• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Franz von Liszt

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Redaktionen

Franz von Liszt, 2.3.1851-21.6.1919, tysk kriminalpolitiker; en af 1800-t.s betydeligste. Liszt var juridisk professor i Gießen, Marburg, Halle og fra 1899-1916 i Berlin. Hans kendteste værk er Lehrbuch des deutschen Strafrechts (1881), der udkom i talrige oplag.

Liszt betragtes ofte som den specialpræventive straffeteoris fader. For ham gjaldt det om at finde frem til forbrydelsens årsager for at kunne fastsætte en hensigtsmæssig straf, og han var imod tidligere tiders metafysiske begrundelser for straf. Straffens formål, som det fremgik af hans Marburgerprogram fra 1882, var for Liszt en forbedring af forbryderen eller en uskadeliggørelse, hvis forbedring var umulig; konkrete, varierende straffeforanstaltninger skulle derfor træde i stedet for ren frihedsstraf.

Liszt var en af grundlæggerne af den internationale kriminalistiske forening (1889-ca. 1917), hvis tanker fik stor betydning også for danske straffereformer i 1900-t., ligesom den gav stødet til oprettelsen af Dansk Kriminalistforening i 1899.