• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

beneficium

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Mads L.

beneficium, i romerretten betegnelse for en særlig begunstigelse, rettighed. Inden for kanonisk ret benyttes beneficium som betegnelse for retten til gods, der er udlagt til at tjene som grundlag for aflønning af en gejstlig person. Denne form for beneficium har sin oprindelse i det lensretlige forhold mellem herre og vasal, og det var i højmiddelalderen, at det udvidedes til også at omfatte vigtige gejstlige embeder, bl.a. biskop og abbed, hvis indehavere blev indsat i deres beneficium af den verdslige myndighed.

Ordet beneficium er latin og kommer af bene 'godt' og -ficere, sammensætningsform af facere 'gøre'.

Beneficium divisionis betegner inden for romerretten den begrænsede hæftelse for flere skyldnere, idet hver især hæfter for en andel, pro rata-hæftelse. Som modsætning hertil står solidarisk hæftelse. Beneficium inventarii er arvingers ret til at frasige sig hæftelse for et dødsbos gæld ved at undlade at befatte sig med bobehandlingen. I den sene romerret kendtes beneficium ordinis, som er en kautionists ret til at forlange, at kreditor først søger fyldestgørelse hos debitor, inden han rejser krav mod kautionisten, dvs. simpel kaution i modsætning til selvskyldnerkaution.

Beneficium competentiae er en skyldners ret til ved tvangsfuldbyrdelse at beholde nødvendige genstande til opretholdelse af hjemmet. En sådan ret var i et vist omfang anerkendt i romerretten, men betegnelsen beneficium competentiae er af senere dato og er i Danmark som trangsbeneficium lovfæstet i Retsplejelovens § 509. Herefter er fra tvangsfuldbyrdelse undtaget de genstande, "der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand".

Om begrebet beneficium i romersk politik, se Clientela-systemet.