kanonisk ret

Ikke Verificeret / verificeret
Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen. Klik for at se seneste godkendte version.

kanonisk ret, den ret, der gælder i den romersk-katolske kirke. Det græske ord kanon (rettesnor) benyttedes allerede i 300-t. om kirkemødebeslutninger og kirkelige love, der samledes og dermed kom til at virke som retningslinjer for de kirkelige autoriteter. Hertil kom pavelige breve, dekretaler, som enten kunne være afgørelser af enkelttilfælde eller indeholde bindende forskrifter for bestemte typer af sager gældende for større geografiske områder. En vigtig retskilde var naturligvis også Bibelen og kirkefædrenes skrifter, ikke mindst skrifterne af Hieronymus, Augustin og Gregor 1. den Store.

Fra omkring 500 udgaves flere større samlinger kanones, hvilket bidrog til at give kirkeretten et ensartet grundlag. Vigtige samlinger er Hispana fra 600-t., de såkaldte pseudoisidoriske dekretaler fra 800-t., Ivo fra Chartres' samlinger fra 1000-t. og ikke mindst Gratians dekret, Decretum Gratiani, der samlede de kanoniske retskilder i en ny orden og søgte at opløse modsætninger mellem dem. Hermed skabtes også et nyt grundlag for den kirkelige retsvidenskab, kanonistikken, en parallel til romerretsstudiet, der samtidig var under opbygning i Bologna. En del af den kanoniske ret var dog ikke universel og altså ikke bindende for hele kirken, men alene fastsat lokalt af biskoppen eller lokale kirkemøder og kun med gyldighed inden for afgrænsede områder.

I anden halvdel af 1100-t. prægedes den kanoniske rets udvikling af flere stærke, juridisk uddannede paver, bl.a. Alexander 3., der i en række pavebreve var med til at give ægteskabsretten en ny udformning. Her lagdes grunden til kanonisk rets opfattelse, at et ægteskabsløfte er bindende inden ægteskabets fuldbyrdelse, samt til sondringen mellem en aftale om øjeblikkelig indgåelse af ægteskab (sponsalia de praesenti) og en aftale om senere indgåelse af ægteskab, således at aftalen først anses for fuldbyrdet og ægteskabet indgået ved efterfølgende samleje (sponsalia de futuro), se også ægteskab - retshistorie. Kirkeretlige beslutninger blev tillige truffet på konciler, fx indførtes lysning til ægteskab på 4. Laterankoncil i 1215, sakramentretten reguleredes, og det blev forbudt gejstlige at medvirke ved jernbyrd og andre gudsdomme.

På grundlag af en række mindre samlinger udarbejdedes efter anvisning af pave Gregor 9. den såkaldte Liber Extra, der blev udsendt 1234 og tillagde alle de deri indeholdte kanoniske retskilder universel gyldighed. De vigtigste senere samlinger er Bonifacius 8.s Liber Sextus fra 1298 og Clemens 5.s Clementinae fra 1317. Sammen med flere mindre samlinger blev de officielle kanoniske retssamlinger trykt i 1500-t. som Corpus juris canonici; den dannede grundlag for den katolske kirkeret frem til udstedelsen i 1918 af en ny kirkelig lovbog, Codex juris canonici. Vigtige nydannelser skete dog ved Tridentinerkoncilet i 1500-t., bl.a. inden for ægteskabsretten, og ved Vatikankoncilerne i 1800- og 1900-t. En helt ny og revideret kirkelig lovbog udsendtes i 1983.

Kanonisk ret og dansk ret

Kanonisk ret spillede i middelalderen en vigtig rolle også for udviklingen af dansk ret. Kanonisk ret var gældende i såkaldte åndelige sager, causae spirituales, først og fremmest ægteskabssager, men samtidig udgik der fra den kirkelige ret vigtige påvirkninger af den verdslige ret. Inden for strafferetten var kanonisk ret medvirkende til anerkendelse af et skyldprincip. Den kanoniske ret anvendte et mere avanceret processuelt system med bl.a. vidne- og dokumentbevis foruden et appelsystem. Kirkelige domstole og kirkelige straffe spillede en vigtig rolle ved siden af det verdslige domstols- og tvangsfuldbyrdelsessystem, og kirken kendte andre former for straf, bl.a. kirkelig bod og som et yderste magtmiddel bandlysning eller trussel herom.

For dansk ægteskabsret fik kanonisk ret stor betydning ved at fastslå, at der til et gyldigt ægteskab kræves begge parters samtykke; forældre eller andre kunne således ikke indgå ægteskab på børns eller slægtninges vegne. Vigtig var også den stadig ifølge kanonisk ret gældende grundsætning om ægteskabets uopløselighed, der støttes af Markusevangeliet 10, 2-12. For arverettens vedkommende blev det af betydning, at kanonisk ret kendte testamentet som en måde, hvorpå kirken kunne betænkes.

Efter Reformationen

Kanonisk ret var et undervisningsfag ved de middelalderlige universiteter, der var kirkelige institutioner. Efter Reformationen spillede kanonisk ret en væsentlig reduceret rolle ved de fleste protestantiske universiteter og faldt efterhånden helt bort.

Martin Luther var modstander af kanonisk ret, som han så som et udtryk for den ydre kirkeordning, der stod i modsætning til hans åndelige kirkebegreb. Et udtryk for denne modvilje var hans symbolske afbrænding af de kanoniske lovbøger.

I dag spiller kanonisk ret hovedsagelig en rolle for reguleringen af den romersk-katolske kirkes indre liv gennem regler om de gejstlige embeder, ejendomme, sakramenter og strafferet. Særlig kirkens afvisning af skilsmisse har givet anledning til spændinger. I de fleste katolske lande er der indført en ægteskabslovgivning, som tillader bl.a. skilsmisse, men kirken fastholder uopløseligheden og anser kun ægteskaber for opløst, hvis kirkelige domstole har tilladt det.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Mads L.
21/02/2014
Marie-Louise Hammer
19/02/2014
Mads L.
10/02/2014
Ekspert
Mads L.
Oprindelig forfatter
Tamm
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki