clausula rebus sic stantibus

clausula rebus sic stantibus, (lat. 'betingelse om at tingene forholder sig således (som nu)'), underforstået eller udtrykkeligt forbehold i en kontrakt eller traktat om, at aftalen kun skal gælde, så længe de forhold, som den er indgået under, ikke ændrer sig. Middelalderens jurister antog, at klausulen i alle kontrakter måtte underforstås som et stiltiende forbehold. Denne antagelse er for længst fraveget, hvad angår privatretlige aftaler. Her er hovedreglen, at kontrakter skal holdes uanset indtrådte forandringer, medmindre omstændighederne ændrer sig væsentligt i forhold til aftaletidspunktet, se forudsætning.

Også inden for folkeretten gælder som hovedregel, at indgåede aftaler er bindende uanset ændrede omstændigheder, men clausula rebus sic stantibus-grundsætningen er i Wienerkonventionen af 1969 om traktatretten anerkendt som et underforstået forbehold mht. tilbagetræden fra eller ophør af en traktat i tilfælde af fundamentalt ændrede omstændigheder, der ikke var forudset ved traktatens indgåelse. Det gælder dog kun, hvis omstændighedernes eksistens udgjorde et væsentligt grundlag for parternes samtykke til at være bundet af traktaten, og hvis virkningen af ændringen gennemgribende vil forandre omfanget af de forpligtelser, som stadig skal opfyldes ifølge traktaten. Clausula rebus sic stantibus kan ikke påberåbes ved aftaler om grænsefastsættelse, eller hvis ændringen beror på aftalebrud hos den part, som vil påberåbe sig forbeholdet.