Råstofloven

Råstofloven, lov fra 1991, der både omfatter råstofforekomster på land og i hav, men ikke råstoffer i dybereliggende lag, fx olie og naturgas, der er omfattet af Undergrundsloven. Danmark fik i 1972 den første generelle lovgivning vedrørende udnyttelsen af råstofforekomster, fx sten, grus, sand, ler, kalk, tørv og muld. Før 1972 havde ejeren af den enkelte ejendom ret til fri udnyttelse af ejendommens forekomster af sådanne råstoffer bortset fra de begrænsninger, der fulgte af anden lovgivning. I 1977 vedtoges en ny Råstoflov, der indførte en bortfaldsordning frem til 2003 for ældre indvindingsrettigheder, dog med mulighed for at få en indvindingstilladelse efter de nye regler. I 2003 blev der givet mulighed for yderligere forlængelse til 2028 for udnyttelse af anmeldte rettigheder vedrørende andre råstoffer end sand, sten og grus.

Ved Råstoflovens administration skal der sikres en samlet afvejning af bl.a. resurse-, erhvervs-, miljø- og naturmæssige hensyn. Med henblik på en resurseøkonomisk anvendelse af råstofforekomsterne skal der bl.a. lægges vægt på at genanvende råstoffer eller erstatte dem med affaldsprodukter, fx ved bygge- og anlægsarbejder.

For råstoffer på landjorden kræves tilladelse til erhvervsmæssig indvinding, mens ikke-erhvervsmæssig indvinding på over 200 m³ blot skal anmeldes. Tilladelser kan gives for en periode på op til ti år og på vilkår om bl.a. efterbehandling af indvindingsområdet. Råstofforekomster på landjorden skal kortlægges, og råstofgraveområder skal udpeges.

For råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen er der fra 1997 indført et system, der er baseret på ansøgning om tilladelse inden for udpegede, miljøvurderede indvindingsområder samt på godkendelse af indvindingsmateriel.

Indvindinger på søterritoriet, der kan antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, samt særlig store indvindinger på land skal undergives en miljøkonsekvensvurdering. Der kan som udgangspunkt ikke gives tilladelse til indvinding, der kan skade bevaringsmålsætninger for Natura 2000-områder.

Mens de regionale og lokale myndigheder administrerer råstofudnyttelse på land, er det miljøministeren (Skov- og Naturstyrelsen), der administrerer udnyttelsen af råstofforekomster i havet. Afgørelser om indvindingstilladelse mv. truffet i henhold til loven kan som udgangspunkt påklages til Naturklagenævnet.