om dyd, fx hos Aristoteles, fokuserede på fem ting: 1) Dyderne er tilstande af følelserne, når disse styres af fornuften; 2) De er indarbejdede, stabile tilstande; 3) De hænger sammen indbyrdes og findes derfor i virkeligheden kun hos én type person, den "vise"; 4) De har deres værdi i sig selv; 5) De vedrører både den enkelte og andre. Antikkens etik var grundlæggende en dydsetik.

Set i modsætning til laster var dyder i antikken og i kristen middelalderfilosofi på én gang navn for etikken og vejen til dens realisering. Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder: visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere suppleret med de tre "teologiske dyder": tro, håb og kærlighed. De syv kardinaldyder hedder på latin prudentia, justitia, fortitudo, temperantia, fides, spes og caritas.

Senest med Kant i sidste del af 1700-t. blev interessen for dyder koncentreret om de moralske normer, og i den efterfølgende moralfilosofi spillede dyder ingen større rolle. Fra 1900-t.s sidste tredjedel har især amerikanske moralfilosoffer dog inddraget læren om dyder igen.

Billedkunst

I kunstneriske fremstillinger er dyderne ofte personificerede. Omkring 200 beskrev den kristne forfatter Tertullian de syv dyder som kvindelige krigere i kamp med syv laster i en arena, og digteren Prudentius skrev omkring 400 digtet Psychomachia, dvs. striden på sjælens slagmark. Det skabte de første billedfremstillinger, der viste dyderne som kampklædte kvinder, ofte til hest, med de overvundne laster under fødderne. Billederne udvikledes gennem middelalderen, og sandhed (veritas) var blandt flere tilføjede dyder og laster.

På de romanske og gotiske katedraler fik de personificerede dyder og laster plads på portalernes karme, således i Clermont-Ferrand, Chartres, Laon, Reims og Amiens samt i Notre-Dame i Paris, der har tolv dyder og tolv laster. Senere blev de skildret i genreprægede scener, fx af Hieronymus Bosch og af Pieter Bruegel d.æ. i 14 kobberstik (ca. 1557).

Endnu i 1700-t. kunne kunstnere hente inspiration i Cesare Ripas bog Iconologia med stik af kvinderne med deres attributter. Men herefter døde interessen for dem ud. Kun tro, håb og kærlighed kan endnu ses i forskellige forbindelser, fx som et kors, et anker og et hjerte. De såkaldte barmhjertighedsgaver eller barmhjertighedsgerninger, bl.a. at mætte de sultne, klæde de nøgne og besøge de syge, sidestilles gerne med dyderne og vises ofte i Dommedagsfremstillinger i middelalderens kirker.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/10/2011
Ekspert
slaursen
Oprindelige forfattere
JG-M
29/01/2009
LGot
29/01/2009
TE-P
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki