Naturbeskyttelsesloven

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Naturbeskyttelsesloven, afløste pr. 1.7.1992 Naturfredningsloven, Naturforvaltningsloven og Sandflugtsloven. Lovens formål er at beskytte de vilde dyr og planter og deres levesteder samt de landskabelige og kulturhistoriske værdier og befolkningens adgang til at færdes i naturen.

Historie

Fredning var oprindelig naturbeskyttelsens centrale instrument, der blev formaliseret i den første naturfredningslov fra 1917, som havde til formål at værne om særlige landskabsværdier og tilvejebringe rekreative områder for befolkningen.

Senere blev der ved bl.a. naturfredningslovene fra 1937 og 1969 tilføjet yderligere instrumenter, herunder bygge- og beskyttelseslinjer ved strande og skove, generel fredning af fortidsminder samt regler om offentlighedens adgang til skov og strand.

Siden 1972 er der lagt vægt på biologiske beskyttelseskriterier i form af en generel beskyttelse mod tilstandsændring af naturtyper som søer og moser.

Naturforvaltningslovens regler om erhvervelse, lån og tilskud til naturforvaltningsprojekter er indarbejdet i Naturbeskyttelsesloven; de blev vedtaget bl.a. som konsekvens af den såkaldte marginaljordsstrategi fra 1987. I 1994 blev beskyttelsen af kystområder styrket ved en udvidelse af strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen. Loven indeholder nu tillige regler om offentlige anlæg og forbud mod friluftsreklamer i det åbne land.

Naturbeskyttelseslovens indhold

Den nuværende naturbeskyttelseslov kan grundlæggende opdeles i seks søjler: (1) fredning af områder, (2) beskyttede naturtyper, (3) beskyttelseslinjer, (4) artsbeskyttelse, (5) regler om offentlighedens adgang og (6) regler om naturpleje. Hertil kommer de særlige regler i naturbeskyttelseslovens kap. 2a om EF-fuglebeskyttelsesområder og EF-habitatområder samt Jagt- og vildforvaltningslovens regler.

Fredning vil sige, at der ved en fredningskendelse træffes beslutning om, at et bestemt areal skal bevares og anvendes på en bestemt måde for fx at sikre et særligt bevaringsværdigt landskab. Fredningssag kan rejses af kommunen, miljøministeren og Danmarks Naturfredningsforening.

Når en fredningssag er rejst, må der ikke ske ændringer i anvendelsen, før sagen er afgjort. Fredningen, der besluttes af et af de regionale fredningsnævn, giver ejere af de berørte arealer krav på fuld erstatning. Fredning af statsejede arealer og af dele af søterritoriet gennemføres ved bekendtgørelse, som udstedes af miljøministeren.

Beskyttede naturtyper betegnes også § 3-områder og omfatter søer, heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev. Beskyttelsen har karakter af et forbud mod tilstandsændringer, medmindre der gives dispensation.

Reglerne griber ikke ind i den hidtidige anvendelse af området, hvorfor beskyttelsen anses som en erstatningsfri regulering, som ejere må tåle uden erstatning. Som følge af naturens dynamik kan et område derfor vokse ud og ind af beskyttelsen. Herudover indeholder Naturbeskyttelsesloven særlige regler om klitfredede arealer og forebyggelse af sandflugt.

Beskyttelseslinjer betyder, at der inden for en bestemt afstand til kysten, søer, vandløb, skove, fortidsminder og kirker ikke må bygges anlæg eller ske tilstandsændring uden særlig dispensation. Forbuddet mod tilstandsændring inden for beskyttelseslinjerne anses som erstatningsfri regulering.

Artsbeskyttelse er alene reguleret i Naturbeskyttelsesloven i form af en bemyndigelse til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler. På grundlag heraf er fastsat regler om beskyttelse af krybdyr, padder og orkidéer. Reglerne hindrer dog ikke en ellers lovlig anvendelse af privat ejendom, hvilket har givet problemer med opfyldelse af EUs krav om beskyttelse af truede arter. Artsbeskyttelse og jagt på fugle og pattedyr reguleres af regler i Jagt- og vildtforvaltningsloven.

Offentlighedens adgang til naturen omfatter ikke alene adgang til offentlige arealer, men tillige offentlighedens adgang til kysten, klitfredede arealer og til private skov- og markstier.

Naturpleje er reguleret ved, at loven fastslår, at offentlige myndigheder har pligt til naturpleje af beskyttede naturtyper. Herudover kan staten på grundlag af de årlige finanslovsbevillinger indgå aftaler med private om naturpleje og genopretning af naturområder, ligesom staten selv kan iværksætte sådanne projekter.

Kompetenceregler mv.

Naturbeskyttelsesloven hører under miljøministerens område og administreres primært af Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsen kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelserne om klitfredning, mens dispensation fra beskyttelseslinjer og naturtyper varetages af de lokale myndigheder. Med strukturreformen overgår beføjelsen fra 2007 fra amterne til kommunerne. Der er normalt tale om en rekstriktiv dispensationspraksis. Fra 2002 blev administrationen vedr. fortidsminder overført til Kulturarvsstyrelsen.

Naturklagenævnet er med visse mindre undtagelser klageinstans for afgørelser, som træffes iht. Naturbeskyttelsesloven. Se tillige klitfredningslinjen og strandbeskyttelseslinjen

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Jørn Busch Olsen
18/04/2011
Redaktionen
01/11/2009
Oprindelige forfattere
HTeAn
01/02/2009
Pagh
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki