nyplatonisme

nyplatonisme, neoplatonisme,den filosofiske strømning, der var så godt som enerådende under senantikken, fra ca. 250. Den videreførte i flere henseender den såkaldte mellemste platonisme (fra ca. Kristi fødsel til ca. 250 år e.Kr.) og nypythagoræismen; den optog elementer fra aristotelisme og stoicisme, men Platon var den urokkelige autoritet (jf. platonisme).

Det var Platons metafysik, ikke fx sokratisk uvidenhed eller politisk filosofi, der inspirerede nyplatonikerne. Kvintessensen af platonismen fandt de i dialogerne Parmenides (tolket metafysisk) og Timaios (den fysiske verden betragtet som afspejling af den intelligible).

Nyplatonismens grundsynspunkt er, at den egentlige virkelighed er transcendent, immateriel og overindividuel. På grundlag af Platon udformedes et hierarkisk metafysisk system, klarest, enklest og mest indflydelsesrigt formuleret i 200-t. af nyplatonismens førstemand, Plotin. Øverst står det højeste princip (den første hypostase): Det ene, der er princip for alt eksisterende og for al erkendelse, men selv hinsides væren og erkendelse.

Denne hypostase afspejles ved en art udstrømning (emanation) i den anden hypostase, ånden eller fornuften (gr. nus), enheden af erkendelse og intelligible objekter, og denne hypostase afspejles igen i sjælen — verdenssjælen eller enkeltsjæle, der styrer og former materien (se hypostase). Mennesket er en del af den åndelige verden og har mulighed for at identificere sig med de højere, overindividuelle hypostaser; med et Platoncitat "at blive Gud lig".

Plotins system videreførtes af hans elev Porfyrios (200-t.). Jamblichos (ca. 300) udarbejdede et kompliceret metafysisk system, hovedsagelig kendt gennem Proklos (400-t.).

I den sene kejsertid eksisterede der en nyplatonisk skole i Athen, indtil kejser Justinian lukkede Akademiet 529, og en i Alexandria, der ophørte med arabernes erobring 641. Nyplatonismen efter Plotin er bl.a. karakteriseret af en udstrakt kommenteringsvirksomhed af såvel Platons som Aristoteles' skrifter.

© Bridgeman Art Library

Sandro Botticelli: Den hellige Augustin. Freskomaleri i Ognisantikirken i Firenze, ca. 1480. Augustin sidder i sit studereværelse omgivet af bøger og instrumenter, der understreger hans videnskabelige indsigt. Han er i færd med at skrive et brev, men holder en meditativ pause for at se op mod lyset, der som udtryk for guddommelig inspiration rammer ham fra venstre. Stjerneglobussen skal formentlig symbolisere indsigt i det evige og universelle, mens uret til højre for helgenens hoved repræsenterer det tidslige. Augustins bispehue, mitraen, ses på bordet foran ham.

Nyplatonismen har øvet betydelig indflydelse på senere filosofi. I den vestlige, latinske verden er Augustin en hovedrepræsentant for den overførelse til et kristent tankeunivers, der dominerede tidlig middelalder; i østen fik navnlig Pseudo-Dionysios Areopagitten betydning.

Fra senmiddelalderen kan nævnes Nicolaus Cusanus. Renæssanceplatonismen (Marsilio Ficino, Pico della Mirandola) var hovedsagelig nyplatonisk inspireret. Direkte eller indirekte rækker indflydelsen videre fx til Cambridgeplatonikerne i 1600-t. og til romantisk filosofi og digtning.