forureneren betaler-princippet

forureneren betaler-princippet, økonomisk princip om, at virksomheder selv skal betale for forureningsbegrænsende tiltag og opretning efter miljøskader; offentlig støtte er konkurrenceforvridende. Desuden kan virksomheder ikke få erstatning for ekstra, pålagte udgifter til forureningsbegrænsning.

Princippet blev formuleret af OECD i 1972 som polluter pays principle (PPP) og sås som et redskab inden for regulering af samhandel. På linje hermed blev PPP adopteret af EU i 1975, hvor det understreges, at skattefinansiering af kravene til forureningsforebyggelse måtte anses som ulovlig statsstøtte, der kun i få tilfælde kunne forventes godkendt af EU. PPP blev ligeledes lagt til grund ved vedtagelsen af Miljøbeskyttelsesloven i 1973.

Princippet medfører ikke, at virksomheden er erstatningsansvarlig for hændelige miljøskader, medmindre der i loven er hjemmel for et sådant skærpet ansvar. Et sådant skærpet ansvar er indført for listevirksomheder i Miljøerstatningsloven, for havforurening fra skibe i Havmiljøloven og for erhvervsmæssigt forvoldt jordforurening i Jordforureningsloven. Når EUs miljøansvarsdirektiv bliver gennemført i dansk ret, vil det skærpede ansvar for miljøskader blive udvidet til flere aktiviteter.

I økonomisk teori indgår princippet som begrundelse for miljøafgifter ud fra den teoretiske antagelse, at afgiften skal sættes til værdien af de økonomiske tab, som virksomhedens forurening påfører omgivelserne. Dette betegnes tillige som internalisering af virksomhedens miljøeksternaliteter, se miljøøkonomi.