ratifikation

ratifikation, erklæring om tilslutning til en traktat fra de statsorganer, der har kompetencen til at indgå traktater.

Når en international aftale undertegnes af en repræsentant, som ikke har fuldmagt til at forpligte staten endeligt, er aftalen ikke bindende; først når de kompetente statsorganer derefter ratificerer, foreligger der en forpligtende traktaterklæring.

I Traktatretskonventionen af 1969 nævnes fire tilfælde, hvor der kræves ratifikation, for at en stat er bundet af en traktat: når det står i selve traktaten, at den skal ratificeres, når det på anden måde er godtgjort, at de forhandlende stater er enige om, at ratifikation er påkrævet, når statens repræsentant har undertegnet traktaten under forbehold af ratifikation, og når det fremgår af repræsentantens fuldmagt eller er blevet udtrykt under forhandlingerne, at der kræves ratifikation.

Normalt er det et lands regering, der forhandler om indgåelse af traktater, men i mange lande kræves parlamentets samtykke til ratifikation af en traktat. Efter Grundloven § 19 er det regeringen, der handler på Danmarks vegne i internationale anliggender, men Folketinget skal give samtykke til indgåelse af traktater, som er af større betydning.