kirkegård

© Gyldendal

Kirkegården Gudsageren i Christiansfeld.

kirkegård, indviet areal til kristen begravelse. Med kristendommens indførelse blev grundstykket omkring kirken den vigtigste gravplads. Den var værnet ved indvielse, og faste hegn hindrede kreaturers indtrængen; i tidlig middelalder bestod indhegningen af grøfter, senere opførtes jord- eller stendiger, murværk eller et træstakit. Kirkegården ansås for fredhellig, og man kunne søge ly her i ufredstider. Enkelte danske kirkegårde var omgivet af fæstningsmure.

At færdes på kirkegården ved nattetid blev indtil ca. 1900 forbundet med frygt for gengangere (se spøgeri); om dagen kunne stedet udnyttes alsidigt, fx til afgræsning, leg og forsamling for unge. Til ind i 1800-t. lå de danske kirkegårde græsdækkede hen; de var ujævne, hvælvet af tuegrave og kun med spredte gravminder i form af gravsten, trærammer eller en art flise- eller stenbelægning.

Oprindelig begravedes kvinder fortrinsvis på kirkegårdens nordlige del og mænd på den sydlige. Et afgørende skel bestod helt frem til 1800-t.s anden halvdel mellem rettroende og syndere/vantro. Selvmordere, grove forbrydere, udøbte børn og uidentificerede personer blev gravlagt i uindviet jord. Først i 1860'erne og 1870'erne kom der lovbestemmelser, der sikrede, at kirkegården blev fælles begravelsesplads for alle uanset tro og dødsårsag.

Den videnskabelige indsigt i hygiejniske forhold førte en reformbølge med sig over hele Europa, hvorunder nye gravlæggelser under kirkernes gulve og i kapeller hørte op. I Danmark blev en forordning fra 1805 skelsættende, og kirkegårde i hovedstaden og i købstæderne blev flyttet uden for bykernen.

Hos herrnhuterne (i Danmark i Christiansfeld 1774) blev kirkegårde ("gudsageren") anlagt efter rette linjer og med helt ensartede gravsteder. På de almindelige sognekirkegårde blev planering, træplantning, faste gange og opretstående gravminder i antikinspireret udformning hovedelementer i reguleringer i løbet af 1800-t., vejledt af romantikkens forestillinger om mindehaver. Familiegravsteder blev almindelige. Ca. 1880-1920 nåede gravminderne den største formvariation, man begyndte at vedligeholde gravstederne som små haver, og de sociale skel markeredes tydeligt: opad til de store gravsteder og de få mausoleer, nedad til de besiddelsesløse, der gravlagdes i rækker og uden gravsten eller kun med et simpelt kors af trælister.

Med byernes vækst sidst i 1800-t. udvidedes assistenskirkegårdene, der i mange europæiske storbyer voksede til vældige, parklignende centralkirkegårde. I Danmark blev Vestre Kirkegård i København, påbegyndt 1870, banebrydende med sine alléopdelte kvarterer, der bruges af flere sogne i fællesskab. Fra 1920'erne blev havearkitekten G.N. Brandts harmoniserende principper efterhånden toneangivende. Mariebjerg Kirkegård ved Lyngby nord for København blev ved anlæggelsen 1926-36 opdelt i afsnit med hver deres beplantning og gravmindetype. Demokratiseringen blev understøttet af 1920'ernes lovgivning, hvorefter det bl.a. blev forbudt at henvise sognets fattige til en særlig afdeling på kirkegården.

Størrelsen af familiegravsteder indskrænkedes efterhånden til to til tre pladser. Monumenterne måtte ikke rage op over de hække, som i løbet af 1940'erne og 1950'erne blev den karakteristiske grønne inddeling af danske kirkegårde. Den stigende udbredelse af ligbrænding, der var blevet tilladt i 1892, lettede presset på især bykirkegårde ved at inspirere til begravelse i anonyme fællesgrave eller urnehaller. Med anlæggelse af skovkirkegårde fuldførtes den romantiske tanke om den dødes endegyldige overgivelse til naturen.

Også på landsbykirkegårdene, hvor kirken ligger som det samlende punkt, har mekanisering og regulering medført en ensretning. Grusbelægning blev udbredt over gange og gravsteder fra ca. 1970; desuden er skiveskårne granitsten blevet fremherskende. Kun enkelte kirkegårde har bevaret et tydeligt egnspræg, fx Lyø med opklappede gravtuer, Rømø med mange kommandørsten fra 1700-1800-t. og kirkegårde ved den jyske vestkyst med hvidmalede træstakitter.

I 1990'erne spores en generel tendens til at foretrække navnesten i fælles plæne frem for anonyme fællesgrave; endvidere til personligt udformede gravsten og til oprettelse af lokalkirkegårde for storbysogne.

Generelt er kirkegårde og begravelsespladser i Danmark underlagt folkekirken, der også skal godkende gravpladser for andre trossamfund, herunder fri- og valgmenigheder. Ældst er de jødiske kirkegårde (den københavnske er fra 1694), hvis gravsteder står fredet til evig tid i lighed med brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld. På en del større bykirkegårde er der indrettet afdelinger for katolikker og fra 1980'erne enkelte for muslimer.

Soldaterkirkegårde, hvor de faldne uanset rang mindes med ensartede gravmæler, findes især ved 1900-t.s store slagmarker. I Danmark kendes de som mindre afsnit for nedskudte allierede flyvere under 2. Verdenskrig; kun Mindeparken i Århus over faldne fra 1. Verdenskrig samt Mindelunden i Ryvangen ved København fra 1945 udgør større selvstændige anlæg. Kirkegårdskulturen er i 1900-t. udstrakt til også at omfatte kæledyr. I 1949 blev den hidtil største danske dyrekirkegård anlagt på Amager; den drives privat og har ikke offentlig adgang. Se også begravelse.