fredspligt

fredspligt, grundprincip i dansk arbejdsret, der i en overenskomstperiode forpligter arbejdsmarkedets parter til ikke at varsle eller udøve konflikt vedrørende forhold, som er reguleret i overenskomsten. Fredspligten indgik ikke som en bestemmelse i Septemberforliget af 1899, som har ligget til grund for Hovedaftalen mellem LO og DA; den blev først fastslået i Hovedaftalen fra 1960.

I Hovedaftalen af 1973 med ændringer fra 1981, 1987 og 1993 står i § 2, stk. 1: "Når der er indgået en kollektiv overenskomst, kan der inden for det område, som overenskomsten omfatter, og så længe den er gældende, ikke etableres arbejdsstandsning (strejke, blokade, lockout eller boykot), medmindre der er hjemmel herfor i Norm for regler for behandling af faglig strid eller i kollektiv overenskomst".

Der er ikke tale om en arbejdsretlig nyskabelse, idet princippet altid havde været anerkendt som en grundlæggende forudsætning i overenskomstsystemet: Arbejdet i overenskomstperioden skulle kunne foregå uforstyrret. Fredspligten gælder derfor også for overenskomster uden for Hovedaftalens område.

Fredspligten forhindrer ikke parterne i at varsle konflikt vedrørende forhold, som ikke er omhandlet i overenskomsten, idet der dog eksisterer en formodning om, at overenskomsten udtømmende gør op med alle mellemværender mellem parterne. Fredspligten er heller ikke til hinder for sympatiaktioner, dvs. støtteaktioner til fordel for en lovlig konflikt på et andet område. Overenskomstbundne chauffører kan fx nægte at bringe øl ud til en restauration, der er ramt af en lovlig, varslet konflikt for at opnå overenskomst for de ansatte. Endvidere kan det ifølge Norm for regler for behandling af faglig strid være lovligt at standse arbejdet pga. arbejdsgiverens betalingsstandsning eller pga. hensyn til liv, velfærd og ære.

Endelig kan det være lovligt at varsle en retshåndhævende konflikt, dvs. en konflikt som reaktion på modpartens overenskomststridige konflikt, hvis Arbejdsrettens behandling ikke kan bringe den til ophør.