fredspligt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

fredspligt, grundprincip i dansk arbejdsret, der i en overenskomstperiode forpligter arbejdsmarkedets parter til ikke at varsle eller udøve konflikt vedrørende forhold, som er reguleret i overenskomsten. Fredspligten indgik ikke som en bestemmelse i Septemberforliget af 1899, som har ligget til grund for Hovedaftalen mellem LO og DA; den blev først fastslået i Hovedaftalen fra 1960.

I Hovedaftalen af 1973 med ændringer fra 1981, 1987 og 1993 står i § 2, stk. 1: "Når der er indgået en kollektiv overenskomst, kan der inden for det område, som overenskomsten omfatter, og så længe den er gældende, ikke etableres arbejdsstandsning (strejke, blokade, lockout eller boykot), medmindre der er hjemmel herfor i Norm for regler for behandling af faglig strid eller i kollektiv overenskomst".

Der er ikke tale om en arbejdsretlig nyskabelse, idet princippet altid havde været anerkendt som en grundlæggende forudsætning i overenskomstsystemet: Arbejdet i overenskomstperioden skulle kunne foregå uforstyrret. Fredspligten gælder derfor også for overenskomster uden for Hovedaftalens område.

Fredspligten forhindrer ikke parterne i at varsle konflikt vedrørende forhold, som ikke er omhandlet i overenskomsten, idet der dog eksisterer en formodning om, at overenskomsten udtømmende gør op med alle mellemværender mellem parterne. Fredspligten er heller ikke til hinder for sympatiaktioner, dvs. støtteaktioner til fordel for en lovlig konflikt på et andet område. Overenskomstbundne chauffører kan fx nægte at bringe øl ud til en restauration, der er ramt af en lovlig, varslet konflikt for at opnå overenskomst for de ansatte. Endvidere kan det ifølge Norm for regler for behandling af faglig strid være lovligt at standse arbejdet pga. arbejdsgiverens betalingsstandsning eller pga. hensyn til liv, velfærd og ære.

Endelig kan det være lovligt at varsle en retshåndhævende konflikt, dvs. en konflikt som reaktion på modpartens overenskomststridige konflikt, hvis Arbejdsrettens behandling ikke kan bringe den til ophør.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/01/2009
Oprindelig forfatter
JRB
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki